Tekst af Magnus Grønset. Foto af Magnus Grønset & Robin Engels.

Hafjell Bike Park er Norges største bike park og er mest kendt for sit ski resort, der tilbage i 1994 husede slalom konkurrencerne til OL i Lillehammer. Det er i dag stadig muligt at se Fakkelmannen på den modsatte fjellside af Guldbrandsdallågen elven, der strækker sig langs Hafjell Bike Park. Hafjell ligger 15 minutter nord for Lillehammer og lidt over to timer nord for Oslo. Fra Oslo går der regelmæssige togafgange til Lillehammer hvor der går bus videre til Hafjell. Jeg bor i øjeblikket i Oslo hvor jeg studerer femte semester af min uddannelse og jeg besøgte Hafjell med min studieven Robin den sidste weekend i september. Hafjell Bike Park startede i 2003 med enkelte små downhill og freeride spor. I 2008 blev parken markant udvidet i forbindelse med åbningen af en ny gondol lift og i dag er der 18 officielle DH spor, samt en håndfuld uofficielle. Herved kan du skræddersy dine helt egne ruter ned af bjerget, hvilket gør det muligt at tilbringe en hel dag i parken uden at køre den præcis sammen vej ned to gange.

Hafjell Bike Park on Trailforks.com

Sporene i parken er markeret efter international standard med grøn, blå, rød og sorte markeringer, hvor sort er sværest. Enkelte af de sorte spor er endda markeret som såkaldte double black diamond spor på hjemmesider som trailforks.com. En af disse er World Cup og VM ruten fra 2012-14. Dette spor oplevede jeg selv profferne køre ned ad i 2013, hvorfor det var ekstra spændende at prøve kræfter med netop denne og sammenligne mine egne GoPro optagelser med proffernes – der er verden til forskel skal jeg hilse og sige. De sidste par år er Hafjell imidlertid begyndt at appellere mere til familier end tidligere, hvilket både kan ses på deres nyeste trailmap og cykeludlejnings flåde. De grønne spor snor sig på tværs af hele fjellsiden og kommer forbi alle de bedste udsigtspunkter i parken. Fyldt med små rollers og lette udstrakte berms gør de grønne spor nemme og kedelige for erfarne ryttere, men udfordrende for børn og andre nybegyndere. De blå spor er kendetegnede ved store berms, breaking bumps og lette table-top hop. Hvis modet er til det kan der køres ned med kun en finger på bagbremsen og deraf høj fart. De røde spor byder modsat de blå på rødder og sten, men stadig store berms og større hop hvoraf enkelte er gap hop, hvor der er afstand mellem kicker og landing. De sorte spor er enten stejle fuldblods DH spor eller freeride spor med store hop og massere af airtime. Vejret henover weekenden var skiftende. Lørdag startede ud med temperaturer mellem 3-8 grader afhængig af hvor i parken vi befandt os. På toppen var de første par hundrede meter ned af sporene dækket med sne mens det var knastørt i bunden af parken. Typisk norsk. Selv foretrækker jeg at køre uden handsker da jeg gerne vil have bedst muligt greb om styret. Jeg måtte dog ty til handsker da det var alt for koldt uden. Søndag var al sneen på toppen smeltet og vi havde dejligt skandinavisk efterårsvejr med sol og temperaturer mellem 8-14 grader. Til gengæld oplevede vi skiftende vinde søndag, hvilket resulterede i et par enkelte sketchy hop hvor vinden tog lidt for meget i hjulene. Min ven Robin og jeg kørte alle spor i parken flere gange og blev hurtigt enige om at de sorte DH spor og de blå højhastigheds spor var dem der var sjovest for vores niveau. Her kunne vi både blive udfordret på, hvor hurtigt vi turde lade cyklen køre igennem berms og rollers samt vores tekniske køreevner nedad hovedrystende stejle og svære rockgardens og off-campers. Hvis du før har prøvet en downhill cykel på lettere spor, vil du måske synes at det kan føles som at sidde i en sofa hvor cyklen kan pløje igennem alt slags terræn, og det var da netop også min opfattelse indtil et par år siden. Men når først sådan et bæst af en cykel bliver testet i sit rette element, som ned af sorte DH spor i Hafjell, hvor der i den grad skal arbejdes med cyklen, bliver man bevidst om hvor ufatteligt hårdt og svært det må være at begå sig i det professionelle downhill miljø. Robin og jeg kunne i hvert fald ikke helt forstå hvordan det skulle være muligt at køre ræs ned ad sporene uden indlæg i bukserne. Med det sagt, så skulle jeg ikke bruge ret mange timer før jeg følte at mine tekniske evner havde taget et kvantespring op ad. Efter at have vænnet mig til en cykel jeg aldrig havde kørt på før og rodet en del (læs; ufatteligt meget) med spændingen på mine nyerhvervede Shimano trail pedaler, begyndte jeg at stole på at mine tekniske evner var gode nok til at overkomme næsten alle de udfordringer Hafjell Bike Park kunne kaste i hovedet på mig. Ja ja, der var da et par enkelte udfordringer jeg stille og roligt kørte uden om når ingen kiggede. Med de nøje niveau-inddelte spor, begyndte jeg efterhånden at turde hoppe lidt længere, lidt højere og slippe bremserne lidt mere, indtil det på et tidspunkt, hvor jeg hænger et par meter over jorden, går op for mig at jeg da vist aldrig har taget så stort et hop før. YES! var der en stemme i mit hoved der råbte. Da blev jeg bevidst om hvor meget det kan betyde for mit tekniske niveau og selvtillid, at besøge et sted som Hafjell og give mig i kast med udfordringer jeg aldrig vil kunne finde hjemme i Danmark. Robin og jeg satte i den efterfølgende lifttur ord på hvordan vi oplevede vores mod samt teknik skyde mod stjernerne, og besluttede os for at gå mere metodisk til værks i jagten på at rykke vores grænser endnu mere. Som dagen skred frem, havde vi skåret over et minut af vores tid på én af vores egne sammensatte ruter ned af henholdsvis et rødt og et sort spor. FUCK. HVOR. FEDT! Stemningen osede af pistolfingre mod himlen, eufori i stride strømme og oppe i vores hoveder havde vi ligeså stor en fest som Kronprinsen på Skanderborg. Næste dag kunne ikke komme hurtigt nok. På anden dagen hev vi vores kameraer med ud på fjellet for at tage billeder af hinanden og bruge tid på at køre nogle få enkelte steder igennem igen og igen, indtil vi ikke turde køre dem hurtigere. Hvis du kun kører XC, er dette måske ikke en typisk måde at kører MTB for dig på, men denne tilgang til nedkørsler kan være super god træning til at blive hurtigere og mere sikker på cyklen. Ud over sessions forskellige steder i parken satte vi os også for at finde den længste vej ned ad fjellet og teste hvor hurtigt vi kunne kører ned. 10 minutter rent og krampe agtig stivhed i fingrene var hvad det blev det til. Føj hvor gjorde det ondt. Det slog os da ikke ud og vi tog den første lift op for at gøre det igen. Nå ja, så blev det da vist også lige til et enkelt slemt styrt… Når først hypen peaker og de der bike parks feels rammer dig, ja så er der selvfølgelig intet andet for end at gå i #FullSend mode. Præcis dette gjorde min ven Robin. Jeg var en enkelt gang dagen forinden tæt på at cleare det viste table-top, og var derfor fast besluttet på at jeg skulle komme over det inden weekenden var omme. Robin og jeg tog i løbet af vores foto-session forbi hoppet og kiggede lidt på det, inden vi trak cyklerne op og kørte det. Jeg forrest og Robin lidt efter. Da jeg hænger oppe i luften, går det op for mig at jeg da vist ikke lige fik sat sådan helt rigtigt af på kickeren. Rigtigt nok begynder cykel og jeg at tippe forover – et såkaldt nose-dive. Jeg læner mig da bagover med alt hvad jeg har lært for at bremse rotationen og får akkurat sørget for at jeg ikke ryger over styret, da jeg lander på forhjulet. Robin må have fornemmet noget sketchy ved mit afsæt for han bremsede på vej op ad kickeren og så til mens jeg viste min bedste panik-stil frem. Han ville derfor give hoppet et skud til med dem samme, mens jeg skulle bruge et øjeblik på at sunde mig. Robin trækker cyklen op igen, råber “GO!” og jeg trykker optag på kameraet… Gud ske tak og lov for full-body armour og full-face hjelm. Føj for et styrt! Heldigvis slap Robin med et ømt knæ og cyklen med to ridser i lakken. Vi tog os begge en velfortjent frokost pause ovenpå vores oplevelse. Sidder du tilbage og tænker at det der bike park og downhill mountainbiking lyder da ret fedt – ja så kom afsted. Det er det hele værd! Jeg har i hvert fald kun oplevet de gange jeg har kørt DH, at mine tekniske evner har rykket sig – også når jeg kom hjem igen. Det kan selvfølgelig godt virke lidt underligt at køre nordpå for at tage på MTB ferie, da vi typisk i Danmark gerne vil ned sydpå til de varmere himmelstrøg. Men hvis ikke du gider køre hele vejen til alperne, ja så finder du ikke en bedre bike park end Hafjell. En tur ind om Oslo er super nem at tage på vejen. Der findes der også fede spor og billigt liftsystem med metroen. Hafjell Bike Park er så sandt en verdensklasses bike park, der burde være med på en hver skandinavisk mountainbikers bucket list.