På trods af regn, sne og kulde var der højt humør til dette års udgave af enduro parløbet, Mondraker Enduro Team. Det er noget specielt at køre som et team. Sammenholdet og kampen om at støtte hinanden bedst igennem de mange udfordrende etaper i de schweiziske alper er noget af en oplevelse. 3 dages strabadser fyldt med high fives, fedeste spor, drama og en afslutningsfest som fik det hele op i en højere enhed. Et løb der ikke gik efter planen, men som stadig leverede en uforglemmelig oplevelse på godt og ondt.

Af Frederik Mørkeberg Mikkelsen
Billeder af Sebastian Hofer (@click.inspired) & Frederik Mørkeberg Mikkelsen

Kort om løbet

• 3 dages enduro etapeløb
• Køres som et parløb
• Det foregår i Davos, Schweiz
• ca. 12000 højdemeter nedad
• ca. 1500 højdemeter opad
• Distance på 12o km
• 13 etaper + 1 prolog (prologen er frivillig og køres som seeding af startrækkefølgen)
• Næste års løb i 2020 bliver sat til salg d. 25. oktober her

Beretning fra løbet

Optakt

Efter sidste års store succes til Mondraker Enduro Team løbet i Davos, Schweiz var planen endnu engang at deltage i løbet. I år var planen at køre med min danske træningsmakker Jes Dabelsteen. Men som tingene er i enduro mountainbike sporten kan man ikke altid regne med det hele forløber efter planen. Jes og jeg har det med altid at være skadede skiftevis og denne gang var det hans skulder han bøvlede med efter en gammel skade.

Så med bare to uger op til løbet skulle jeg ud og finde en ny makker. Det er helt klart et løb der belønner partnere der kender hinandens styrker og svagheder rigtig godt og som har nogenlunde samme hastighed. I sidste ende handler det dog helt klart om sjov og det eventyr ruten tager en på. 

Jeg var heldig at finde en gammel ven fra Schweiz som partner. Vi har tidligere kørt en del enduro sammen, da jeg boede i Schweiz. Siden da er han dog gået all in på marathon og XC løb. Så jeg var spændt på om vi kunne finde hans gamle jeg frem. 

Selve løbet består af 13 etaper fordelt over 3 dage og med utrolig mange lifter som betyder man kommer op omkring 12.000 højdemeter nedad og kun skal køre ca. 1.500 højdemeter opad henover en distance på 120 km. Løbet har 225 deltagende par i forskellige kategorier. Udover det står løbet på en hyggelig atmosfære, gode mennesker og uden stress til at komme igennem dagen.

Det der kendetegner løbets etaper er at de alle er på naturlige spor og kun prologen er på et bygget spor. Det betyder også at man skal være godt til at aflæse sporet og kunne tænke hurtigt. 

Løbsrapport

Dag 1 (Torsdag d. 5. september)

Første dagen stod på en prolog om formiddagen for at seede sig til løbet senere på dagen, så man kunne starte i den rigtige startgruppe. Prologen bestod af et ret let flow spor som tog omkring 3 minutter. Masser greb, store berms og generalt let at give den gas. 

Det er også en god måde lige at mærke hinandens fart og samtidig finde ind i rytmen og finde løbsgejsten! 

Vi startede godt ud og jeg var spændt på hvad Patric kunne finde af fart og om han kunne finde sig til rette på den meget større cykel. Jeg gav den gas ud af startblokken og følte jeg havde overskud og kunne derfor i hårnålesvingende se tilbage og spotte om han var med. 

Jeg var helt klart i humør til at se om vi kunne få et godt resultat i løbet af de 3 dage… Det skulle det dog i hvert fald ikke blive til på prologen, for ca. halvvejs nede kom vi op til de forankørende. De var desværre ikke i humør til at flytte sig. Super ærgerligt. Så vi kunne ligge bag dem og trille det sidste stykke ned. Heldigvis talte resultatet ikke i stillingen og vi fik lov til at starte i første startgruppe, hvor vi nok havde endt uden trafik på prologen. 

Løbet startede efter en briefing. Dagen stod kun på 2 etaper, som dog var mere end 7 minutter lange pr. stk. Vejret var på ingen måde ligeså godt som året før. Så da vi kom op til Jakobshorn i 2590 meters højde var det både tåget, koldt og med regn. Vi ville hurtigt få startet og gjorde vores goggles rene og kom afsted på første etape. Det tog dog ikke mange sving før valget om brugen af goggles viste sig at være forkert. Af med dem og så ellers komme videre! 

Jeg følte mig godt kørende. Alle sporene bliver kørt blindt af deltagerne, men dem som har været i området før eller deltaget i løbet tidligere har nogle fordele på nogle af etaperne. Første etape var en af dem som jeg kendte rigtig godt, så jeg vidste hvad der ville komme og hvor man kunne give den gas. Der var nogle tidspunkter jeg lige skulle vente på Patric, men overordnet set havde vi begge godt fart i cyklerne. Desværre fik jeg aldrig min makker Patric i mål. Bare nogle få sving før målstregen styrtede han i et offcamper sving fyldt med rødder. Han fløj af sporet og landte utroligt hårdt på sin hofte, mave og skulder. Han slog sig rigtig meget og blev nødt til at få hjælp til at komme væk med ambulance. Hvad der til at starte med viste at intet var brækket og han kun skulle sys med et sting i maven, har her i skrivende stund vist sig at være mere ærgerligt end først antaget. En brækket knogle i skulderen og en muskel i skulderen halv revet over. Super ærgerligt! Men hvad der kan ske. Det er en del af gamet ved enduro og det var simpelthen bare utrolig uheldigt. 

Det betød at jeg ikke var synderligt motiveret til at drage til 2. etape for at fortsætte løbet alene. Jeg var mere fokuseret på at tage på hospitalet for at finde ud af om Patric var okay.

Senere på eftermiddagen blev Patric udskrevet og han var ved godt mod og var opsat på at jeg skulle fortsætte i løbet alene. Vi tog ud og spiste burger på den lokale burgerbar og så ellers på hovedet i seng til en tidlig start næste dag.

Dag 2 (Fredag d. 6. september)

Løbet handler om hyggen ved mountainbike, fede spor og fællesskabet, så jeg kunne snildt starte løbet dagen efter alene uden at være med på resultatlisten. Der er så mange fantastiske mennesker til løbet, så jeg endte med at starte dagen med to andre par (Benji og Marco samt Nico og Raphael), som jeg kendte fra året før. Nogle fantastisk sjove drenge som nok skulle gøre dagen mega sjov. 

Vi startede dagen med at tage en lift, kort efter start kl. 7.30 i den første startgruppe. På toppen var der over natten kommet sne, så det var også blevet nødvendigt at skære antallet af etaper ned fra 7 etaper til 5 etaper. Sikkerheden var trods alt det vigtige. Især også efter dramaet i går med min makker, så skulle der ikke løbes nogen risiko. 

Første etape kørte jeg bag Benji og Marco og de havde godt gang i farten. Det fandt jeg hurtigt ud af. Fedt og nervepirrende. Endnu engang fandt jeg mig selv i problemer med mine goggles som duggede til og jeg skulle have af under etapen. En svært træk at lave mens man kører ned af så svære spor. Jeg mistede desværre de to hurtige drenge i et svært og stejlt hårnålesving hvor de begge stoppede og det skabte lidt hul imellem os. Nok til at jeg ikke kom med på vognen. Så kom jeg i tanke om at jeg jo ikke rigtig kørte for et resultat og sænkede farten til en lidt mere sikker hastighed. En etape Benji og Marco kom ind på i 10’ende bedste tid. Fedt. Cool gruppe jeg var kommet med. Jeg fik en tid som 17’ende bedste, det var en god start, men det kunne jeg sagtens gøre bedre. Jeg fik i hvert fald endnu mere blod på tanden til at give den gas på de næste etaper. 

Anden etape var nok en af de flotteste i løbet, ikke noget man kunne se meget af på grund af vejret. Toppen af etapen er nok et af de mest flowige naturlige spor jeg kender. Det føles så fedt. Endnu engang gamblede jeg med at tage goggles på til etapen og endnu engang viste det sig at være en forkert beslutning. Denne etape har også den sværeste sektion i hele løbet. Efter dette flow stykke kommer man ud på en rockgarden der godt kan tage en på sengen, for hvor er den rigtige linje. Så det kan godt få en til at gå i stå og gøre at man bliver nødt til at gå den. Det hjælper en del når man ved den kommer som jeg gjorde og betød at jeg vidste den var mulig at køre. Den ser nemlig en del sværere ud end den er. Det var dog svært nok til at der begyndte at komme et hul til Marco og Benji. Jeg holdte mig nogenlunde indenfor rækkevidde, men ikke tæt nok. Ca. halvvejs nede hentede de Nico og Raphael som selvfølgelig flyttede sig, så de kunne flyve forbi. Da jeg ikke var gældende på resultatlisten holdte jeg mig tilbage og kunne i stedet heppe på Nico og Raphael. Der kom en fladere sektion med en stigning på og der kunne jeg se hvor mine styrker især ligger som gammel XCer. Vi måtte i stedet trække et stykke og så gik det ellers videre nedad. Med etaper så lange som her kommer man virkelig igennem varrieret terræn, så bunden af denne var for eksempel fuld af rødder og lidt fladere sektioner. Lige min kop te. Det var også på en åben grusvej, at jeg tænkte at her kunne jeg da godt overhale uden at have indflydelse på deres løb. Så jeg skruede op for gassen, fløj forbi dem ned til mål! En 16. Plads ville min tid række til og en 13. Plads til Benji og Marco. Lå med endnu mere overskud end det. Godt tegn! Masser af highfives og så videre til frokost!

Til frokost mødte jeg en gut der hed Dominic, hvis makker desværre også måtte udgå og vi aftalte at tage tredjedagen sammen! Så var det også på plads.

Efter frokost stod dagen på 3 etaper mere. Det gik rigtig godt på den tredje etape på dagen hvor jeg holdte mig sammen med Benji og Marco hele vejen til mål som ville være blevet til en 13. plads for mig.

Fjerde etape var lidt af en transport etape. Vi havde kørt det samme stykke i starten af dagen i modsat retning. Der var ikke mange højdemeter, så det ville blive en rigtig XC etape. Jeg startede stadig bag Benji og Marco og var klar på at give den gas. De er dog ikke de store tonsere, så det blev en rolig etape på bagsmækken af dem og jeg kunne i stedet bruge energien på at heppe til deres store frustration. Jeg kom ind i 41. bedste tid, så det siger også lidt om deres styrker ligger mere til det hurtige og stejle.

Det er sådan en dag der føles som et rigtigt eventyr!

Femte og sidste etape på dagen var tilbage til de mere klassiske naturlige vandrespor som Schweiz er kendte for. Benji, Marco og jeg havde virkelig fundet farten frem og farede i mål i 9. bedste tid.

På trods af en dag i regn, kulde og tåge var det en super fed dag. Jeg havde godt med tøj på og frøs ikke på noget tidspunkt. Jeg havde super godt selskab og turen varede over 7 timer inkl. pauser og frokost. Det er sådan en dag der giver den bedste form for cykeloplevelse. Det er helt klart en dag der sent vil blive glemt.   

Dag 3 (Fredag d. 7. september)

Tredje dag blev også kortet ned til kun 2 etaper på grund af vejret. Der var kommet sne henover natten på de højeste tinder hvor de andre etaper skulle have været. De to etaper vi skulle køre var dog også mine yndlings i hele løbet. Og på denne dag havde jeg rent faktisk en makker. Dominic.

Første etape på tredje dagen er så fed fra start. Flotteste udsigt og de fedeste sving. Dominic startede foran mig og vi kørte bagefter Marco og Benji og de havde endnu engang godt gang i cyklen! Vi følger dem nærmest til dørs på en så fed etape, hvor Dominic drifter rundt i næsten alle sving, da hans forbremse ikke virker. 8. Plads til os og 6. Plads til Benji og Marco. Wauv! Se, det er mere hvor jeg vil ligge. 

Da Dominics bremse ikke virkede foran tog vi tilbage til hotellet og bleedede den og skiftede bremseklodser. Nu skulle vi ud og give den gas på sidste etape. En etaper på over 10 minutter som startede på et ret fladt hårdt stykke med sten overalt. Lige en XC start som jeg har set frem til. Derfor valgte jeg at starte forrest og så bare give den max gas indtil det går nedad, måske have et hul til Dominic som han så kunne lukke med hans evner nedad. Jeg starter som død og helvede. Allerede efter et minut begynder jeg at revurdere min taktik. Peew! Det er hårdt og Dominic sidder som klistret til mit hjul. Han er sgu vild. Jeg fortsætter og prøver at finde en god rytme i et højt tempo. Omkring midtvejs på etapen skifter sporet karakter og bliver på flowigt og naturligt spor stejlere. Der kommer virkelig gang i cyklen og det motiverer mig vildt at høre Dominic så tæt på mig og råbe op når jeg kører en vild linje som han bare kører med på. Fedt! Jeg føler mig flyvende og klart den etape jeg føler mig i mit es. Vi kommer i mål og det betyder også i mål for hele løbet! Shit det gik stærkt! Vi får en 10. plads på den etape, men i samme sekund som helt op til 7. pladsen. Vildt nok og en fed måde at afslutte løbet på. Jeg føler også at jeg nu har fået det jeg har søgt efter. Et resultat på en etape, hvor jeg ikke føler det kunne være gået bedre. 

En lille tip her til sidst hvis du kører et løb i disse forhold. Goggles er næsten umuligt at køre med på grund af dug. Det lykkedes mig ikke på nogle af de lange etaper at beholde dem på. Så enten skal man have prøvet det før med nogle gode goggles eller have testet det på en anden måde. Jeg kører i hvert fald ikke med goggles længere end 5 minutter til et regnfuldt løb foreløbigt. 

I forhold til sidste år var etaperne en del længere. I stedet for at dele et bjerg op i to etaper var mange af etaperne hele bjerget nedad. Hvilket især var fedt i forhold til ikke at skulle stoppe og holde i kø til en etape mere, men også en fed udfordring at have etaper på ca. 10 minutter eller mere. 

Som en fantastisk fed afslutning på løbet var der om aftenen podiecermoni efterfulgt af en fest med rigeligt at drikke. Patric, min oprindelige makker til løbet, var kommet sig nok til at kunne deltage. Vi havde en super fest med alle de andre deltagere og Patric havde fået blod på tanden til at ville komme tilbage næste år og komme igennem hele løbet! Det er et super fedt løb og det er helt klart et koncept jeg synes der skal tilføjes til flere løb!

Udstyr

I bagklogskabens lys havde jeg personligt for lidt udstyr med. Jeg gik lidt mere minimalistisk til værks end jeg gør normalt. På grund af det meget dårlige vejr og at vejret i alperne har ry for at kunne skifte hurtigt, havde lidt ekstra ting været en smart idé. Her tænker jeg især på et førstehjælpssæt ville have kunne hjulpet Patric en del. Men udover det også en redningstæppe og en ekstra regnjakke. Det er også en løsning at en af jer har en taske på som i kan bruge til hinandens ting.

De mere normale ting man skal have med til et løb som dette er

• Slange (skal kunne passe på begges cykler)
• Multitool (jeg har OneUps EDC tool i min pumpe, vær opmærksom på om dit multitool har alt der skal bruges til din cykel
• Pumpe
• Tireplugs
• Kædeled
• Rygbeskytter med lommer
• Clif bars
• kontanter
• kort
• sygesikring
• mobil

Komponenterne på din cykel skal også kunne holde til strabadserne (vægt er mindre vigtigt, mere vigtigt det holder)

• Chainguide! (Lærte min makker på den hårde måde sidste år)
• Gode dæk (evt. med ekstra sidevægs beskyttelse som EXO+, Double Down eller DH Casing)
• Dæk inserts (jeg bruger selv Cushcore i udlandet, med stor succes)
• Få spændt dine fælge op inden løbet (det er definationen på rough spor dernede)
• Gode greb (stor risiko for at få armpump, jeg bruger selv DMRs Deathgrip)
• Generelt gå med tried & tested komponenter på din cykel

Snak altid sammen med din makker, da det ikke er alle ting man behøver at have med gange to.

Konklusion

• At det køres som et parløb, skaber et stærkt kammeratskab og helt klart et koncept jeg synes der holder
• Jeg har nu kørt løbet to gange og i to fuldstændig forskellige vejrforhold. Det er fedt uanset vejret!
• Lesson learned: Hvis det er tåge, regn og koldt vil jeg anbefale på grund af de lange etaper at køre uden goggles (de dugger meget let til)
• Etaperne i år kontra sidste år, var en del længere. Det betyder også at udholdenhed og at finde flowet spiller en stor rolle
• Sammenholdet og atmosfæren var noget helt specielt. Det er som at blive en del af en familie. Mellem etaperne er humøret højt og folk er lette at komme i snak med. Noget af det fedeste ved dette løb (og generalt enduro) er at det føles som en alle er på en fed lang enduro tur.
• Afslutningsfesten fik det hele op i et højere gear! Man fester med alle dem man har kørt mod samt alle marshals’ne og arrangørerne
• De aflyste nogle etaper på grund af det dårlige vejr og af sikkkerhedsmæssige årsager, hvilket jeg synes var meget fornuftigt og det tog ikke noget fra løbets oplevelse
• Sporene er noget af det fedeste jeg har prøvet. Også derfor jeg bliver ved med at komme tilbage. De er til tider meget tekniske især i vådt føre. Det er en fed udfordring for øvede ryttere.
• Løbet er baseret omkring de mange lifte rundt omkring Davos, så det er ikke et særligt fysisk løb. Hvilket helt klart gør det mere tilgængeligt til alle så længe man har god teknik.
• Vær opmærksom på dem der starter foran. Det er svære spor at overhale på, så hold øjnene åbne når de starter deres etape. Man kan altid spørge om mere afstand til dem. Det er lange etaper, så man kan godt hente meget tid. De fleste er dog gode til at flytte sig.
• Husk at heppe på hinanden gennem etaperne. Det motiverer og gør oplevelse så meget federe.
• Nyd hvad blind racing kan give af sjove episoder, udråb og sjove momenter.

Vi var også med sidste år med stor succes.
Læs også om vores oplevelse sidste år her.

Mondraker Enduro Team 2020

Datoerne for næste års løb er allerede offenliggjort. 3. til 5. september 2020 og tilmeldingen åbner allerede 25. oktober.

Find ud af mere om løbet på www.enduro-team.ch