850 km og ca. 20.000 højdemeter tilbagelagt, på en masse single trail, ofte over 3000 moh og med nogle vilde nedkørsler. Drømmen gik i opfyldelse!

Tekst af Henrik Jappe, fotos Kristian Pedersen og Henrik Jappe

De fede 4,8” dæk med et tryk på 0,5 bar smyger sig om sten og rødder og vi klatrer på stejlere underlag end nogensinde – selv med 12 kg bagage. Efterhånden som vi vinder højde bliver det stejlere og luften tyndere, så vi må af og gå med cyklerne. Den sidste kilometer mod toppen af Ten Mile Range slider godt på vores bløde skosåler og cyklen må skiftevis skubbes og bæres op mod toppen. Det foregår i et ualmindeligt langsomt tempo, men oplevelsen er storslået smuk og på intet tidspunkt tænker vi over slid og tempo. Vi er opslugt at naturen og tyngdekraftens magt over os, der leverer stadig mere imponerende udsigter og udfordringer.

Storslåede udsigt på vej ned mod Breckenridge. Døde træer vidner om The Beetle Kills omfang. I baggrunden ses Ten Mile Range, som venter os imorgen

Oppe belønnes vi med udsigt over flere bjergkæder i alle retninger, en traversering på store sten der kræver 100% koncentration og lyde fra marmotter der er nysgerrige. De gemmer sig godt, men deres nysgerrighed gør at vi hele tiden ser dem og får lejlighed til at fotografere dem. En tyk gammel han poserer ligefrem for os, men forsvinder nu i sin klippesprække da vi kommer for tæt på.

Den gamle marmotte han poserer for os

Den højalpine flora er forsinket i år, da vinteren har været lang og nedbøren rigelig og det gør udsigten blot endnu bedre. Colorados nationalblomst – The Columbine – poserer ofte foran kameraet med storslåede bjergformationer i baggrunden og overstråler sine blomstersøstre i farver og udfoldelse. Et godt valg.

The Columbine Colorados nationalblomst

Cykling og vandring i over 3000 meter kræver 25% mere vand og energi og vi er konstant på udkig efter vand. Heldigvis er alle floder, å-løb og bække fyldte i år og der er hele tiden muligheder, ganske som guidebogen foreskriver, med detaljerede miles-angivelser og med enten helt, halvt eller tomme vandglas, afhængig af forårets sne- og nedbørsmængde.

Masser af vand i år, det er dejligt ikke at skulle tænke over det hele tiden

Jo vi er meget heldige med vejret både under og før turen. Det regnede i 14 dage op til vores afgang og nu oplever vi den ene tørvejrsdag efter den anden, regn får vi kun drypvis og når vi alligevel holder frokost, under en gruppe store træer.

De berømte og berygtede eftermiddags storme og elektriske tordenvejr er vi også forskånet for, undtagen på vores første camp og overnatning. Vi camperer altid nede, i fornuftig afstand fra åbne områder og klippekanter og kan derfor ”nyde” stormen og syden af elektricitet i luften. Vi mødte et par vandrere, som var blevet fanget i en elektrisk storm og som måtte tilbringe timer under et klippefremspring. Manden havde opdaget noget var galt, da fruens hår strittede i alle retninger.

“Travel makes one modest. You see what a tiny place you occupy in the world.”

Gustave Flaubert

I Colorado dør hvert år mange af lynnedslag, men faktisk ikke i bjergene, men mere i de østligt beliggende områder af staten. I bjergene er folk klar over og meget opmærksomme på faren. Vi har næsten hver dag styr på vejrudsigten, men da der oftest ikke er mobildækning, kan vi ikke være helt opdaterede og bruger så vores sunde fornuft, ører og øjne. Man kan tydeligt se når det trækker op til storm, men det er slet ikke altid det bliver til noget. Ofte kan vi stå på en top og se storme langt ude i horisonten, det er ret fantastisk. Endnu flottere er solopgang og solnedgang, så vi prøver altid at vælge vores camp med omhu. Højt, men ikke for højt, plads til både sen solnedgang til aftenkaffen og morgensol til havregrøden og kaffen, samt tørring af telt og soveposer.

