Når jeg tager min cykelhjelm på og kører ud i naturen sker der noget; sanserne åbnes op for noget nyt, uanset om jeg har været der før, eller det faktisk er nyt og ukendt. Året rundt ændres naturen rundt om os og årstiderne kan indtages gennem mine bybedøvede sanser, som vækkes til live af fuglefløjt, vindens vislen om ørene, pollen i næsen og sol i øjnene. Jeg tager mig selv i, at forholde mig til ting jeg ser i byen, det sker måske ubevidst, måske som følge af miljø og kultur påvirkninger? Når naturen omgiver mig er det anderledes og jeg opsluger indtrykkene spontant og ufiltreret.

Det er fantastisk at opleve naturens skiften og ikke mindst reproduktionen, uanset hvad vi gør ved den – måske kunne vi godt gøre mindre af noget og mere af andet?

Forskere mener naturen reproduceres sig selv med ca. 20% årligt; det er et afkast som er svært at slå og som burde være stof til eftertanke for os alle – måske ikke kun eftertanke, men rent faktisk handling og investering i naturen. Men hvordan? Er i ligesom jeg i et vadested når det gælder naturbeskyttelse, miljø, klima og hvad vi selv kan gøre? Eller kan vi ikke se hvad vi selv kan gøre, fordi alt er løftet op på et højt politisk plan? Når kommunen spiller bolden til staten, som spiller bolden til EU, som spiller bolden til div. klimatopmøder, som altid ender i ingenting, ja så sidder vi der og venter, men på hvad?

Det er tidlig morgen og vi har forladt vores flotte shelterplads i Veddinge Bakker og er på vej mod Roskilde. Ruten er lagt, men der har også været plads til at udforske, for det skærper orienteringssansen.

Vi kan mærke på den rytmiske rumlen under os, at vi kører i et traktorspor, men vi kan ikke se det. Græs og korn står meter højt omkring os og vi kan ikke se frem, men kun føle os frem, via rumlen, markskellet til højre og kanaldiget til venstre. Af og til rammer pedalen siden af traktorsporet og cyklen giver et hop. Græsset vikler sig ind i fødder og pedaler der mærkes som ryk der tager fat og slipper, ved vores ekstra kraft. Endelig er vi ude af vildnisset, som er en markeret cykelsti der tilsyneladende ikke bruges. Resten af turen langs Nordkanal, der forbinder Fårevejle med Lammefjorden, til Asnæs og Lammefjords Diget, foregår på flotte stier, asfalt og grus. Nordkanal er vores forbindelse fra Sejerø Bugten til Lammefjorden og Tuse Næs.

Shelterpladsen lå højt med flot udsigt til Lammefjorden og istidslandskabet i Odsherred og er en del af den helt nye Istidsrute som kan vandres og cykles.

Vi var der helt alene, omgivet af tusinde af små hoveder brændt i ler fra området. Moræneaflejringen fra istiden ca. 17.000 år siden, gav de lokale mulighed for at udvinde ler til tegl og mursten, men nu bruges leret til ansigter, som laves af børn der besøger området. Alle ansigter har en QR-kode bagpå, som leder til en lille video fra barnet og en skøn historie om hvorfor. Tre standard shelters, med madrasser, et muldtoilet og en fin bålplads, som fik selskab af to cykler med oppakning – helt perfekt.

Vejen til shelterpladsen gik via Lumsås og Sejerøbugtens flotte sandstrand, som til dagen havde pyntet sig uden tang, medvind og hårdtpakket kørbart sand, helt nede i vandkanten. Kontrasten med vand til den ene side og klitter til den anden, er noget af det flotteste man kan opleve.

Enkelte strandturister fik en hilsen med på vejen og først da vi nåede Café Haveje, tiltog befolkningen. Lagunen midt i bugten gav os det flotte valg mellem strandkant og stien bagved lagunen. Vi prøvede noget nyt, tog stien og fik en nye sanseoplevelser, med lagune udsigt og nye dufte fra krat og hegn.

