At køre mountainbike i Danmark er bestemt ikke dårligt; velbyggede spor, et solidt miljø, massere af løb og i dette forår godt vejr. Der er dog en stor begrænsning, bakker eller mangel på samme. Med en kærlighed for høj fart og stejle nedkørsler bliver ens dedikation af og til testet. Den samme 20 sekunders nedkørsel køres igen og igen. Med udsigt til tre måneders sommerferie mellem Bachelor og Kandidat studiet, begyndte mit hovedet at lede efter en mulighed for at stilne eventyrlysten. Velkommen til historien om, hvordan jeg nu befinder mig i et én mands telt et par kilometer over Morzine i de franske alper.
Tekst og fotos af Niklas Petersen
Dette er del 1 af 3, hvor jeg vil give et indblik i hvad jeg har valgt at tage med på dette eventyr, og mit første indtryk af, hvordan det fungerer. Del 2 vil fokusere på cyklen og hvad jeg har med ud på eventyr. Del 3 vil inkludere de helt høje taksonomiske niveauer, hvor jeg fortæller og reflektere over de oplevelser jeg har haft hernede. Hvem, hvad og hvor? Kombinationen af at være 24 år, studerende, ingen børn og relativt få faste udgifter giver en fleksibilitet, som ikke kommer mange gange i ens liv. Med en nyerhvervet bachelorgrad i “Biomedical Engineering” og 3 måneder til hele cirkusset starter igen med Kandidaten, var det at tage chancen og komme på eventyr, hvornår ville jeg ellers få muligheden igen? Mit navn er Niklas Petersen, jeg har i mange år kørt xc blandt de hurtigste mænd og drenge vi kan skrabe sammen på dansk grund. En disciplin jeg da stadig nyder, men jeg kan nok ikke løbe fra, at intervaller og watt-tal ikke er det første jeg tænker på når jeg vågner i min lejlighed søndag morgen og kigger på min cykel. Lysten til mountainbike kommer fra ture med venner, hvor hovedfokusset er at køre den ene fede sektion spor efter den anden, og gerne nedad. Når dagligdagen indeholder endnu en forelæsning om medicinsk billededannelse, matematisk modellering af nyrefunktion eller den helt tunge; datasikkerhed i sundhedssektoren, så er det ikke utænkeligt at finde mig bag computeren, på bagerste række, læse artikler om nye cykler og grej, mens der kører en youtube video af en eller anden stor kanon der flyver nedad det vildeste spor i bjergene. En ting de fleste videoer og artikler jeg har åbne har tilfælles er, at de ofte indeholder en del mere vandring end de xc cykler vi er vandt til derhjemme. Så drømmen om store cykler og bjerge har altid været der, alt der manglede var blot der rette tidspunkt. For lidt under et år siden begyndte jeg så småt at arbejde på, at gå fra drøm til realitet. Jeg bestilte en ramme med 160 mm vandring og undersøgte mulighederne for mountainbike i alperne. Hurtigt stod det klart, at Portes du Soleil området ved den fransk/schweiziske grænse, var mountainbikes svar på mekka, i hvert fald for Europa. Mere specifikt virkede den franske by Morzine, som stedet der bare skulle besøges. Nu var der styr på tid, sted og cykel, hvad mere skal man bruge? Et ord og det er nok et ord der kommer til at gå igen resten af livet, penge. Det skal ikke være nogen hemmelighed at man som studerende ikke svømmer i penge. Ikke at vi har det dårligt i et land som Danmark, det er ret tydeligt når man snakker med folk i lifterne hernede og nævne den gode SU. Men alt andet lige, så vil to måneder på hotel, airbnb osv. være lige langt nok at strække den. Så der skulle tænkes kreativt, og det er her vi kommer til det, dette afsnit handler om. Hvordan jeg bor for 0 kroner om dagen midt i alpernes svar på mountainbike mekka.
Campen
Uden nogen erfaring eller forsøg på at anskaffe mig viden om emnet, googlede jeg “én mands telt” og kom frem til, at jeg skulle bruge en “bivy”. Jeg ville nok også få brug for et ordentligt liggeunderlag og den sovepose jeg havde fra folkeskoletiden stod nok til udskiftning. Så var der lige detaljen med hvordan det skulle transporteres, her faldt valget på en stor 85 liters rygsæk. I løbet af en eftermiddag og min gode ven google blev alle tingene valgt ud, job done. Flybilletten blev bestilt en månedstid senere, så snart det var muligt. Nu var det blot at vente.
Med rygsækken pakket som set på overstående billede, blev hotelmorgenmaden indtaget i en stil der rivaliserer den sidste nadver. Nu var det tid til at vende ryggen til de trygge rammer og kaste sig blindt ud i de store bjerge. Det skal siges, at min erfaring med at sove under åben himmel er grænsende til ikke eksisterende, i hvert fald i ædru tilstand. Så jeg holdt vejret en lille smule da jeg tjekkede ud af hotellet. Der gik dog ikke mere end et par hundrede meter før jeg tog naturen ind for fuld skrue. Vejen ud af byen bød på en 10% stigning, og med 30 kilo på ryggen, trak jeg hurtigt vejret kraftigere end en amerikaner på et sæt ikke rullende trapper.
For at komme til det første sted jeg havde udset mig, skulle jeg en kilometers penge ud af byen, med slid og slæb kom jeg da op. Det var udkanten af en mark med udsigt over Morzine, rindende vand og en gammel forfalden jæger udkigspost. Med tasken gemt væk strøg jeg ned til lifterne og ud på sporene. På dette tidspunkt havde jeg i løbet af dagen selskab af to danskere og aften gik også med at spise på restaurant i Morzine og få lidt at drikke, det er ikke ligefrem Bear Grylls 2.0 endnu. Da det var tid til at ramme køjerne vendte jeg cyklen opad og kørte den samme lille stigning ud af byen igen. Det skulle vise sig, at blive en lang og lærerig nat. Det sted jeg havde valgt at slå campen op var ikke fladt, nu vil jeg ikke mene jeg er dum, så jeg havde da forudset at det kunne blive et problem, jeg havde bare ikke regnet med, hvor fladt der skulle være. For at gnide salt i såret blev jeg kl. 03 vækket af det lokale ko-orkester, på et tidspunkt befandt den ca. 20 køer store flok sig små ti meter fra mig, det larmer.
Da det endelig blev tid til at stå op var jeg ret klar over at jeg skulle finde et bedre sted. En kilometer længere op ad bjerget passerede jeg en lille hytte, med hvad der hele min barndom har været et dansk flag på. Er jeg den eneste der som barn har set Tour de France og tænkt der er godt nok mange danske tilskuer på alpeetaperne? Hytten var låst, men her var fladt og der var oven i købet en bænk til at sidde og spise ved, samt opbevare tingene fri fra jorden. Det skulle vise sig at være stedet at campe, trods to yderligere forsøg på at finde andet, så har jeg i skrivende stund, 20 dage efter ankomst, ikke fundet bedre og har nu besluttet at jeg bliver her indtil videre.
Hytten som ses på billedet ligger i bunden af en rød skipist og er bygget på et lille plateau. Billedet er taget efter en lang dags kørsel. Den store taske er pakket sammen og gemt væk bagved hytten i løbet af dagen, her kan den ligge på en bunke store sten. På den måde er den fri af jorden og skulle det regne er den dækket af et regnslag, så indtil videre er jeg ikke kommet tilbage til en våd taske. Den daglige aften rutine består af, et skift til tørt varmt tøj, udpakning af bivy, madras og sovepose. Her efter varierer det lidt i forhold til om jeg har spidst i byen med folk eller har en baguette og noget pålæg med.
Nætterne går efterhånden hurtigere og hurtigere. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de første par nætter var en kamp. Naturen er ikke så idyllisk, som jeg lige havde forestillet mig. Efter at have lært vigtigheden af et plant underlag den første nat, fik jeg lektion nummer to den anden nat, temperatur. Med Solskin og dagtemperaturer omkring 30 grader, så skulle man tro, at man i teorien bare kunne ligge sig uden noget og nyde stjernehimlen. Men nej, hytten ligger i 1250 meters højde og grundet placeringen i bunden af pisten så samles den kolde luft ved campen. Det resulterede i en måling på fire grader kl. 04 om natten. Set i bakspejlet kunne jeg måske have forberedt mig på dette hjemmefra. Men nej, jeg havde stukket en finger i vejret i min lejlighed midt på dagen og tænkt jeg napper en sovepose med et sweetspot omkring 14 grader. Nu sidder jeg her 20 dage senere og er blevet en hel del klogere. Jeg havde tænkt langt nok til at tage en varm Odlo svedundertrøje* med, så den ryger på hver aften. Samtidig har jeg en softshelljakke med i teltet som jeg tager på, hvis jeg vågner og fryser. Min teknik i forhold til at kontrollere temperaturen inde i bivyen har også udviklet sig lidt. I tidsrummet frem til kl. 23 har jeg åbent som set på billedet nedenfor, dog med myggenettet lukket, det er i teorien altid lukket så snart jeg er inde eller ude af bivyen. Fra kl. 23 til midnat lukker jeg bivyen til, hvilket måske er en time for tidligt i forhold til det store temperaturfald udenfor, men det gør det muligt at opretholde en solid temperatur natten over. Omkring kl. 07 er det igen vigtigt, at få åbnet bivyen for ikke at koge over når solen kl. 8 går fri af træerne, samtidig resultere en lidt tidligere åbning i en del mindre kondens.
Andre mere materialistiske ændringer involverer kasseringen af den blå hovedpude set på overstående billede, den var oppustelig og generelt komplet håbløs. Jeg har nu altid min 20 liters Scott rygsæk* med inde i teltet liggende helt oppe i hovedenden. Det er der to grunde til, jeg har en 3 liters vand blære og så giver det lidt luft i hovedenden. Lige netop problemet med at bivyen ikke har tværstivere som et telt, gør at den har en tendens til at ligge på mit ansigt. Tasken hjælper lidt, men den måske vigtigste ændring til mit sove setup har været at sove med min GripGrab kasket* på, den holder fint bivyen væk fra ansigtet. Resten af min camp består tingene set på de følgende billeder, jeg vil på et senere tidspunkt gå i detaljer med cyklen og indholdet i den lille Scott taske, som jeg kører med på sporene. Bænken har indtil videre været en kæmpe hjælp, jeg er ret sart, så det er fantastisk at kunne have alting opbevaret fri af jorden. Om aftenen pakkes alting ned i de to takser som begge har regnslag, tingene er derfor altid tørre næste morgen.
Hvis vi starter med det der ligger på “bordet. Så er der min hjelm, mere om den senere. En rød computer taske, som sjovt nok indeholder min computer, som bliver brugt udelukkende til at skrive dette. Ovenpå den er et efterhånden begrænset sortiment af tape, det bruger jeg ret meget af. Til højre for computerren ligger den store 85 L taske, hvor de fleste af tingene på billederne til dagligt lever. Lige til venstre for ligger poserne til bivy, sovepose og underlag, samt et sæt almindeligt tøj. Foran det er mine almindelige solbriller fra Adidas*, Garmin Virb kamera, powerbank, pung, telefon og en solid faktor 50 solcream. Der burde også være en lille værktøjskasse, en tandbørste og deo men de er lige smutte under foto sesionen.
På den ene side plads fra venstre mod højre er min Scott taske*, Fox regnjakke og tilhørende baggies, Odlo svedundertrøje*, GripGrab handsker*, G-form knæ og albuebeskyttere, Amaton vindvest* og GripGrab løse ærmer og ben.
Til sidst har jeg mine to sæt cykel tøj, det blå og det orange fra henholdsvis 100% og Fox Head. Yderst på cyklen hænger min softshell jakke, som kan være ret vigtig når vejret skifter her oppe i bjergene. Så er der den største sanitære udfordring, to par GripGrab sokker* og mine Scott sko*. Mens tøjet hurtigt kan klare et par dage for hvert sæt mellem vask, specielt med en dukkert i en bjergsø i ny og næ, så kniber det lidt mere med skoene.
På billedet ses de fire essentielle dele af campen, Osprey aether 85 AG vandrerygsæk, North Face Aleutian sovepose, North Face Assault Bivy og Nordisk Venna 2.5 liggeunderlag. Før jeg går for
meget i detaljer vil jeg gerne pointere, at ingen af overstående ting er sponsoreret. Skulle der være ting i forhold til camp, tøj eller cykel, som jeg har fået eller er affilieret med vil jeg markere dette
med en “*”, hvis ikke andet er nævnt er det ting jeg selv har valgt at købe. Den skarpe læser vil have spottet, at tingene ligger på en fin hvid hotelseng. De første to dage i Morzine blev brugt på et hotel. På den måde kunne jeg lande og få styr på alle småtingene, samt danne mig et overblik over mulige campsites. 
Morzine har heldigvis en del møntvaskerier, så en gang om ugen ryger det en tur i vaskemaskinen, skoene med. Det er dog lid surrealistisk at sidde i et møntvaskeri iført intet andet end et par underbukser og en kasket. Men taget antallet af skibumser om vinteren i betragtning, så er jeg nok ikke den første.
Peace out og vi snakkes muligvis i næste afsnit, hvor jeg vil gå lidt i detaljer med mit cykel setup, og jeg kan tease lidt med at der er lidt indtryk af nogle ikke helt så mainstream ting som f.eks. CushCore, 2.6″ Enduro dæk mm.