Vel nok vores bedste camp. Den gav aftensol, formiddagssol og et brag af en udsigt over Sangre de Cristo Mountains

Vi er i gang fra kl 7:15 hver morgen og uden brug af vækkeur. Naturen har fået en magisk kraft over os, efter kun få dage derude. Vi vågner første gang kl 4-5 stykker når fuglene holder koncert og så igen kl 6, hvorefter en stille og rolig morgenrutine går i gang. Det passer utroligt nok med at vi sidder på færdigpakkede cykler kl 7:15 hver dag og går i gang med alt fra 7 til 12 timers cykeldage. Vores oprindelige dagsplaner falder hurtigt fra hinanden og vi holder et langt højere tempo end forventet. Vi tager det som det kommer og planlægger løbende. Hviledage springes over og endorfiner i rigelige mængder, sammen med en god grundform, gør vi bare kører på. Guidebogen bruges ivrigt til løbende justering af dagens tempo og distance. Den fortæller om de bedste camp muligheder, med vand, bålplads, læ, udsigt og præcise placeringer. Vi glæder os også over selskab og møder spændende folk fra både USA og andre lande. De fleste vandrere, men også et par unge fyre på mountainbikes, som dog holder endnu højere tempo end os, men sover væsentlig længere, hvorfor vi flere gange passerer deres camp om morgenen og de vores om aftenen. Vi camperer sammen i South Park, hyggesnakker om planer mv. og om aftenen deler vi små whiskyflasker fra deres dagsrationer. Sjov og hyggelig idé vi slet ikke har tænkt over, men kompenserer for når vi kommer igennem byer, med gode måltider, øl og kaffe/kage.

Buena Vista bød på nogle lækre hotte burritos
Efter en US size burger kaster Kristian sig over en mindre dessert
Morgenmad i Silverton. blueberry pancakes. Man skal spise sig igennem et land, siger vores ordsprog.

Vi må tage Bike Detours når vandreruten går gennem Wilderness Areas, som der er 5-6 stykker af. Det er kedeligt at cykle på hovedvejen mod Leadville og Buena Vista, men flot og interessant de andre gange, hvor vi passerer historiske områder, så som Old Agency Office og Stoney Pass. Så kun 2-3 Bike Detours kunne forbedres til mere spændende grusveje eller single track ruter. Det arbejdes der på fra The Colorado Trail Foundations side. Gamle love og regler foreskriver at kun vandrere og folk på hest må befinde sig i Wilderness Areas, ikke mekaniserede genstande, som det hedder. Jeg har kendskab til en fyr som nu alligevel gør det med cykel. Han skiller den ad i stel og hjul, pakker den på rygsækken og vandrer så igennem områderne, samler den igen og cykler videre. Det er godkendt af myndighederne, men virker noget besværligt.

På vores bike detour, uden om et wilderness area, stoppede vi i Leadville. Mt. Massive ses i baggrunden

Wilderness Areas, som vi må køre rundt om, udgør væsentlig mere single track og stejle stigninger, som ikke kan cykles, men også færre kilometer. Vi bringes tilbage på sporet så snart som muligt, ikke ad den korteste vej, men smukkeste og mest udfordrende. Bike Detours er derfor ikke genveje – tvært imod. De vandrere vi møder fortæller os om områderne vi ikke må færdes i og vi ærgrer os af og til, men andre gange glæder vi os. Så sjovt er det heller ikke at bære 23 kg cykel og oppakning op ad en stejl bjergside, som måske ikke kan køres ned.

På vej op til Ten Mile Range, toppen er tæt på.
Vi er der næsten. Dalen bag forbinder Breckenridge med Interstate 70
Endelig oppe på Ten Mile Range. Slush ice kan ikke køres med fat bikes

Nedkørslerne fra toppene er vilde. Kilometervis med naturlige rock gardens, hvor sten og klippestykker ligger spredt efter naturens ønske. Skree, som er knust klippe gennem årtusinders erosion, dannet ved frostspringninger hver vinter, er underlaget og varierer fra små sten til klippestykker. Naturen er gavmild men krævende, nedkørslerne er alt fra få kilometer til 15-20 kilometer. Alt fra steep shit til rolling hills, fra hvide knoer til afslappet sofacykling, med blikket rettet mod horisonten. De fede dæk klarer opgaven sikkert og efterlader resten til os. Hvor hurtigt tør vi køre, hvilken linje skal vi vælge og skal vi stå af før festen slutter brat? Sikkerheden er i fokus, men grænserne skal også flyttes, balancen er hårfin og sjov at arbejde med.

Der var mange river crossings, samt en del gange vi måtte vade over små åer.

Hvor er de bjørne alle taler om, hvorfor ser vi dem ikke? Ringeklokken bliver brugt flittigt, både som kommunikationsmiddel – et ring = Ok, to ring = stop – men også som en besked til dyrene, at her kommer vi. Bjørne er fredelige dyr som ikke ønsker kontakt med os, hverken tale med os eller fotografere os, derfor klokkerne og det virker. Vi møder flere som har set bjørne, typisk vandrere men også billister. Vi ser masser af imponerende rovfugle svæve på opdriften og andre små flotte fugle fouragere i træer, blomster og insekter. Kristian kender de fleste, nogen gætter vi på og det er interessant at følge op på senere, hvad vi egentlig har set? Kolibrier er udbredt i bjergene. De kan lide den kølige luft og adgangen til masser af blomster. I byerne hænger folk beholdere med sukkervand ud til dem og vi nyder deres summen og balancekunst til vores eftermiddagskaffe.

Det ligner jo ingenting, men er flere bæverdæmninger i træk

Der er masser af jordegern, mus, bævere, marmotter og andet jord- og vandbaseret liv. Vi ser nogle få hjorte i flok, lige uden for South Park, på lang afstand, galopere afsted elegant over nedbrændt skov. En enkelt hjort stirrer på os i længere tid, lige ved Twin Lakes udenfor Leadville, men bjørnen, pumaen og bobcat´en udebliver og tak for det. På vej til Bailey, på de brede grusveje ser vi en ulv krydse vejen to gange ca. 200 meter foran os. En fyr forklarer os senere at der ikke er ulve i Colorado, så at det har været en Coyote. De ligner en ulv, er mindre og måske lidt større end en schæfer hund.

Confidence markers kaldes de i USA. Herude er det vigtigt at der er godt skiltet
Hvad vej? Vi har vores guidebog og er aldrig i tvivl. Der findes også en app, som kan navigere dig off line via GPS signal. Vi havde vores Garmin 1000 som PlanB.
Monarc Pass trail er blandt de bedste i Colorado

En nat knaser det uden for teltet og vi vågner, ingen går ud, det er et større dyr. Vi fandt ingen spor vi kunne bruge, så det kan have været hvad som helst. Nataktive dyr er der masser af, mest de små, som en nat hvor det skramlede i vores titaniumskopper. Jeg havde glemt to små poser instant coffee, som var væk om morgenen. Hver nat hejser vi vores mad ca. 4-5 meter op i et træ 200-300 meter væk fra lejren. Bjørnene kan lugte alt på lang afstand og tiltrækkes af stort set alt.  Chamois creme, kaffe, vingummi, myggebalsam, trail mix, ja alt så op i træet med det. Heldigvis er der næsten ingen myg og når de er der, påfører vi os myggebalsam. Det virker fint men stinker og forpester vores uldundertøj. Et godt lejrbål med røg fortrænger stanken af myggebalsam og holder også myggene væk, men får tøjet til at lugte røget. Hvad er bedst eller værst? Bålet er hyggeligt og et bål er en god måde at fortælle ”vi er her”, samt få opsummeret på en lang dag, få taget noter og planlægge næste dags første timer.

Klassisk camp, der tørres og luftes tøj, brygges kaffe, laves mad og slappes af

Vi har god plads til mad i vores cykeltasker, men alligevel kun til ca. fire dage på sporet. Vi køber forsyninger i Leadville, Buena Vista, Lake City og Silverton. To gange til fire dage og to gange til tre dage. Leadville i 3000 moh byder på et flippet vandrehjem, hvor vi overnatter og vasker tøj. Buena Vista kører vi blot igennem, efter en god middag og forsyninger, selvom vi to gange uopfordret blev tilbudt overnatning. Så vi så trætte ud? I Lake City tager vi en hvile- og vaskedag, efter syv dage på cyklen og Silverton byder på endnu et flippet vandrehjem, med en vært som også er Trail Angel. Hun kører frem og tilbage til sporet og henter og bringer folk. Silverton ligger langt fra sporet, dog på vores Bike Detour, men vi benytter os også af hendes tilbud og bliver kørt ud til sporets start næste morgen. Asfalt og trafik er ikke sjovt og prisen på 5 dollar er en ren foræring. På vejen fortæller hun os historier om alt mulig. Silverton ligger midt i et vulkankrater og er en turistby, blandt andet baseret på gale ATV-kørere og et 100 miles trailløb. Tonsvis af indtryk.

Morgenmad
Aftensmad

Maden vi køber er højoktan og vejer så lidt som muligt. Frysetørret mad kan faktisk smage ret godt, men vores café og restaurantbesøg i byerne er en fest. Der ses på kcal pr 100 gram når vi handler, det skal kunne tilberedes med vand og kun koge kort tid. Gas til vores vandkoger er jo en begrænset ressource og vi laver ikke mad over bål. Morgenmaden er havregrød med trailmix (nødder og tørret frugt) samt en kop kaffe. Frokosten er løbende indtagelse og består af trail mix, energibarer, vingummi, ramen med f.eks. tun og chokolade. Aftensmad er frysetørret mad, f.eks. chili con carne, Pad Thai og pasta retter. Det gælder om at få en masse fedt, protein, vand og elektrolytter, som brændstof, så kører dieselmotoren langt.

Vand henter vi i åer og renser med klortabletter. Det tager ca. 30 min så er det klar til indtagelse og smager så forfærdeligt. Elektrolyttabletter med smag hjælper på det og er samtidig gavnligt for kroppen og forbrændingen. Vi har op til seks liter vand i to treliters blærer, der lægges i steltasken og drikkes via en gummislange med mundstykke. En slags Camelbag med lavere tyngdepunkt.

Højeste punkt er nået i god form og fint vejr
Derude venter et højdepunt på turen, heldigvis i flot vejr
Forude venter Indian Ridge Trail, en balanceøvelse i 4.000 meter højde på skree
Toppen af Indian Trail Ridge
Nedkørslen fra Indian Trail Ridge ses i baggrunden. Dejligt med fatbikes med godt greb
Turen fra Silverton til Durango er den flotteste. Landskabet ændres markant

Målet er nået i Durango. 14 dage har vi cyklet og vandret. Selvom vi er trætte, ca. 4 kilo ned i vægt og nok gav for meget gas i starten, er vi glade for, at bruge 4 dage mindre end forventet. Nu har vi tid til mere MTB i Durango, Denver og andre episke steder i Colorado. Der skal fejres og vi kører direkte ned i Main Street Durango, finder Carver Brewery og gør krav på vores gratis øl, som de giver til alle som gennemfører hele vejen. Vi er mætte i både hoved, mave og lår og finder ind på et hotel.

Hvad bliver det næste eventyr?
Posted by:Henrik Jappe

Cykling er min store hobby. Om vinteren kører jeg cykelcrossløb i massevis, lidt MTB og landevej, med en uge i februar på Gran Canaria. Om sommeren kører jeg MTB Liga, Gran Fondos i syden og lidt landevej. Ved siden af det arbejder jeg frivilligt med sporbygning, udvikling af B&U MTB samt MTB Ligaen. Mine artikler her handler mest om events og det udstyr jeg bruger til dem. Mvh Henrik, 56 år og på cykel siden jeg var 3.

2 replies on “The Colorado Trail – we did it!

    1. Det glæder os at du kan lide den. Der kommer snart flere historier om granfondo løb. Næste eventyr er ikke planlagt, men er på ønskeseddlen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *