Vi er blevet helt tossede med at køre Granfondos. Vi drager i hobetal sydpå for at udfordre os selv, men mest af alt, for at dyrke samværet og kammeratskabet, før under og efter løbet. Det er trods alt hyggen der er vigtigst. Vi deltog i Super Granfondo Galibier, den første udgave.

Tekst og fotos af Henrik Jappe.

Granfondo er et gammelt begreb, den første blev kørt i 1970 og eksisterer stadig. Nove Colli hedder den og den køres fra Cesenatico i Italien.

Granfondos forbindes med tradition, historie, udfordringer, rejser og kammeratskab. Så hvad er der nu galt med Granfondo, siden vi skal have et super foran? For mig som gammel, både i bogstavelig- og erfaringsmæssig forstand, vakte Super en smule undren og et smil på læben, da jeg læste det var 180km og ca. 4500 højdemeter. Det er jo ca. samme portionsstørrelse, som de fleste andre Granfondoer vi cykeltossede danskere kaster os ud i. Granfondo La Marmotte, som den mest populære, udfordrer os med 175 km og 5000 højdemeter, Les Trois Ballons i Alsace med hele 212km og ca. 4000 højdemeter osv. Vores tid og liv fyldes med superlativer for at skabe opmærksomhed, så vi kan referere – “jeg gennemførte Super Granfondo Galibier”, når det vi egentlig burde gøre var, at referere at det var helvedes hårdt eller legende let. Hvordan kan det være legende let, at gennemføre en super Granfondo og samtidig være legende let, at gennemføre La Marmotte? Så træd da noget hårdere i pedalerne, øg pulsen, føl smerten, bid den i dig, gå efter rytteren foran, giv ikke op, gennemfør uanset uheld, kramper og selvmedlidenhed. Lad “super” afgøres af din følelse og præstation, jeg skal ikke have noget super foran mine Granfondoer, tak!

En kammerat ringede og spurgte, om jeg ville med til løbet, og det som fik mig til at sige ja tak, var ikke løbet i sig selv, for både Galibier og Col D´Izoard havde jeg kørt før, men tanken om en hyggelig tur med gutterne, var svær at modstå. Jeg ringede straks min gode træningskammerat og spurgte om ikke han også ville med, hvilket han heller ikke tøvede med, at sige ja tak til. Det meste var allerede organiseret, da en af gutterne bor i Geneve, hvor vi skulle overnatte, og hvorfra vi næste dag skulle køre i bil til Valloire. Valloire hvor løbet starter og hvor der allerede var lejet en lejlighed. Vi skulle bare købe flybillet til Geneve. Min kammerat havde et bedre forslag, som blev realiseret. Vi rejste til Valloire tre dage før løbet, så vi kunne træne lidt på Galibier og få bjergbenene på plads, noget vi har gode erfaringer med fra La Marmotte. Der har vi flere gange startet i Geneve, kørt fire etaper til Alpe D´Huez, holdt to hvile- rulledage, og kørt La Marmotte lørdag. Det er en tilvænning af kroppen til højden og Valloire ligger i 1500 moh, så det at sidde i sadlen længe og holde presset i pedalerne, få styr på nedkørslerne, samt varmen nede i byen ift. temperaturen oppe i Galibier passet i 2600 moh, er vigtigt. Man får hurtigt fornemmelsen af hvor lidt tøj der er nødvendigt, ift. dagstemperaturer og starttidspunkter, hvor alt for mange pakker sig unødigt ind og må slæbe på jakker, huer, handsker, løse ærmer og ben, når det ofte er nok med en tynd og let regnjakke, der kan tage både vind og evt. vand på nedkørslerne. Man skal fryse lidt i startboksen kl 7:30, varmen kommer hurtigt når det går opad, det vigtigste er at holde sig tør på kroppen til toppen og så iklæde sig regnjakken.

Hvor træning på lange bjergstigninger er en øvelse i meditation og vejrtrækning, er nedkørslerne bagefter en øvelse i afslappethed, balance, koncentration og rytme. Det meditative opnås ved den blotte tilstedeværelse og indtagelse af et underskønt landskab. Vejrtrækningen tilpasses rytmen af ben, der presser pedalerne ned og trækker dem op, i en perfekt afpasset bevægelse, så belastningen gradvis kan øges, men virker ens eller i sjældne tilfælde lettere, og hvor farten stille øges på samme puls. Det er en helt unik oplevelse af nuet, i en forening af optimering og glæde, en tilstand som ingen puls- eller wattmåler kan hjælpe dig med, måske faktisk risikere af hæmme dig i at opnå, nemlig det at køre med fokus på følelsen. Øvelsen kan kappe flere minutter af opkørslen fra Valloire til Galibier, på samme snitpuls. Alle tanker om dagligdagen er væk, velo diem.

At ramme et sving perfekt i høj fart er fantastisk, men kræver øvelse, masser af øvelse. Først og fremmest kræver det at man kan slappe af og finde den optimale balance på cyklen. Højdeforskel mellem styr og saddel skal være tilstrækkeligt højt, så der opnås optimal balance og afslappethed, idet cyklen ellers bliver urolig og understyrer svingene. Nedkørsler køres med lavt tyngdepunkt, overkroppen godt nedover styret, ned i hornene, én til maks. to fingre på bremsen og afslappethed. Yderste fod i svinget presses ned i pedalen, ved klampens overgang til pedalen. Et let tryk på inderste punkt på styret, former sammen med trykket på pedalen, den kurve, som gør, at cyklen så at sige carver rundt i svinget. På samme måde som på carvingski, hvor kurvaturen på skiens talje, sammen med dit tryk i skistøvlen, får skien til at svinge. Denne teknik kombineres med den perfekte balancefordeling på cyklen og blikket rettes frem mod der, hvor du gerne vil ud af svinget og rette op. Blikket på målet er yderst vigtigt, da koordinationen mellem blik, måludgang på svinget, balancefordelingen, tryk på pedal og styr, er præcis den kombination der fører til heureka. Bremseteknikken er vigtig for oplevelsen og for at holde farten. Fart ud af svinget er vigtigere end fart ind i svinget. Brems hårdt ned lige før svinget og færdiggør nedbremsningen inden ca. en tredjedel af svinget er kørt. Derefter skal farten holdes og måske øges ud af svinget og særligt hvis svinget falder videre, kan farten øges. Det sker bedst ved, at forskyde vægten lidt frem og “kaste” overkroppen ned i svinget, trykke på yderste pedal og let inderst i styret. Følelsen af at cyklen skærer sig rundt i svinget, samtidig med at farten øges, er himmelsk og ikke mindst sikkert. En sidste detalje, som er særlig vigtig i snævre serpentinersving, også kaldet hårnålesving er, at få hofterne med rundt. Med “et øje i navlen”, som skal se rundt i svinget, mod målet, udgangen af svinget, drejes hele overkroppen mod målet og de snævre sving bliver en leg. Brug samtidig teknikken beskrevet ovenfor.

Det er ikke let at træne nedkørselsteknik hjemme i Danmark, men en god forberedelse kan være, at køre snævre sving med “et-øje-i-navlen” teknikken, samt at køre store bløde kurver ved brug af hofterne. Store bløde kurver kan øves først med hænderne på styret og når fortroligheden er på plads, så prøv uden at holde på styret, samtidig med, at du sidder oprejst på cyklen. Det er ikke relevant overhovedet i løbssammenhæng, men det træner din balance og cykelkontrol rigtig fint. Det at mestre køreteknik med hofterne, er præcis det som gør, at profferne kører sikkert i et stort felt med høj fart. De ser langt frem i feltet, læser feltstimens rytme og bevægelse, og foretager små justeringer med hoften for, at opnå optimal placering. Det er en kunstart, som alt for få ryttere behærsker idag, hvor det mere gælder om at træde watt og bruse frem, i den ellers så elegante sports estetik. Det fører til flere styrt og uenigheder i feltet, noget som pressen svælger i sig og bringer videre til os tilskuere, i håb om, at vi vil se brutal kraft fremfor det skønne og elegante cykelløb. Det er et kedeligt udtryk for vores tidsånds instrumentalisering af det skønne og værdifulde i sig selv, nemlig cykelløbet uden uheld, med elegante sprinterafgørelser og lykønskninger på tværs af teams, grimpeurs smukke sejre på bjergpas, hvor blikket i deres øjne afslører pinslen af de udmarvede kroppe, som et meditativt udtryk for en selvbehærskelse, som kun er de få forundt.

Etik kommer før moral, fysisk træning og tekniktræning kommer før udstyr, men hyggen er det vigtigste og hyggen er det umiddelbare, det at leve cyklen og cykelturen med kammeraterne. Dermed udviskes grænserne mellem gamle traditioner og stoiske levemåder, det etiske og stoiske sættes på prøve ved materialiseringen af cykelkulturen og kulturen ændres stille og roligt. På cykelcafeerne tales der umådelig meget om cykler, hjul, dæk, geargrupper, optimering og priser. Træningen er i mindre grad et samtaleemne, for det er komplekst, svært, hårdt og kan ikke opgøres på samme måde i penge, med mindre en nyanskaffet wattmåler kan bruges som målestok for nye præstationer, som watt/kg og sjældent kr/watt. Vi er alle født lige, er ofte konstateret, men faktum er vel, at vi alle er født forskellige og træningen, kosten, indsatsen det kræver, den stoiske holdning til det lange seje træk, udviskes og det er penge som gør os lige, ikke i absolut målestok, men når der måles på cykelkulturen. Strava er umådelig populær men reelt endnu en instrumentalisering af cykelkulturen, hvor KOMs på alle mulige strækninger florerer som pesten i gjorde det i middelalderen. Hvad faen skal vi med det? Cykling handler om hyggen, eller om at vinde hvis man kører væddeløb, og kører man væddeløb, er det da fuldstændigt ligegyldigt, om man har en KOM på Klampenborg bakken eller på Cykelslangen i København. Kan man ikke sidde i felt, læse cykelløbet, styre sin cykel, vide hvornår der skal bruges kræfter og hvornår et udbrud skal køres, er det fuldstændigt ligegyldigt med KOMs, wattmålere, pulsure og fanden og hans pumpestok.

Vi indlogerede os to dage på det bedste hotel vi kunne finde i Valloire. Der var ikke så meget ledigt, da det er off season i slutningen af juni, men hotellet var aldeles godt til prisen, med en stor morgen buffet, sikker cykelopbevaring og central beliggenhed. Cyklerne blev samlet og lycraen rullet på corpus, første tur op mod Galibier var igang. Lidt ude af Valloire rammes første stejle rampe og pulsen steg mens farten faldt, rytmen skulle findes og tankerne ledes væk.

Vejen mod Galibier er indbegrebet af Tour stemning og grafittien på vejen får filmen til at snurre i hukommelsen. Indurain, Virenque, Pantani og Zabel, er blandt legenderne, mens nye navne som Bardet, Barguil, Sagan og Aru stadig lurer i legendernes hjul. Bliver de nogensinde til noget stort i Touren? Efter ca. 8 km nås bunden af dalen, med den lille bro, der hvor Chiappucci, i den prikkede, satte sit bjergangreb ind, til alles overraskelse, og stigningen mod Galibier for alvor begynder. 9 km med jævne procenter, serpentinersving og flotte udsigter. Længere oppe stopper jeg og fotograferer mindesmærket over Pantani. Var han måske den største vi har haft, blev han et offer for tiden og den italienske mafias spil, eller er det bare italienernes evne til, at ophøje deres afdøde cykelryttere til guder, der spiller mig et puds? Dokumentaren om hans liv og død vejes for og imod og på cyklen igen beslutter jeg, at han overgås af både Coppi og Anquetil, jeg er ikke blevet klogere?

Træerne er forlængst væk og nu er der kun buske og krat tilbage, små pletter af sne tidligt på den nordvendte stigning, som tegn på en snerig vinter og et varsel om mere sne i passet. Sneen smelter og smeltevandet løber pletvis udover vejen og jeg fortæller mig selv, at det kan være lumskt på nedkørslen på sydsiden i starten. Ofte er der masser af sne på nordsiden og intet på sydsiden, vi får se imorgen. En kilometer fra toppen deler vejen sig i to, til venstre mod passet og masser af snedriver, til højre mod tunellen, som vi aldrig kører på cykel. Den sidste km til passet er den stejleste, og flotteste. Udsigten tilbage i dalen kan nydes i 180graders vinkel og telefonkameraet bruges flittigt. Passet nås på ca. en time og tredive minutter, i et ok tempo og med fin rytme. Der er overraskende varmt og næsten ingen vind og idag skal vi bare ned til Valloire igen og holder kun en kort pause for at nyde udsigten, evaluere kort og iklæde os regnjakken.

 

Min Colnago C59 er efterhånden fem år gammel og jeg konstaterer, at den stadig er helt fantastisk på bjerget. Med Campa Super Record, Neutron hjul og 50/34, kombineret med 11/25 kassette, passer alt perfekt. Gearingen nok lidt høj for de fleste, som bruger 11/28 eller 11/30 kassette, men jeg kan lide at træde tungt og sikre farten holdes. Dækkene er de nye fra Pirelli, P Zero Velo 25mm, med tynde lette butylslanger fra Michelin, et godt let klatre set up, som også giver godt greb på nedkørslerne og komfort over de 180 km der venter os.

Alt for ofte tænker jeg på at købe ny racercykel, men hver gang jeg sætter mig op på min Colnago siger jeg til mig selv, at det er unødvendigt. Men tankerne om en ny cykel forfølger mig og er umulige at slippe af med. Jeg ser vennernes nye aerocykler, bjergcykler og langdistancecykler og vi sidder ofte på cykelcafeen, drikker vores kaffe og snakker om cykler. Senest er gravelcykler begyndt at forfølge mig i tankerne og prøveture på dem gør dem ikke lettere, at slippe af med tankerne. Indtil nu har jeg vundet kampen mod tankerne, men de plager mig og jeg frygter der pludselig står endnu en flot racer i garagen, den med bremseskiver, 40mm carbonhjul og Shimano Ultegra Di2 gruppe. Hvilken skal det være? Factor, Canyon, Giant, Specialized, Trek, er alle mærker, der i min bevidsthed er historieløse og med fokus på funktionalitet fremfor estetik. Colnago, Bianchi, De Rosa, Pinarello, Look, er derimod mærker der forbinder mig historisk med cyklingen, de store bedrifter, de store tours, monumenterne og enestående præstationer. Det er estetikken kombineret med det funktionelle der sejrer, med mindre prisen er urimelig høj. Jeg slås med de tanker og kombinerer dem på værste vis med penge, men min gamle Colnago redder mig igen og igen. Jeg fortæller mig selv, at min stoiske holdning er stærk, den holdning som også får mig ud på træningsturen i al slags vejr, året rundt. Så længe det er i godt selskab, betyder vejret intet.

Nedkørslen begyndes forsigtigt, der er pletvis vand på kørebanen og kroppen skal finde sig tilrette i balance, sving og nedbremsning. Første sving understyrer jeg, næste sidder bedre og snart har rytmen indfundet sig og vandet er væk fra vejen. Solen skinner fra en skyfri himmel og mine cykelbriller sørger for klart og kontrastfrit udsyn, nedkørslen kan nydes fult ud og sikkert. Krop og cykel forenes i bløde, præcise og hurtige sving, snart er vi igen i Valloire til en kaffe på cafeen.

 

Der møder vi to hollændere med de fedeste cykler og tankerne blæser rundt i hovedet på mig igen. En toplækker Festka, med speciallakering, Campa Record EPS gruppe, wattmåler og Lightweight Meilenstein hjul – han må have brugt 100.000 dask på den låge? Det spørger vi ikke om, det er helt galt i sammenslutningen af Rapha frelste cykelryttere. Hans Rapha bibs hænger løst om lårkanten, hvad er gået galt i det perfekte look? Ok hvis han har smidt 10 kg, men så køb da nogle nye. Vi får alle fire en kaffe og croissant og snakken falder gradvis på andet end det materielle og hyggen breder sig. Vi sidder længe, nyder øjeblikket og den lave sol, selvom vi synes det er pinligt med løse bibs.

Granfondoer er præget af hollændere og belgiere, som drager i hopetal til Frankrig og Italien for, at deltage og vinde. De stiller med Granfondo teams der kører for deres kaptajn, der støttes af egne depoter og flaskelangere og står helt forrest i startboksen. Vi ser dem én gang, så er de væk op ad bjerget. Der er også masser af italienere og franskmænd, men hollænderne og belgierne er markant anderledes, på godt og på ondt. De spreder godt humør og stemning, leverer masser af ryttere til de store events og er stærkt bidragende til, at vi kan finde så mange spændende Granfondoer at køre. Men teams i Granfondos, Cyclosportives som franskmændene og belgierne også kalder løbene, bliver en tand for meget til min smag.

 

Col de Galibier nås på en time og tredive igen dagen efter og den ujævne og urytmiske 8 km nedkørsel på sydsiden, til Col de Lautaret i 2000 moh, er overstået lettere forsiktigt på ca. 10 minutter. Videre ned gennem Serre Chevalier dalen til Les Monetier les Bains, hvor frokosten indtages i gamle og hyggelige omgivelser. Tanken med denne tur var, at få kørt nedkørslen til Lautaret og opkørslen retur til Galibier. Begge dele indgår i Granfondoen og bidrager dermed til, at få stemt cykel og krop til den rigtige rytme.

7:20 triller vi ned til start i Valloire, hvor morgensolen kigger frem på startboksene. Der er ikke tusindvis til start som til La Marmotte, måske 700/800 stk ialt til Granfondoen, Medio Fondoen og den helt korte Grimpeur. Det er faktisk helt rart at stå i et lille felt klar til start. La Marmotte kan virke overvældende og kaotisk, men sine 8000 deltagere.

 

En time og tyve minutter bliver tiden på Galibier, hele 10 minutter fik vi barberet af ved god forberedelse, rytme og kun to pulsslag højere snit. På med jakken og ned mod Briancon, nu skulle vi have det sjovt, med masser af fart, finde et felt ned gennem dalen, hele vejen til Briancon og videre til Guillestre, hvor stigningen op med D´Izoard så småt starter. Det lykkes fint og vi får spist og drukket godt hele vejen. Aftalen var at følges ad til stigningen for alvor sætter ind, op mod D´Izoard. Der var et depot og så kunne vi køre hver for sig, i eget tempo og rytme. En god plan der holdt fint.

En fortryllende udsigt hvor horisonten er bjerge til alle sider, sådan starter opkørslen til D´Izoard. Horisonten bliver langsomt, med trådet og stigningsprocenterne, til ét bjerg, det bjerg der skal besejres. Plateauet med den lille nedkørsel nås, der hvor D´Izoard stigningen bliver ikonisk, unik med dens ørkenlandskab og karakteristiske stensøjler, bjerget bliver til vejen op mod passet, svingene færre, ujævn asfalt mærkes tydeligere gennem dæk og styrbånd, og det hele forenes i vejrtrækning og rytmisk bevægelse. Obelisken på toppen kommer til syne og glæden mærkes i hele kroppen. Toppen er nået.

Dunkene fyldes, jeg napper et par energibarer og vindjakken iføres, nedkørslen mod Briancon er igang. Hurtigt passeres Refuge Napoleon lige under passet, endnu et historisk element, fra dengang Napoleon førte sin hær over Alperne. Route Napoleon er idag en flot lang cykeltur i historiske fodspor og høje bjergpas, klart anbefaleleseværdig. Nedkørslen er uregelmæssig og jeg bruger min GPS til at forudse svingene og positioneringen, når udsigten er begrænset eller svinget er blindt. Jeg tager mig selv i at tænke det er snyd, men idag er det ens for alle og bidrager til øget sikkerhed. Ja selv Tour feltet bruger det middel sammen med sportsdirektørens konstante kommentering på vejen, svingene, tidsforskelle, anbefalet watt til toppen etc. Rytterenes selvstændighed er efterhånden reduceret til sekunders manglende dækning i radiosignal. Efter nogle km henter jeg en anden rytter, vi kører sammen langt ned ad bjerget og giver hinanden læ på de flade stykker. Automatikken i samarbejdet er et resultat af træthed og rationalitet, noget som næsten aldrig opleves i starten af en Granfondo, hvor folk er friske og vil det hele alene.

Det er en besynderlig adfærd der opleves oftere i denne tid, hvor den individuelle præstation fremhæves og gruppens utrættelige indsats, udviskes af sociale mediers tragtvirkning, i retning af flest følgere og likes. Etik er det umiddelbare, evnen til at vurdere mellem rigtig og forkert i nuet, uden at rationalisere og argumentere. Det er resultatet af vores dannelse i et demokratisk samfund, hvor fællesskabet i mange år har stået i forreste række, ansvaret for sig selv og ikke mindst fællesskabet, har været grundstenen i vores etiske vurderingeevne, men den grundsten rokkes der gevaldigt ved i disse år. Vi er det lykkeligste folkefærd i verden, netop på grund af vores etik og moral, og derfor skal vi værne om fællesskabet og dyrke det, ikke kun hjemme hos familien, men sammen, bl.a med cykelvennerne når vi ser og læser om cykelkultur og kører Granfondos sammen. Vi vil også høre og se alle de andre i cykelløbet og ikke kun de forreste, de med flest følgere og dem der har de største sponsorater. Landevejscykling er en holdsport og i særdeleshed grand tours, så lad os hylde vandbærerne og lead out teamet. Lad os hylde de frivillige og selv være frivillig i fællesskabet.

Efter planen skulle jeg finde en gruppe at køre med, hele vejen retur fra Briancon til Lautaret. En svagt stigende strækning på ca. 30 km og forventet i modvind. Strækningen skulle også bruges til at drikke og spise, hvilket passede fint med to flasker og to energibarer. Hurtigt indhentede jeg en gruppe på fem, men de må have lagt for hårdt ud på Galibier og måske Izoard, for de kørte meget langsomt. Solo kørte jeg videre og gumlede energi i mig, mens jeg følte godt efter kroppens signaler, det var ikke nu jeg skulle gå sukkerkold, med ca 1300 højdemeter tilbage og ca. 38 km at fordele dem over. Ca. 15 km før Lautaret fandt jeg en ny gruppe, som kom ud af det sidste depot. Det fungerede perfekt, indtil et par unge fyre gassede op og kørte væk. Der sad jeg så med en stor franskmand, som tog nogle monsterføringer. Vi delte modvinden rimelig lige og samarbejdede rigtig godt. Merci beaucoup.

Andy Schleck havde et mislykket forsøg på en Tour de France sejr på netop denne stigning, hvor han kørte solo hele vejen til toppen af Galibier. Cadel Evans sad med bl.a. Voeckler i den gule trøje og satte efter ham og et vildt ridt i minutforskelle satte ind. Schleck sejrede på Galibier, men Cadel vandt samlet Touren.

 

Jeg var tørlagt og måtte stoppe i Lautaret, hvor der ikke var depot, men den sædvanlige vandpost ved creperiet. Ikke flere barer og energidrik, nu skulle maven have ro til at fordøje og dertil er vand bedst. 8 km til toppen og målet, rytmen i trådet og vejrtrækningen blev hurtig fundet, tankerne ledt hen på kropskontrol og af og til skønne udsigter. Opkørslen blev en succes med god fart, gode ben og ikke i nærheden af kramper eller sukkermangel. 180 km og ca. 4500 højdemeter tilbagelagt på 7 timer og 51 minutter, men tiden og placeringen er underordnet, jeg var tilfreds med løbet og min indsats. Arrangørerne havde fundet på en storslået rute, som næsten matcher La Marmotte i hårdhed, men overgår den i skønhed. Kammeratskabet på turen var godt og vi afsluttede dagen med en festmiddag på Valloires bedste pizzaria.

Granfondos i det område taler for sig selv og det er åbenbart for enhver, at det må prøves af mindst en gang i livet. Muligheden findes i La Marmotte, som tusindvis af danskere har kørt, og nu også i Granfondo Galibier. Der er utallige Granfondos i Europa og kom nu ud og få kørt så mange som muligt. Hver Granfondo har sin charme og de med høje bjerge og legendestatus er en type, de mindre og knap så kendte, byder ofte på mere hygge og intimitet, mere cykelløb og fest.

Granfondo Galibier hjemmeside.

Profiler over pas

Den gode forberedelse.