Enduro Sweden Series – Göteborg – 14-15. april 2018. Som en sidste udfordring til Canyons nye Spectral gik turen til første afdeling af den svenske enduro serie i Göteborg. Forventningerne var store og med udgangspunkt i at endelig kunne cyklen testes i sit rette element. Læs den overordnede anmeldelse af Canyon Spectral CF 9.0 SL her

Af Frederik Mørkeberg Mikkelsen
Billeder af Johan Gustavsson og Frederik Mørkeberg Mikkelsen

Lørdag morgen blev jeg samlet op af min gode kammerat, Jes, og fik pakket hans bil med alle former for udstyr. Det er første gang jeg kører den svenske serie og her er reglerne ikke så stramme, som i Enduro World Series og den italianske serie, Superenduro. Normalt er der strikse regler om at have handsker, knæbeskyttere, rygbeskytter og fullface hjelm, men i Sverige er det kun påkrævet med knæbeskytter og alle typer hjelm.

Det praktiske…

Kombinationen af første løb på sæsonen og de milde regler, fik mig i tvivl om udstyret så det hele var pakket. Jeg havde fået pakket min nye fullface hjelm, købt hjem til EWS senere på sæsonen, nye knæbeskyttere, mine gamle knæbeskytter, rygbeskytter, normal hjelm. Men det er godt at være forberedt. Jeg havde fornuftigt nok fået sat cyklen op tubeless ugen forinden, for at få cyklen til at være helt klar til løb og det skulle vise sig at være det helt rette. En anden ting den svenske enduro serie også er lidt stille og rolige med er etapernes start. Man starter alle på et givet tidspunkt og så er der kun et slut tidspunkt. Dvs. du har al den tid du vil bruge på at komme op af stigninger til etaperne, hvorimod de fleste sydlandske løb har et fast individuelt starttidspunkt for alle til hver etape. I de sydlandske løb har alle derfor samme tid til at gennemføre og der er mere fokus på at nå rundt til alle starttiderne. Det positive er dog at man derfor i den svenske kan vælge at køre hurtigt igennem og ikke nå at blive træt mental og hele tiden kunne holde fokus. Eller udnytte at man kan tage det helt roligt og få kørt med alle sine venner. Du må også gerne have GoPro på under løbet, hvilket heller ikke er tilladt i de fleste udlandske løb.

Ankomst

Da vi ankom til Göteborg, blev vi mødt at en mur af varme. Den lange danske vinter og mangel på sol fik vores tur fra 12 grader til 21 grader i Göteborg til virkelig at kunne kaldes sommer. Hurtigt faldt valget på normal hjelm. Jeg fik sat GoPro på og vi mødtes op med Magnus og Emil, som begge skulle deltage i deres første enduro løb. Den bagende varme gjorde det til korte bukser og ingen svedtrøje. En dejlig følelse, første gang i sæsonen! Jeg ville rigtig gerne have testet Canyon’s lunchbox til rammen (et etui der har plads til slange, multitool og lignede og som kan monteres på rammen), men desværre var det ikke muligt. Med den tror jeg at jeg kunne undgå at cykle rundt med en million ting i baglommen.

Smagsprøve på etaperne

Løbet består af 7 etaper spredt over 25 km med ca. 630 hm. Lørdag var til fri træning så meget man ville. Göteborgs terræn er fyldt med sten og rødder.

 

Træning

Et af de store fokus under træningen på ruten er linjevalg. Det er helt klart det største fokus, at finde de rigtige linjer. Samtidig er det næsten umuligt at huske alle etaperne, da man som regel kun får tid til at køre dem en gang. Det er også let at komme til at køre ruten for langsomt til træning og så ser alting helt anderledes ud til løbet, når man kommer drønende med 100 km/t. Man prøver derimod så godt så muligt at holde flow også under træningen og ved svære stykker kører man dem igennem igen for at finde den bedste linje.

Mens man trækker cyklen opad modsat kørselsretningen kommer der en masse andre ryttere flyvende ned. Det er samtidig et oplagt tidspunkt til at se andre folks linjevalg. Det kan man også lære en masse af. I bl.a. EWS har de sat den regel at man højst må køre én gennemkørsel af etaperne, men den regel er sat lidt ud af værk til de mindre løb, da det er svært at styre hvem der kører ind på dem.

For Magnus og Emil var det som sagt første gang de skulle køre et enduro løb. Og det er altid en overvældende omgang. At give den gas på cykel nedad og kun nedad er ikke noget vi har gjort os så meget i, i Danmark. Det er i hvert fald min teori.

Læs Magnus’ rapport her.

Jes måtte desværre hurtigt trække stikket efter en gammel skulderskade og nylig operation i skulderen drillede. De mange sten og rødder var rigtig drilske. Hvor stenene føltes gemte og brutale var rødderne lette at se, men var ofte overalt i sektioner og meget glatte. Jo flere ryttere der havde kørt, jo mere var sporet kørt ned.

Noget af det sværeste var at aflæse sporet når man kom ind på det blindt (kaldes det når man ikke kender sporet og bare kører afsted). Et af kendetegnene ved etaperne er også at næsten alt er naturligt og det vil sige at der gemmer sig sten overalt, så hver gang man skyder afsted med høj fart, løber man en risiko. Sten spredt ud over det hele lå bare og ventede på man smadrede sin fælg eller fik punktering når man læste sporet forkert eller ikke havde løftet op i cyklen korrekt. Det fandt Emil også ud af på den hårde måde, da han både punkterede og fik et stort hak i fælgen.

Få en fornemmelse af etaperne på de her små previews fra træningsdagen på etaperne:

Preview af 1. etape

Preview af 2. etape

Preview af 3. etape

Preview af 4. etape

Preview af 5. etape

Preview af 6. etape

Preview af 7. etape

At finde vej på etaperne er en af de sværeste elementer, da det tit ikke føles naturligt at følge det afmærkede spor. Så at kunne tænke hurtigt og stole på sine evner er vigtigt. På sidste etape i tredje sidste sving stod jeg på snotten. I en forventning om et berm hvor jeg lagde al forventning og energi i at det ville rette mig op, forsvandt mit forhjul udover kanten af “bermet” og jeg fløj udover styret. Hård landing på knæet og et overraskende godt rullefald. Godt at have knæbeskytter på. Selvom det stadig godt kan mærkes med sådan et styrt.

Overordnet set gik træningen på ruten rigtig godt og vi var klar til løbet dagen efter. Göteborg er en fantastisk by og de har mange klippeformationer rundt omkring i byen, som er helt fantastiske for os skøre enduro mennesker. Hele løbet foregik omkring et villakvarterer og industri kvarter, hvilket gav idéen om det perfekte sted for en enduro rytter at bo, med kombinationen om at leve i en stor by og have sporene i baghaven. Vi udnyttede også den hyggelige by og at tage ud på restaurant bagefter træningen og snakke om dagens gang.

Løbsdagen

Desværre var min partner-in-crime, Jes, stadig ikke kampklar til løbsdagen. Han blev derfor nødsaget til at stå ved sidelinjen med kamera og hepning. Løbet er delt op i forskellige start tider, en motion klasse, en master klasse, en ungdoms klasse og en elite klasse. Starttiderne varierer derfor også og alle danskere var i de tidligere starter, så løbet så ud til at blive i ensom majestæt.

Det er dog ikke noget jeg gør mig godt i, så der skulle mingles på svensk hurtigt. Under opvarmningen møder jeg Victor. Jeg får lokket ham til at starte som en af de første i elite klassen, da mit mål var at undgå for meget kø under løbet. Vejret er samtidig skiftet fuldstændig fra dagen før. Det er utrolig køligt, blæssende og skyet. Så det er også bare om at komme i gang.

Der er et langt transport stykke langs motorvejen på asfalt ud til skoven og op til første etape. Det begynder at regne på vej op til starten af 1. etape.

Vi er nogle de første til at komme til toppen fra vores start. Første etape er den længste af etaperne og den mest eksponerede for regnen. Personligt er første etape altid den sværeste for mig. Jeg ender altid med at få for travlt med at komme derudaf, at det ender ud i fejl. Som Greg Minnaar og Jes Dabelsteen altid pointerer: “Slow is smooth and smooth is fast”. Det er tit hurtigst at finde rytmen og finde et godt flow. Istedet for at forhaste tingene og skulle bremse hårdt op og accelerere i hvert sving. Det er dog svært at sige til sig selv når man er kommet i gang og gerne vil gøre det godt. Jeg prøver at finde en rytme og finde sporet. Huske hvad for linjer man øvede dagen før på trods af at forholdene er helt ændrede. På trods af ruten ligger rigtig godt til mig, for jeg ikke det fulde udbytte på grund af en alt for forhastet start.

1. etape bliver til en 35. plads

Nu er løbet i gang og på vej op til næste etape får vi delt vores erfaringer og episoder fra 1. etape. Det er noget af det fedeste ved enduro løb, at man kan diskutere og snakke om ens løb, mens det stadig er i gang. Jeg møder en af Victors venner, Tomas, på vejen til 2. etape og så er der en mere at snakke med mellem etaperne.

2. etape starter på et stort sten stykke, men drejer hurtigt ind på noget naturligt muld jord med en del greb, så længe man ikke rammer de mange rødder der gemmer sig. Midtvejs går det tilbage på en stor sten og afslutter med dejligt stejlt stykke på en masse rødder og sten hulter til pulter. Jeg finder et godt flow på sporet og føler jeg har fået fart i cyklen igen. Det går fantastisk indtil sidste sving, hvor jeg hører lyden: PSSSSSSSSSSSSS!. Punktering. Heldigvis ikke noget der får indflydelse på etapens resultat. Hurtigt er jeg af cyklen og så ellers at finde mit yndlings enduro værktøj frem. Avanceret tubeless repair. En slags rød orm af fedtet blødt gummi der bliver sat ind i hullet i dækket med en slags nål. Jeg får at vide at 7 andre er punkteret før mig, og der står 2 mens jeg er der og fumler med at sætte en slange i. Kan varmt anbefales at skaffe sig de her tubeless worms. Derefter skal dækket bare pumpes op og man kan køre videre.

2. etape – 13. plads

3. etape er den mest byggede af dem alle. Hop og berms er hvad ruten byder på og slutter af på en stor sten som man for alt i verden ikke skal holde for længe på eller bruge sine bremser. Jeg sætter i gang og kommer godt afsted, hurtigt bliver jeg meget forvirret da en afmærkning lukker, hvor jeg har trænet dagen før. Før jeg ved af det ender jeg på B-linjen (chicken line). Det på trods mister jeg ikke meget tid og kan nyde at der er dukket et stort publikum op som råber og larmer! Fedt. Se min sjove reaktion på fejlen af linjen kan ses her:

3. etape – 22. plads

4. etape går parallelt med 3. etape. Så der er også fede råb og skrig. Især på midtersektionen som inkluderer et stort drop fra en mega sten. Fedt at køre igennem og høre deres excitement! Etapen går godt og det er kun bunden af ruten med et 90 graders sving der driller.

4. etape – 14. plads

Mellem 4. og 5. etape er der et større transportstykke med en forplejningspost imellem. Her kan man få noget vand og et stykke kage og se sit foreløbige resultat. Det med det foreløbige resultat er dog ikke noget jeg gør brug af generelt, da jeg ikke synes at få noget positivt ud af det. Det er måske bare en smagssag?

5. etape kører fint. Etapen har nogle super svære stenstykker, men er mere eller mindre lige til efter man har prøvekørt den. Det er en blanding af mudderhuller, tekniske små udfordringer og smalle passager som etapen indeholder. Min nye ven Victor tager flere meter minestrimmel med i mål og mister nok omkring 2 minutter.

5. etape – 29. plads

6. etape har mange træde stykker. Godt for mig og cyklen. Men svært lige at huske det hele og fange flowet. Det går dog godt og for lagt nogle gode watt ud i pedalerne, når sporet indbyder til det.

6. etape – 15. plads

Sidste etape af løbet og katestrofe!

Jeg kommer nogenlunde afsted, får kørt et dårligt sving men intet at panikke over. Og hvad sker der står. Det er sjovest hvis man ser filmen fra løbet herunder:

Jeg rammer simpelthen bagskifteren på en lille træstub og knækker fjeder-mekanismen og må løbe alle flade stykker og opad. Bare løb. Løb løb løb Forrest! Heldigvis kan cyklen trille, så hver gang det går lidt nedad kan jeg udnytte tyngdekraften.

7. etape – 92. plads

Bliver skubbet i mål af Victors ven, Tomas. Så får man en fantastisk snak, mens man selv ligger i aero position for at gøre det lettest muligt for ham. Det viser sig at Tomas faktisk selv har næsten samme baggrund som mig selv, da han også er tidligere XC rytter på landsholdsniveau. Så det er intet problem for ham at få skubbet mig til mål på trods af lidt opkørsler.

Ender på 24. pladsen i elite og som bedste dansker overall. Jeg lå på en 17. plads inden sidste etape, men er dog mere end tilfreds, da det er en del af gamet at få defekt. Forrygende start på sæsonen. Og kunne ikke have ønsket mig en bedre cykel til det.

Ærgerligt jeg får smadret bagskifteren under løbet, heldigt det trods alt er på sidste etape. I stedet for at have mistet meget mere hvis det var sket tidligere i løbet. Tror jeg mister omkring 15-20 sekunder. Fed oplevelse!

Cyklens performance

Cyklen levede op til forventningerne om at være en fantastisk all-rounder indenfor enduro. Kombinationen af glat underlag, meget varierende terræn op og ned og landinger fra store sten gjorde cyklen til den perfekte partner på sporene. De brede dæk gav en super sikkerhed på underlaget da det meste var våde sten. Affjedringens opbygning gjorde det en fryd både op og ned i det meget varierende terræn, selvom indstillingen på affjedringen stod fuldt åben. De store drops og hop blev absorberet på perfekt vis af affjedringen og agilteten gjorde det let at ændre retning på cyklen og få cyklen til at lystre de sværeste anmodninger.

Læs min fulde anmeldelse af Canyon Spectral CF 9.0 SL her