Proviant hentede vi i Vig Lyng og glædede os til Høve Bakken op til shelterpladsen. Vand skal der til og en ældre dame i Veddinge, hjalp os med vand fra baghaven, dog først efter et lidt skeptisk kig og undren. Shelterpladsen åbnede sig op som en park, med læ fra vest-nordvest og flot kig til øst. Kirsebærtræer med modne frugter trak i os og vi hilste pænt, på de hundrede af leransigter, som vi passerede ned til bærene. Menuen stod på pølser, brød, øl og en lille kage med rom til dessert. Bålet blev startet op i en passende størrelse, så vi kunne riste pølser over gløder efter 30 min. Fantastisk som en hotdog smager, akkompagnieret af en stor kold øl. Mange bål i horisonten var et tydeligt tegn på Sank Hans og langsomt blev vores klare horisont, mørkere af sod fra bålene langs kysterne.

Morgensolens stråler rammer mit ansigt under tarpens lave åbning. Kl er vel 5 og Esrum Sø´s fugle hilser os God Morgen. Det er lidt tidligt så jeg vender mig om og sover videre.

Ricki pulser omkring så jeg vågner, strækker mig i posen, mærker kroppen og glæder mig til kaffen og havregrøden. Kl er – aner det ikke – og igen har vi haft teltpladsen for os selv. Midtuge bikepacking kan anbefales. Esrum Sø ligger stor og flot ved siden af Grib Skov, den største af skovene på Sjælland og måske også den smukkeste.

Vi skal videre nordpå, når kaffen har varmet kroppen og havregrøden er sunket. Langs Esrum Kanal fornemmer man fortidens bygningsværk, men først da vi når slusen, kan vi læse historien. Hårdt arbejde fra før gravkoens tid, gjorde det muligt at fragte træ fra skoven til Dronningmølle og ud på skibe i Kattegat. I dag har vi fornøjelsen af, at cykel langs kanalen og danne os billeder af forestillingen dengang.

Bagvejen ind til Tegners Museum, ad den store grusvej, har jeg kørt flere gange, så noget nyt skulle prøves. Det er et kendt problem med ulovligt opsatte skilte i Danmark og vi stødte på et af dem her. Privat, adgang forbudt!! Men, hov, stop, det er jo en grusvej ind til flere huse, som derefter fører ind til området bag ved Tegners Museum. Med Pandehave Å´s lavning til den ene side og et kuperet, sandet klitagtigt terræn til den anden, snoede vi os gennem små stier og låger. Cykling forbudt, det respekteres, så vi gik gennem Tegners Museum. Blikket indtog de umådelig smukke statuer og vi aflæste deres historier, både med fantasi og fakta.

Tegner har skabt en verden af sanseindtryk, dog mest i den metaforiske del, men kombineret med unik natur og udsigt.

Rusland forude, med sandbund og klitterne i horisonten; Nordkystruten er nu tæt på. Det gik ind og ud ad små grusveje i sommerhusområderne, desværre en dårligt sammenhængende rute, uden oplevelser, men med en stor flot belønning forude ved Gilleleje. En flot placeret sti førte os gennem Gilleleje, mod havnen, og vi fornemmede storheden der har været og som nu er erstattet af huse af uens arkitektur. Om 10-20 år er alt måske Lego-BuildUp® arkitektur; Eigtved vil vende sig i graven og vores balancesans vil orientere sig kun om vandret og lodret.

Stien, naturen, buske, krat, færre mennesker; naturen overtager igen vores tur. Kierkegaard har stået her og observeret, filosoferet og skrevet – vi nyder vinden ind fra Kattegat og kigger mod Sverige.

“Hvad er sandhed andet end en leven for en idé”

Vi bryder ikke vores hjerner med Kierkegaards filosofi og indtager naturen på to hjul; den er sand og en god idé. Blikket er rettet mod vest, vi har ikke noget vi skal nå, andet end færgen til Rørvig. Zigzag gennem sommerhusområder, så godt skiltet at orienteringssansen bedøves, samtidig med horisonten hindres af sommerhuse overalt. Hvor er vi? Tisvilde! Musik i Lejet, hvad andet huskes den smukke lille by for? Inden hypen indtog byen var den ikke noget særligt og huse i tredje, fjerde og femte række kunne knap nok sælges. Forretninger var der ikke mange af og bageren havde godt brød, især studenterbrød, til overkommelige priser og der fantes ikke livsstilsforretninger og ejendomsmælgere på hvert hjørne. Jeg kom der ofte; vi havde bridge træningslejre i Tisvilde, hvor min makker havde et familiehus. S-toget gik til Hillerød, hvorfra vi tog Grisen. Det var meget langt væk, meget stille, vi kunne koncentrere os, gå stille ture i Hegnet og købe ind hos den lille købmand.

“Sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke”

Hurtigt igennem Tisvilde Vegas og ud i naturen; Hegnet venter med flotte grusveje, pludselig havudsigt, vindbøjede fyrtræer, stilhed og susen. Farten går altid op efter en by, det er som en flugt fra virkeligheden – ud i virkeligheden. Næste by Liseleje, ind og ud, zigzak, Adgang Forbudt skilte, Cykling Forbudt skilte, Privat vej skilte, “i må ikke køre her” – ikke noget med om man kan hjælpe med at finde vej. Jeg kunne godt bruge en omgang by-lobotomi, så jeg lalleglad bare kunne cykle igennem dem, smile uanset hvad der hænder. Være en glad tosse på en cykel gennem Danmark.

Ah, Kikhavn, sikken en perle, tidligere et lille fiskeleje, nu nogle få sommerhuse og ikke langt til Hundested. Landskabet dramatiseres jo nærmere vi kommer Hundested. Klitter, bakker, erosion, og skæve træer. Vi passerede Knud Rasmussen statuen på Strandvejen, på Hvidøre Pynten, nu kom vi til hans hus. Der hvor han opholdt sig når han ikke var på sine Grønlands ekspeditioner. Et smukt stråtækt hus, hvor Knud Rasmussen kunne studere og skrive i fred, En placering NV, hvorfra han kunne kigge mod Grønland.

I Rørvig Havn var der mange mennesker, nok mange som skulle have været sydpå og som nu “foretrak” Danmark. Havnen, iskiosken, pølsevognen, restauranten og legepladsen var mægtig populære, så vi cyklede Corona-forskrækkede videre. En dårlig burger på en udendørs café længere væk, blev til frokost. Skansehage, Korshage og Nordstranden belønnede os med et fantastisk lys, dannet af sol, blå himmel og hav på begge sider. Staffeliet havde vi ikke med, så landskabet blev fanget af hukommelsen. Sand og rullesten udjævnedes af løse hofter og afslappet kørestilling, hvorved udsigten kunne nydes ubekymret til begge sider.

Gamle stråtækte sommerhuse pynter, mens nye stilrene klodser forstyrrer. Den historiske bevidsthed spiller mig igen et puds, hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Efter Klint er der smukt og vi cykler i kanten af klitten, med kig NV. Enkelte har indtaget stranden og vi er efterhånden et stykke fra sommerhusene, som dog snart dukker op igen. Kyst til Kyst ruten fører os til Sejerø Bugten og ved Lumsås kører vi ned på stranden. Snart er vi ved vores shelter i Veddinge Bakker og stilheden. Odsherred Kommune er det tættest bebyggede sommerhusområde i Danmark og det mærkes. Det er værd at tænke over, at de fleste sommerhuse kun benyttes i ganske få uger om året, men lægger beslag på noget af den skønneste natur.

Ibrahims Have

Nordkanalens vildnis har tørret vores hals og øjne og der skal vand på dunkene. Græsset skal ud af kæde og gear og vi orienterer os, nu hvor det meterhøje græs ikke spærrer horisonten. Vi kører mod Asnæs hvor en lille bro leder os over kanalen. Der, lige der, ved broen og langs kanalen, der ligger Ibrahims hus og have. Ricki spørger om vi må få noget vand. Ibrahim, som vel er 55 år, er ikke god til dansk, men forstår os og giver os vand, byder os på syrisk kaffe, en snak og en omvisning i hans smukke have. Ibrahim, hans hustru og fem børn er flygtet fra Syrien. De store børn først, de arbejder nu i Kalundborg. Dernæst resten af familien, som nu er samlet i Danmark, efter et langt ophold i en flygtningelejr i Tyrkiet.

De tre yngste går i skole. Ibrahims hustru var på arbejde den dag. Ibrahim har dårligt hjerte og arbejder ikke. Vi sludrer over den stærke og søde kaffe, som er kogt i en lille metal potte og hældt direkte over i små kopper. Ricki spørger hvor de kommer fra og om de skal tilbage til Syrien. Ibrahim bliver rørt og tænker sig om, synker en tåre eller to og svarer; “Danmark er dejligt, fred, Syrien er ødelagt, ingenting, farligt”. Han viser os en Youtube video fra Aleppo, hvorfra de kommer. Vi kigger med, tavst, vi ved ikke hvad vi skal sige og klumpen i halsen er stor. Er det mon vores ansvar, det ansvar vi ikke tager som passive tilskuere, der skaber klumpen? Ibrahim opfatter det og viser os i stedet rundt i hans flotte have, med blomster, grøntsager, små borde og bænke. Den er indrettet så man kan følge solen rundt om huset. Fra hans lille køkkenhave plukker han jordbær til os.

På cyklen igen kører vi tavse langs Nordkanal mod Lammefjordens dige. Jeg opfatter ikke noget omkring mig, tankerne danner fortsat billeder fra et ødelagt Aleppo og der går mange km før det fortager sig. Gennem Tuse Næs finder vi det som skulle være en genvej, men viser sig af være krat. Stien er markeret på kortet, men eksisterer ikke mere. Vi går hver vores vej mod en grusvej vi kan se på kortet. Lidt efter er vi begge ud af krattet, i hver sin ende. Vi mødes på midten og smiler af oplevelsen og med sviende ben fra brændenældernes berøring. Sanserne er igen med os og herfra skulle det være ren cruise til Holbæk og frokost. Fjorden til venstre og skov, krat og tilgroede stier til højre leder os tættere på Holbæk. Fjorden nås og nu er stierne meget flotte.

Vi møder flere som går tur og nyder den flotte dag, vi hilser igen og igen og det giver en god følelse af fællesskab, fred og fordragelighed. Det er Danmark!

En god frokst på Værftet består af tre fiskedeller med rugbrød. Holbæk har ændret sig meget de seneste år. Fra at være en af de fattigste kommuner på Sjælland, lyser havnefronten af nye bygninger med store glasfacader, som skjuler firmaer og dyre lejligheder med udsigt. Det er interessant som byernes havne udvikles, fra industri i min barndom, til luksus for firmaer og folk med penge. Vi legede ofte i Københavns Havn, blandt slum, tung industri, en blandet stank af fisk, diesel og tjæret tovværk, pyntet med tykke havnearbejdere, i oliebeskidte overalls med en bajer i hånden; det havde sin egen charme og står i stærk kontrast til dagens byggeri.

Der er enkelt steder som er bevaret, tag f.eks. ud til Nokken og Sydhavn, hvor du kan besøge de gamle kolonihaver og et klondike af gamle bygninger, med delvis bevaret erhverv. Især Sydhavn er en stor oplevelse; det er som at komme ind i en tidslomme, hvor frokosten stadig består af håndmadder, håndbajer og en smøg, hvor sproget er bevaret uden engelske gloser og med bandeord og vendinger, som skaber filmiske indtryk hos de yngre besøgende.

Man kan næsten høre Kim Larsens Midt om Natten og forestille sig Haveje. Olsen Banden er lige om hjørnet, Egon sænkes ned i havnen med en betonklods om benet, men Dynamit Harry forfjamsket ser til.

Fjordstien 40 leder os igen mod Roskilde. Hvor mange gange har vi ikke kørt denne tur og det gør vi tager nogle shorts cuts. “Her har vi jo kørt mange gange, lad os komme hjem på terassen til den kolde øl” Alligevel kører vi den slagne vej gennem Boserup Skov, den er for smuk til at lade sig erstatte af asfalt, og snart åbner Roskilde Fjord sig foran os. Den er også altid smuk og livlig uanset vejr. Er det gensynets glæde, konstraten mellem skov og by, eller den rene visuelle oplevelse ved jeg ikke. Vi møder igen en masse mennesker på tur. Folk bader i fjordens plumrede og stillestående vand, som får selskab af en ubestemmelig lugt, men det ser rent ud. I bunden af havnen, der hvor vi altid mødes til cykelture, er der rigtig mange mennekser, så vi kører uden om. Turen skal sluttes der hvor vi startede, så vi kører op gennem Byparken og den tunge flisbelagte sti op mod Domkirken. Foran Domkirken får vi taget det sidste foto og vi triller mod Rickis have og en iskold Radler.

Starten

Det er mandag og vejrudsigten siger sol og plus 20 grader. Endnu en tredages bikepacking tur er igang. Vores første sammen, Ricki og jeg, var Camønoen, som i kan læse om her. Nu skulle vi Nordsjælland rundt, med start i Roskilde, via Strandparken, Amager, Dragør, København City, Dyrehaven, Geels Skov, Rude Skov, St. Dyrehave, Hillerød og teltplads ved Esrum Sø. En del af det har vi cyklet mange gange, så det skulle nydes lagsomt og med stop her og der. Vi ville også afprøve hængekøje og tarp, noget som vi havde debatteret længe. Hvad er billigst og lettest? En klassisk rationel menneskelig tilgang, som ofte viser sig af være gal i praksis. Ricki havde undersøgt en masse og testet et par hængekøjer af. Jeg kontaktede Knut i Fjell og Fritid og fik gode råd med på vejen, Der købte jeg en tarp. Den fylder minimalt og er let at sætte op, noget jeg øvede mig i, i min have.

Øve sig i at øve, gør mester?

Roskilde til Hedeland, med sin rå og særlige natur. Efterladenskaber fra års grusgravning, vil nogen hævde, jeg ser det smukke og unikke i naturgenopretningen og formningen af nye unaturlige landskaber. Det er ikke slut med at bryde grus, så tag derud og oplev hvordan 35 års grusgravning og genopretning, har skabt et helt særligt landskab. Hvor kan man ellers følge landskabets ændringer på 35 år, når istiden for 17.000 år siden skabte det vi normalt ser?

Via Pilgrimsruten cykler vi langs markskel og åløb til Strandparken, med Arken i sigte. Strandparken er et andet storslået eksempel på kunstigt skabt natur, som har bidraget med et udflugtsmål for storbyens befolkning. Før Strandparken var Amager Strand, med Helgoland, for arbejderne. Bellevue var for funktionærerne med Charlottenlund Søbad tæt ved. Advokaterne, direktørerne og grossererne havde deres private strande. Idag er strandopdelingen meget mere nuanceret, med forskellige etniciteter, naturister og LGBT+´ere.

Helgoland

Vestamager er et stort kunstisg skabt naturområde, endnu et i rækken. Det er base for en masse trækfulge og et efterhånden rigt dyreliv. Vi napper grusvejene på indersiden af diget og er snart i Kongelundens flotte Pinse Skov, med birketræer så langt øjet rækker. Fasanstien fører os til vandet og Dragør, hvor vi snor os gennem de gamle gule huse, funderet langs de brostensbelagte små gader. Republic of Dragør er noget helt særligt, på mange måder.

Turen rundt om Danmarks største arbejdsplads; Københavns Lufthavn, blev et eksempel på Coronatidens effekt. Alle fly på jorden, med tildækkede motorer og ingen jetstreams i luften, kun klar blå himmel. Godt for noget, skidt for andet, kun fremtiden kan afgøre det. Hov der var Amager Strandpark, endnu et kunstigt skabt område, der igen har bidraget til bymenneskets udfoldelser under blå himmel. Coronaensrettede stier styrede menneskemængden, som på en mandag var relativ stor. Via Kløvermarken, uden Ritt Bjerregaards huslejebillige lejligheder, men stadig med flotte grønne boldbaner, røg vi ind gennem Christiania, via den meget omdiskuterede cykelsti. Den fungerer rigtig fint, i meget langsomt tempo. Der er mange blinde sving, men gående, cykler og barnevogne blandes alligevel sikkert, i skøn forening. Shared Space hedder det vist. Uden regulering, men med menneskelighed som styrende lyskryds.

Frokost på Gasoline Grill, efter sigende en af verdens bedste burger joints og efter Rickis smil at vurdere, korrekt. Der sad vi gumlende og beskuede trafikken over Inderhavnsbroen, med tusindvis af turister, holdende billedtagende smartphones, fra Instagram spottet på toppen af broen, med udsigt begge vejen gennem Københavns Havn. Den danske arkitektur og det københavnske byliv, betager og danner den perfekte baggrund for turistens SoMe carpe diem. Her mødes Eigtved og Engels i skøn forening, med vidt forskellige streger og vinkler. Balancesansen kan stadig aktiveres 360 grader.

Spol hurtigt frem gennem indre by, Østerbro, Strandvejen gennem Reservat Hellerup og til Klampenborg. Der åbner naturen sig igen, med Dyrehavens særegne befolkning af råvildt i massevis, der betragtes af gående, cyklende og karetkørende turister. På en måde naturstridigt, men for de fleste af os, den mulighed vi har for at se vildt. De brede og velholdte grusveje indbyder til Strava-race, men det er ikke turens formål og hverken dæktryk, dækmønster, kædesmøring, aerohjelm, speedsuit, vindretning eller lead out tog er på plads, så……

Der er smukt i de nordsjællandske skove og vi kører på Caroline Mathildes Sti, som senere skal vise sig, at være en sjov kontrast til Karl Børges Vej, en sidevej til Nordkanal. Duftene fra skov og mark; hylden, kornet og gran, blandes i intervaller med duft af kaffe og friskbagte croissanter. Apropos kaffe, god kaffe, enhver cykelturs epicenter. Hillerød byder på utallige valgmuligheder og er et passende stop inden sidste hug til teltpladsen i Grib Skov.

Turen gennem Frederiksborg Slot er unik. Sikken et bygningsværk opført af velbetalte organiserede faglærte arbejdere? Skal vi male slottet rødt og kræve det nedrevet, fordi det reelt var slaveri? Jeg synes det er svært at tage stilling, måske lidt lettere bagudskuende, til en fjern fortid, hvor ingen kan stilles til ansvar og prøves i en domstol. Fremadskuende er det virkelig svært. Hvad har jeg, du, vi, måske gjort galt, når en fremtidig generation ser tilbage på os. Har vi svinet moderjord til med Co2 og plastic, forbrugt uhæmmet af naturens ressourcer, som reelt ikke tilhører nogen af os? Skal vi males røde på vores Facebook profiler? Processen og diskutionen er sund.

Proviantering i Netto og endelig fremme i den store hvælving af en skov der omslutter. Ydmygheden sænker sig over os. I skoven er det kun få vi møder og teltpladsen har vi helt for os selv. Badning i Esrum Sø er skønt. Vandet er varmt, virker rent og det får kroppen til at slappe af; massage for sjæl og krop. Der er sat vandpost op, så vi kan koge vand til mad. Menuén står på wraps med grøntsager, ost og kylling, som svømmer ned i ganen på ryggen af en Tuborg Classic. Desserten er citronmåne til kaffen, samt, som altid, en lille rom.

Epilog

Hvad er det jeg venter på? Hvorfor skal naturen tingsliggøres, materialiseres, underholde mig, forbruges – hvorfor kan jeg ikke bare lade den være. Vi kalder det for “Vores Natur” og “Vores Planet”, det er frygtelige betegnelser, det er ikke vores natur og vores planet. Måske skal jeg gå i stå, forblive, reducere og lade udvikling, vækst og forbrug forgå. Lade mig indtage af naturen med de konsekvenser det må få, lade naturen forbruge mig, for én gangs skyld, hvilket nok også er det som sker, når alt er forbrugt.

Posted by:Henrik Jappe

Cykling er min store hobby. Om vinteren kører jeg cykelcrossløb i massevis, lidt MTB og landevej, med en uge i februar på Gran Canaria. Om sommeren kører jeg MTB Liga, Gran Fondos i syden og lidt landevej. Ved siden af det arbejder jeg frivilligt med sporbygning, udvikling af B&U MTB samt MTB Ligaen. Mine artikler her handler mest om events og det udstyr jeg bruger til dem. Mvh Henrik, 56 år og på cykel siden jeg var 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *