Vietnam er et smukt land; det er noget de fleste af os har erfaret gennem naturfilm og rejseberetninger. De senere år er det også blevet et poulært rejsemål for cyklister og flere har sat det på deres ønskeseddel. Mario og Sandra har gjort det og vil her dele deres rejseberetning med os. Tusind tak for det. 

Vi er et kærestepar, Sandra på 25år og Mario på 30år, som besluttede at tage til Vietnam, hvor vores eneste transport ville være en cykel. Det skal siges at Sandra kun havde 1 måneds cykelerfaring, og Mario er en rigtig cykelmyg som før har prøvet at cykle fra København til Barcelona.

Inden vores tur, skulle jeg trænes op. Jeg havde nul cykelerfaring, nul cykelmuskler og kunne ikke huske, hvornår jeg sidst har været oppe på en helt almindelig damecykel. Racercykler, cykeltøj og klikpedaler sagde mig intet og havde aldrig prøvet det før. Jeg var helt automatisk blevet introduceret til cykel verdenen ved; at se min kæreste cykle stort set dagligt, se ham snakke så passioneret om, hvor godt cykling var og hvad det har gjort for ham. Det var og er en vigtig ting i hans liv, hvilket jeg støtter 100%. Da han så begyndte at snakke om en fremtidig cykelrejse, og spurgte om jeg ville med, kunne jeg – som altid er med på nye udfordringer – ikke sige nej. Jeg var frisk på at prøve noget helt nyt og at have noget sammen. ”Hvad man ikke gør for kærlighed” var der én der sagde til os. Desuden var mit fitness niveau forholdsvis i orden, så hvor svært kunne det være? Tænkte jeg. 

Vi havde planlagt vores tur i 3 måneder, hvor vi fandt ruterne fra dag til dag, hoteller, tasker til cyklerne, tøj, værktøj og steder vi skulle besøge. Vi regnede med at det ville blive ca. 1.400km; fra den travle storby Hanoi, til Phong Nha, hvor nogle af verdens største grotter findes, til smukke naturrige Ninh Binh, 2000-ø fantastiske Halong Bay og tilbage til Hanoi. Alt var på plads og vi glædede os meget.

Nu er jeg klar til Vietnam. Med højt humør, spænding i kroppen, kom der også et lille nervøsitets stik ud i hele min krop. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke helt var klar, men jeg tænkte at det nok skulle gå, fordi vi skulle hen til nye omgivelser, ny kultur og vigtigst af alt, flot natur. Min overbevisning om at det nok skulle gå, var større end nervøsiteten.

Grunden til vi valgte Vietnam var, at vi gerne ville til et asiatisk sted med forholdsvis gode ”cykel forhold”; vi læste at de før i tiden brugte cykler meget for at komme frem og tilbage, dog er det blevet mindre populært og scooteren har overtaget. Men folk viser stadig respekt for cykler på vejene.

Rejsedagen var endelig kommet, cyklerne er pakket og vi kører mod lufthaven, hvor vi siger farvel til familien. Vi var begge meget spændte, da det var en rejse vi havde ventet længe på. Corona-maskerne var taget på og 17 timer efter landede vi i Hanoi. Vi tog det stille og roligt, udforskede byen, spiste noget lækkert mad og om aftenen fandt vi ud af, at thru akslen til den ene cykel (vigtig del for at hjulet er sat på plads) var forsvundet. Vi kunne ikke tro det og vi blev ved med at lede utallige gange efter den. Den var bare væk og vi havde en teori om, at den var forsvundet under transfer i lufthavnen, da der var et stort hul i cykel papkassen. Øv.

Så hvad gør man nu? Vi vidste at den ville være svær at få fat i. Vi ringede og søgte rundt som vilde desperate dyr, vi fandt et par cykelbutikker i Hanoi, hvor Mario tog cyklen og fes rundt – uden held. Vi ringede til Danmark for at bestille en ny med express post, bestilte en ny på e-Bay og til sidst snakkede vi med vores søde hotel receptionist, som sjovt nok vidste, at ejeren af hotellet var cykel interesseret. Han kendte en cykelhandler i Hanoi, som muligvis kunne hjælpe. Og til vores store overraskelse, kunne han. Hurra!

Det var meningen vi kun skulle være i Hanoi i 2 dage, men det blev til en hel uge, uden ro i sindet og en følelse af at være på arbejde. Vi fik vores thru axle og vi var klar! Nu var der bare en anden udfordering. Vi havde booket en forholdsvis dyr guidet grotte trekking tur i Phong Nha, til dagen efter vi fik vores aksel, en tur vi ikke kunne afbestille. Så vi blev nødt til at tage toget og allerede der havde vi mistet 500km af cykelturen. Vores to dags grotte-jungle-trekking tur var ualmindelig surrealistisk og fantastisk smuk, men det tog også hårdt på kræfterne.

 

Nu var dagen endelig kommet, hvor vi kunne hoppe op på cyklerne. Vi blev hurtig omringet af nysgerrige entusiastiske Vietnamesere, imens vi pakkede cyklerne med cykeltaskerne. Vi vinkede farvel til dem og så startede vores tur.

Vi mødte mange flere mennesker end, hvad man ellers ville have mødt, cyklet ind i landsbyer hvor ingen turister har været, her kunne man virkelig mærke den Vietnamesiske kultur. Det var f.eks. helt unikt at komme til landsbyer, hvor de legende og meget enthustiastiske børn løber efter én i håb om, at at få et vink tilbage, og nogengange havde de endda selv deres cykler, hvor de cyklede med så langt de nu kunne

Vi kunne trække vejret igen og allerede en halv time inde i vores tur, bliver vi ellevilde, da de første skriggrønne rismarker dukker frem. Vi stopper og nyder øjeblikket og kan ikke forstå, at vi er i et land, hvor sådan natur eksistere. Vi cykler videre og stopper flere gange, da naturen ikke kan beherske sit smukke ydre. Med den perfekte vind mod os, det varme solskinvejr som mildt kærtegnede os, lagde vi mærke til nogle rismarker lidt længere fremme. Vi tog spontant ned af en lille stejl vej ned mod markerne og der åbnede det hele sig op.

Jeg er helt-ind-til-knoglerne-og-sjælen, et natur menneske. Så det fedeste var at komme rundt på en måde, hvor du ikke var låst inde i en boks og kigger ud af en vindue – men hele din krop er decideret udenfor, man kan mærke vinden, solen, høre alle lydene, du har et større overblik over landskabet, du kommer hurtigere frem end at gå – men du får også lov til at stoppe hvornår du vil.

Enorme rismarker der strækkede sig så langt man kunne se, med en horizont bestående af helt specielle pyramidebjerge. Overvældende og helt rørte kunne vi ikke tro vores egne øjne. Er vi her virkelig? Vi blev helt mundlamme og havde ikke andre ord end ”wooow”. Her brugte vi mange minutter på at nyde udsigten og tage det hele til os.

Første cykeldag var noget helt særligt, men sådan her var det også resten af dagene, hvor naturen imponerede gevaldigt. Efter 80km på cyklen, havde vi næste dag en uventet tur på 130km; her blev Sandra presset til det yderste.

Jeg fik madforgiftning plus overarbejdet krop; kvalme, opkast, diarré og mistet appetit. Allerede dér mister vi desværre mange kilometer i benene. En personlig udfordring var også de 10% stigninger, som varede mange kilometer i god varme. Det var jeg ikke parat til, og jeg kæmpede rigtig meget mentalt, hvor indre små dæmoner pludselig bliver vækket til live, man finder hurtigt ud af, hvor presset ens hjerne bliver og hvilke ting man bliver nødt til at arbejde på. Men det var også generelt fysisk hårdt. Note til sig selv: “Træn din nakke-skuldre-ben-hele krop og få styr på din cykel holdning inden man tager på en lang cykel rejse!

Vietnamesisk mad er en hel anden snak, så jeg vil klart anbefale, hvis man er et stort og åbensindet madøre, kan man regne med at få de bedste nudelretter. Vores kroppe var stort set 80% nudel da vi kom hjem til Danmark, men grunden til det var også, at vi blev nødt til at passe lidt på og derfor bevidst bestilte ‘kogte’ retter.

Og så til sidst, man får den vildeste appetit efter en lang tur. Hvis man er klar på at prøve noget nyt, måske komme ud af sin komfort zone, opleve en ny kultur, have mod på at træne sig seriøst op, vil vi af hele vores hjerter anbefale, at tage på en cykelrejse til et andet land. Der er intet vi fortryder, og vi er klogere nu – så vi vil klart gøre det igen.

Posted by:Henrik Jappe

Cykling er min store hobby. Om vinteren kører jeg cykelcrossløb i massevis, lidt MTB og landevej, med en uge i februar på Gran Canaria. Om sommeren kører jeg MTB Liga, Gran Fondos i syden og lidt landevej. Ved siden af det arbejder jeg frivilligt med sporbygning, udvikling af B&U MTB samt MTB Ligaen. Mine artikler her handler mest om events og det udstyr jeg bruger til dem. Mvh Henrik, 56 år og på cykel siden jeg var 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *