Niklas Petersen har her bidraget på flotteste vis med sin del 2 af 3, med fotos fra gerningsstederne. Der skal lyde et stort tak til Niklas og vi glæder os allerede til at bringe jer tredje og sidste del.

Preface:

Jeg beklager at det har taget sin tid at få skrevet denne del, det er bare svært at få den til at blive spændene for alle. Så fra start en disclaimer; har man ikke den store interesse i cykeludstyr men er mere interesseret i selve oplevelsen og historien, så vil jeg forslå at spare læse krudtet til tredje del. Er man derimod interesseret i at høre om hvad en eller to Psi kan gøre af forskel, så kunne dette godt blive interessant. Hvor strukturen af del ét og tre kommer naturligt, så har jeg kæmpet lidt mere med strukturen af denne del. Jeg har derfor valgt at falde tilbage på det eneste jeg har erfaring med at skrive, denne del vil derfor følge strukturen af en videnskabelig artikel, som jeg lige havde en skabelon liggende til.

Indholdsfortegnelse:
Som nævnt i del ét, så vil jeg markere sponserede ting med en “*” for gennemskuelighed. Men tilbage til strukturen af rapporten. Vi starter med en introduktion, hvor jeg kort forklare hvorfor der er brug for en ny cykel. Så følger et langt materiale og metode afsnit, hvor jeg kommer ind på de forskelige komponenter og opsætning, samt rationale bag valget af delene. Det efterfølges af et resultatafsnit hvor jeg så objektivt som muligt, vil fortælle hvordan de forskelige dele har performet. Diskussion vil primært gå på hvilke ændringer jeg har gjort og hvad det har betydet. Der vil være en perspektivering, hvor jeg vil komme med mine tanke angående hvad jeg tænker at ændre på setuppet.

Introduktion:
Da jeg begyndte at planlægge turen var det klart, at jeg skulle bruge en ny cykel. Jeg er så heldig at Scott stiller en cykel til rådighed hvert år for mig at køre XC løb på. Det ville derfor have været oplagt at fortsætte med Scott. Problemet ligger dog i at deres nuværende sortiment ikke inkluderer hvad jeg ledte efter. Min trail cykel derhjemme er en Scott Spark 700 tuned med 130/120mm vandring. Så den cykel jeg har med på denne tur skulle være 100% dedikeret til at blæse ned af nedkørsler, dog ikke en downhill cykel, da jeg fra tid til anden går på eventyr væk fra lifterne. Nu har jeg kørt på Scotts Genius med 150mm vandring, og det er en fantastisk cykel, det er dog en All-Mountian og ikke en fuldblods Enduro som jeg var ude efter.
Ren økonomisk blev cykler fra de store mærker Specialized, Trek, Giant osv. sorteret fra. Hurtig blev valget kogt ned til tre cykler Canyon Strive, YT Capra og Commencal Meta Am V4.2. Det skal siges dette var før YT opdaterede deres Capra og Canyon annoncerede deres Torque. Prismæssigt ligger de alle i samme leje, og cyklerne er udstyret forholdsvis ens. Dog var Commencal’en den eneste med boost og den nye metric sizing bagdæmper. Det var første stik til Commencal, cyklen var helt ”up to date” med alle nye standarder. Det sidste plus var Commencals “a la carte”, hvor jeg kunne vælge mellem fem farver og købe rammen alene, eller selv vælge specifikke komponenter.

Materiale og metode:
I oktober lagde jeg en pre-order på en orange størrelse large Meta AM V4.2 ramme. Commencal tilbyder nogle vilde priser på dele til cyklen, i mange tilfælde langt under den indkøbspris det er muligt at købe for gennem en cykelbutik. Den originale plan var at bygge cyklen op med forholdsvis billige komponenter, det gik ikke så godt. Det første valg var bagdæmper, grundet den nye metriske bagdæmper standard var mulighederne for billige alternativer små. Den økonomiske vej ville have været Rockshox super deluxe air eller coil dæmper, men Fox Float X2 air eller DHX2 coil var ikke meget dyrere og Commencal tilbød dem til langt under internet- og indkøbspriser. Så der var jo ikke noget at gøre, jeg skulle have de lækre Fox ting og valget endte på luftdæmperen med de ekstra justeringsmuligheder. Når nu bagdæmperen var Fox Kashima coated, så var der ikke så meget andet at gøre end, at gå med en Fox 36 HSC/LSC Factory gaffel.

 

 

 

 

 

 

****

To uger inden afgang til Frankrig tog jeg tre dage til Vallåsen i Sverige for, at afprøve hele setupet. Det var første gang jeg kørte på cyklen samt sov i bivyen. Det primære fokus på cyklen var at lære hvad high og low speed compression samt rebound damping gør. Når man som jeg kommer fra XC og trail cykler, så var det lidt skræmmende at kigge på en bagdæmper, som ikke bare havde tre indstillinger i forhold til compression damping, samt en enkelt rebound justering. Fox Float X2 dæmperen på cyklen har to forskelige compression damping kredsløb og det samme for rebounden, med hver ca. 22 individuelle klik. Jeg endte med 73 psi i gaflen, maks antal volume spacere, helt åben low speed compression og high speed compression sat ca. i midten. Rebounden blev også efterladt i midten, men mange af disse ting ville dog ændre sig i takt med, at jeg har lært mere om det på turen. Bagdæmperen endte på 150 psi, igen med det maksimale antal volume spacere, Samme opsætning af compression damping som forgaflen. Angående rebounden bagpå så er low speed næsten helt åben med high speed næsten helt lukket. Jeg fortrækker at køre med meget lidt compression damping og benytte en meget progressive opsætning af spring rate til at holde affjedringen oppe. Det er der selvfølgelig fordele og ulemper ved, det giver en super sensitiv affjedring, ulempen på den anden side er at affjedringen bevæger sig meget under vægtforskydninger.

Cockpit og drivetrain blev købt ind i forbindelse med, at jeg byggede en trail hardtail, til at tackle den danske vinter på. Planen var at køre vinteren på disse dele og når foråret kom, ville delene blive flyttet over på Commencal’en. I forhold til gear var jeg aldrig i tvivl, SRAM´s 12 speed er i min verden kilometer foran alt andet og for den sags skyld år foran Shimano. Langt hen af vejen er SRAM´s GX gruppe vejen frem, men da jeg begyndte at bygge cyklen kunne jeg ikke lade være med, at krydre cyklen med lidt X01. Bagskifteren er en GX Eagle, den vejer efter mine målinger i værkstedet 28 gram mere end X01, og jeg kan ikke umildbart se nogen forskelle. Begge har to aluminiumsarme, forskellen ligger i produktionsmetoden af den inderste arm, hvor den ene er bukket og den anden støbt. Kassetten blev også en GX 10-50 og X01 kæde, kun fordi den fås i hel sort. I forhold til præcise gearskift har bagdskifteren ikke meget at sige i forhold til triggeren, derfor valgte jeg at bruge en skilling mere på en X01 trigger, som føles en lille smule mere smooth end GX.

Kranksæt blev også et X01 for hvis man skal spare vægt på geargruppen er kranksættet stedet. Nu handler denne cykel ikke om vægt, så det kan ikke være grunden til at bruge 1000 kroner mere. Alle sorte alu kranksæt lider af samme ulempe, de bliver poleret blanke over tid. Da kranksættet skulle sidde på en cykel over vinteren, med mudder og brede støvler, faldt valget på carbon. Samtidig har jeg god erfaring med X0 kranksæt, da jeg lige har kasseret mit seks år gamle kranksæt, så holdbarheden er jeg rimelig komfortabel med. Pedaler blev Crankbrothers Mallet E og det er første gang jeg har kørt med andet end Shimano. Grunden til skiftet fra Shimano var simpelt, Enduro/downhill mulighederne fra Shimano giver ikke meget street credit.

Valget af bremser faldt på SRAM´s Code R, det er den billigere version uden alle justerings muligheder. De er dog stadig kraftige med fire stempler per kaliber og et større væske volumen end Guide bremserne. Code har i mange år været SRAM/Avid´s downhill bremser og passer derfor perfekt på min Commencal. Bremseskiver blev SRAM´s Centerline 180mm, jeg ville gerne have haft en 200mm foran, men jeg havde skiverene liggende, så jeg valgte at spare en krone eller to her.

Samtidig havde jeg et helt nyt Ricthey WCS Trail styr liggende, det er 800 mm bredt med 10 mm rise og oversized 35 mm tykkelse, kombineret med en matchende 45 mm frempind. Jeg havde overvejet at skære det lidt ned, men efter to ture på hardtailen havde jeg vænnet mig til det og besluttede at beholde det på 800mm. De 10 mm rise er ikke det store i forhold til mange andre enduro setups, men min kørestil er bygget op på XC/trail cykler med lav front. Så har jeg en lille detalje fra Stem Captian, som bliver bemærket af næsten alle hernede i Morzine. Jeg kører ikke med en Garmin eller lignende, så jeg har brug for noget andet til at holde styr på tiden. Her kommer det lille analoge ur ind i billedet og jeg er efterhånden ret vild med det.

Den analoge

Nu er jeg 181 cm og kører en størrelse large og det giver lidt udfordringer i forhold til dropperpost. Jeg vil gerne have så meget vandring som muligt, men der er en begrænsning på hvor langt dropperen kan komme ned i rammen. En Rock Shox 150 mm dropper bliver for lang i den del der sidder nede i rammen. Her rammer den på et affjedringslink. Samme historie med en 160 mm Crankbrothers, som må siges at være unødvendig lang, i forhold til mængde af drop. FOX Transfer 150mm passer, men jeg ville gerne have lidt mere. Her kom OneUp Components ind i sidste øjeblik med en 170 mm dropper, som er kortere end Fox 150 mm post! Den var helt ny, ingen længere test på nettet eller lignende, så det blev et skud i blinde. Nu sidder jeg her med en månedskørsel på den og har ikke haft et eneste problem. Den er betydelig billigere end de tre overnævnte alternativer, en ergonomisk remote i “carbon” og mange nytænkende teknologier. I min verden er det toppen af dropperpost markedet lige nu. Den koster 1200 kroner, det er mulig at justere mængden af drop fra 170 til 120mm, eller alt der imellem, med simple plastik spacere og kombineret med den korte ”insertion” længde, gør den det muligt at få så meget drop som muligt.

Sadlen og hjul er taget fra min Scott Spark, en carbon saddel er måske ikke nødvendig, men nu matchede den i farverne og jeg sidder ganske fint på den. Hjul er mere specielle, det er et DT Swiss hjulsæt og er et XM1501 alu hjulsæt med andre klistermærker. Det er DT Swiss all mountain hjulsæt og ikke deres kraftigere EX1501 Enduro hjulsæt. Jeg overvejede at købe et par kraftigere fælge og strikke op på DT Swiss 240s navene, men jeg valgte at bruge pengene et andet sted og spare den eftermiddag, jeg nu en gang skal bruge på at strikke hjul om.

I stedet for et par kraftigere fælge besluttede jeg at bruge pengene og grammene på et sæt Cushcore indsatser. Det er to skumringe som ligger inde i dækket. Her sidder de stramt på fælgen og fylder ca. halvdelen af dækkets luftkammer. Modsat de fleste andre skum indsatser på markedet, så sidder Cushcore og presser ud på dæksiden. det giver et langt mere stabilt dæk, der ikke ruller i sving, selv under meget lave dæktryk. Den anden og primære fordel ved de forskelige skumindsatser er, at man undgår punkteringer hvor dækket klemmes mod fælgen. Det man i gamle dage kaldte et ”snakebite”, da man kørte med slanger og rammer man sten hårdt nok, kan det også ske på tubeless, samtidig med, at man nok ødelægger fælgen.

 

 

 

 

 

 

Dækvalget faldt på et sæt Maxxis dæk* et Highroller II 2.6 foran og et Aggressor 2.5. Maxxis er så venlige at sponsorere mig med dæk til XC sæsonen. Da jeg samtidig er stor fan af deres Highroller II 2.8, som jeg har på min trail cykel, så var det oplagt at fortsætte med disse. Det skal siges, at jeg har købt disse dæk på nettet, så mere sponserede er de ikke. En vigtig detalje, som jeg lærte på den hårde måde, for et par år siden til Megavalanche på Alpe d’Huez, er at der skal nogle kraftige dæksider til. Maxxis double down casing er deres forstærkede enduro specifikke dækside

Til sidst har vi de ting som ikke i sig selv er cyklen, men har mere med cyklen at gøre end campen. Hovedsageligt er der tale om min kørerygsæk og dens indhold. Scott* var så flinke at stikke mig deres 20 liters Trail Evo Freeride rygsæk sidste år, men desværre har den ikke set meget brug, da jeg aldrig kører med rygsæk derhjemme. Hernede var det hurtigt klart, at jeg ville få brug for den med alt hvad jeg skal have med, når man bevæger sig højt op i bjergene væk fra de trafikerede spor. Her kan der godt gå lidt tid før der kommer andre forbi, så det er om at være forberedt. Rygsækken har samtidig et indbygget rygskjold, hvilket giver god mening nu hvor jeg alligevel har noget på ryggen.

På overstående billede ses indholdet af tasken. Startende fra øverst venstre hjørne og gennemgået i læseretningen ses; Fox Proframe hjelm med Scott goggles, tasken, 3 Liter vandblære fra Deuter, Fox regnjakke, Chamois creme (ikke det mest charmerende, men ret nødvendig når man bruger mange timer dag efter dag på cyklen), slange, multitool, umbrakonøgler, kædeolie, en Euro (jeg er sikker på der var flere på et tidspunkt), dækjern, nipplenøgle, Djuva ID, CO2 pumpe, velcro strips (til brækkede fingre), digital trykmåler, powerbank (med oplader til telefon og kamera), høretelefoner, Gorillatape (forstærket gaffa), Adidas haterblockers, regn poncho (næstnederst venstre), alarmlås (til at låse cyklen når man er inde og købe en croissant), gaffel- og håndpumpe, pose med butterfly strips, tubeless repair plugs (toolet sidder i kranksættet), en pose med diverse bolte, solcreme (fakta 50, det er sådan jeg ruller), læbepomade, kædeled, medicin pose (smertestillende, sprit, nål og tråd). Den sidste pose har jeg heldigvis ikke haft brug for endnu, men som sagt handler det om at være forberedt, skulle jeg ryge på røven langt væk fra civilisationen. Jeg har købt en forsikring med helikopter redning, men det kunne ske, at telefonen ikke virker. Inden jeg tog afsted ringede jeg til min ”up and coming” dopinglæge (har alle cykelrytter ikke sådan en?) og spurgte om hun kunne lære mig at sy, just in case, og det ville være sygt Rambo. Så jeg føler mig velforberedt efter en eftermiddag med øvelser i en flæskesteg. Det er absolut nødsituation, da jeg er stor tilhænger af tape og butterfly strips, det har reddet mig før.

Resultater:
I skrivende stund efter halvanden måned, kan jeg rapportere om meget få defekter. Indtil videre har jeg ikke haft en eneste punktering, kædedrop, bremse der trænger til at bleedes, knækket kæde osv. En enkelt komponent har dog svigtet, ESI grips, hvilket ikke kommer som den store overraskelse. Der er en grund til at Downhill og Enduro cykler kommer med lock-on grips, som spændes fast på styret, man vrider bare noget mere i grebene, når det går stejlt nedad hele tiden. Så de orange ESI grips blev skiftet ud efter et par uger med et par Ergon GD1 slim. Som næsten alle andre komponenter, så er der fordele og ulemper ved forskelige grips. ESI gripsne var meget komfortable, men samme komfort gør, at man har mindre føling med grebet i forhjulet. Ergon gripsne er meget stivere og transmittere en del flere vibrationer, det gør dem mindre komfortable, men samtidig giver den en øget føling i forhold til forhjulets niveau af greb.
Udover greb har jeg tygget mig gennem 4 sæt bremseklodser, tre bagpå og et enkelt foran. Nogle af dem kunne måske godt have klaret et par ture mere, men det er ikke den største omkostning at skifte og det giver bare sådan et selvtillids boost, når bremserne står knivskarpt. Gaffel og dæmper har fået et lille service efter en måned, de kunne nok godt have klaret sig uden, men da jeg faldt i snak med en mekaniker hernede og fortalte om min tur, tilbød han at jeg måtte låne værkstedet en aften, så det kunne jeg lige så godt udnytte. Stort skud ud til ”The Woods” cykelbutikken i Morzine. I forhold til justeringer af affjedringen så varigerer sporene en del, fra smooth bikepark, med få store impacts, til naturlig spor med lavere fart og en højere frekvens af bump. Det ville derfor være dumt ikke at udnytte nogle af de mange justerings muligheder på FOX affjedringen. Kort sagt tilføjer jeg en del mere compression og rebound damping, når jeg kører mere bikepark i forhold til naturlige spor.

Den helt store test var Cushcore systemet i hjulene. Som sagt har jeg ikke haft en eneste punktering, så ét point der. Det er et af salgspunkterne ved Cushcore, men næppe derfor det har tiltalt mig, men det er da en bonus. I min verden er der to store fordel ved Cushcore: ét, man kan køre lavere dæktryk da fælgen er beskyttet mod slag og indsatsen stabilisere dækket så det ikke ruller lateralt i svingene. To, det har en effekt på affjedringen, og her bliver det måske en kende nørdet, så man er velkommen til at springe et par linjerne ned. Hvorfor har det en effekt på afjedring? Det er her min ingeniør bagrund bliver en kende tændt. Normalt indeholder et dæk udelukkende luft, på samme måde som det ene gaffelben indeholder et luftkammer, som fungerer som en fjeder. Din forgaffel ville dog ikke være noget værd, hvis du kun havde luftkammeret uden det andet gaffelben, som indeholder dæmperen. Gaflen ville være som en ”pogo stick”, hvilket jeg lige har måtte google for, at finde det danske ord ”kængurostylte”, et hvert impact vil først blive absorberet, men efterfølgende ville den springe op igen. Det samme sker i et hjul, og effekten bliver større jo større et luftkammer dækket har. Det Cushcore gører at indsætte et dæmperelement i ligningen. Når dækket rammer en rod eller sten vil den første del af dækket opføre som et almindelig dæk, men på et tidspunkt er der ikke mere luftkammer og det er nu skumindastsen der deformere, det gør den ved en langsommere hastighed end luftkammeret. Det skaber en lignende effekt som compression dæmpningen i gaflen. Når dækket udvides igen vil luft kammeret udvide sig hurtigt, mens Cushcoren vender tilbage til den originale form langsommere, hvilket svarer til at tilføje noget rebound damping. Nu sidder der måske nogen og tænker, men det kan man jo bare klare med justering af gaflen, ja og nej. Hvis man tilføjer mere rebound damping så kompromitterer man gaflens evne til at være klar til næste impact, da den ikke vil nå tilbage til fuld vandring i tide. Det problem eksisterer ikke i hjulet da det roterer, det er derfor et nyt sted på hjulet, som tager imod impact nummer to og vil derfor altid være 100% klar.

Nu er jeg ret nørdet så jeg kunne ikke lade vær med at teste med og uden, det gjorde en kæmpe forskel. Uden Cushcore måtte jeg have 0,5 bar mere i luft i dækkene for at undgå at rulle dækket i svingene. Samtidig måtte jeg tilføje 10 klik lowspeed compression damping, 5 klik highspeed compression, 12 klik rebound damping foran, og et lignende scenarie på bagdæmperen. Samtidig havde jeg følelsen af at miste noget progression i affjedringen, hvilket normalt tilføjes af volumespacere, men da jeg allerede var makset ud på det punkt, var der ikke mere at gøre der. Så jeg må sætte mig ned på knæ og takke et lille firma fra Oregon, for et fantastisk produkt. Nu lyder det som om der er ingen ulemper ved Cushcore, det er desværre ikke hele sandheden. Cyklen bliver sløvere, og det alene holder mig fra at forslå det til XC. Der er tale om 250 gram per hjul, hvis du ikke lægger mærke til det, så er der noget helt galt med din cykel. Samtidig er det lidt et cirkus at få af og på, det tager mig ca. 20 minnutter at få på fra starten, det er nok dobbelt så lang tid, som jeg bruger på at sætte to almindelige hjul op tubeless.

 

 

 

 

 

 

I forhold til beskyttelse af fælgen er det heller ikke bulletproof. En del reviews på nettet siger at de har kørt med 0,5 bar i dækket og ikke kunne skade deres fælg, det er muligt, men jeg kunne ikke. For at teste grænserne forsøgte jeg mig med lige under 1 bar, at blæse ned af et spor med sten og rødder, det resulterede i et par buler i bagfælgen, de holder dog stadig fint luft og jeg lagde først mærke til det i liften på vej op igen. Det var ret interessant at kigge på indsatsen, her efter halvanden måned, der er ret mange steder hvor det er tydeligt, at den er blevet klemt mellem en sten og fælgen, så selvom fælgen har tre bulerne, så havde den nok haft en del flere uden, og der havde nok også været en punktering eller to i blandt.

Diskussion og perspektivering:
Nu er jeg nået det punkt, hvor jeg ikke har flere kloge ting at sige, så jeg vil holde det kort. Jeg har i det store billede været meget tilfreds med cyklen. Der er ingen tvivl om at den er designet med et formål og det er at køre nedad. Dog har jeg kunnet tage på eventyr, hvor jeg har klatret nogle ret heftige stigninger. Det er tydeligt at cyklen har sine ulemper når opkørslerne bliver tekniske, man har simpelthen ikke den samme kontrol over forhjulet opad, som på cykler der er mere all-round. Dog hjælper det med et stort blødt dæk, hvor Cushcoren gør det muligt, at køre med lavt dæktryk. Baghjulet har derfor utroligt greb, hvilket gør det muligt at ”monstertrucke” en del udfordringer. Affjedringen med mange justeringsmuligheder har fordele og ulemper, det kræver tid at sætte sig ind i, hvor der eksisterer mere ”set and forget” muligheder på markedet. Så igen er der tale om fordele og ulemper, men samtidig giver det lidt mountainbiking street credit at snakke om high- og lowspeed compression damping i liften, så kan man få lov at lyde lidt som Greg Minnaar, for en kort stund.
Af ændringer vil jeg nok gerne have haft en 200 mm bremseskive foran i stedet for en 180 mm,  samt et lidt stivere hjulsæt, da jeg kunne fremtvinge en del fleks og kan se hvordan dækket et par gange har ramt rammen, hvilket vil sige, at det har bevæget sig op mod en centimeter lateralt i forhold til rammen. Udover det syntes jeg, at jeg har ramt opsætningen ret godt.

Hæng på til del 3, hvor jeg vil snakke lidt mere om oplevelserne på og af cyklen hernede. Jeg kommer muligvis også med et par råd, som jeg har tænkt mig at følge hvis/når jeg gør noget lignende igen.

Posted by:Henrik Jappe

Cykling er min store hobby. Om vinteren kører jeg cykelcrossløb i massevis, lidt MTB og landevej, med en uge i februar på Gran Canaria. Om sommeren kører jeg MTB Liga, Gran Fondos i syden og lidt landevej. Ved siden af det arbejder jeg frivilligt med sporbygning, udvikling af B&U MTB samt MTB Ligaen. Mine artikler her handler mest om events og det udstyr jeg bruger til dem. Mvh Henrik, 56 år og på cykel siden jeg var 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *