Le Parc National Hautes Fagnes, Malmedy – Belgien

Et 12 timers Gravel Ride i belgiervejr……med Laurens ten Dam og en dansk vinder

af Peter Bidstrup

Prolog – lørdag tidlig morgen d. 9. september 2017

Alle cykelløb ender med en øl – nogle cykelløb ender endda med øl og burger og sidst, men ikke mindst ender alle belgiske cykelløb med belgisk øl og pomfritter.

Jeg har blot cyklet et par hundrede meter, da jeg hører og ser de første punkteringer og cykeldefekter forårsaget af det udfordrende terræn. Vanddunke ligger spredt ud over stien, og i rabatten står fortvivlede ryttere og skifter deres slanger og i et enkelt tilfælde en eger, nærmest inden løbet er kommet rigtigt i gang. Men det skal jeg love for, at det er det så sandelig – og hvilket løb, ja, det vender vi tilbage til.

Jeg er taget til den østbelgiske industriby Malmedy og flækken Ovifat, som ligger så tæt på grænsen til Tyskland, at de lokale også behersker det germanske sprog. Med mig er min gode ven Mark, der er englænder, og vi skal begge for første gang deltage i et gravelløb – nemlig det belgiske Dirty Boar Gravel Ride med undertitlen Let’s get Dirty. Min klubkammerat Lars fra CMO (CykleMotion Odense) havde tilbage i foråret fortalt mig om dette 170 km lange belgiske Gravel Ride, som vi efterfølgende tilmeldte os. Jeg vidste knap nok hvad gravel betød, men fandt efterfølgende ud af, at det betyder grus. Gravel Rides er relativt nyt og kan bedst sammenlignes med crossløb. Kendere vil nok mene, at forskellen er større, men efter løbet vil jeg vende tilbage med en konklusion på dette. På løbsdagen så vi, til vores store glæde, alt lige fra MTB-, cross-, racer-, gravel-, touring-, singlespeed-, city- og sågar en enkelt e-bike.

Løbet indeholder 2.700 højdemeter, underlaget er primært off-road og naturparken Hautes Fagnes (Hohes Venn), som er en del af Eifel-bjergene, ligger i området imellem Liège, Bastogne, Luxemburg, Køln og Aachen. Løbet foregår dermed i både Tyskland og Belgien, og nationalparken er på størrelse med Fyn, så hvis man forestiller sig, at Svanninge Bakker fylder næsten hele Fyn, så har man et billede af en 170 km lang rute primært på grusstier. Hautes Fagnes betyder højmose, og som en af de andre ryttere fortalte, er hele området en 700 meter høj kæmpe stor græstot. Der er så megen nedbør i området, at den er sammenlignelig med en meget stor svamp. Hvert år forsvinder folk, når det bliver tåget og mørkt, og de forvilder sig fra vandrestierne ud i svampen, og bliver suget ned i kviksandet. Desuden er der vildsvin i området – derfor navnet Boar. Skræmmende fortællinger at høre, mens jeg hviler mig over cykelstyret, men jeg er dog glad for, at jeg har en kraftig pandelampe med i rygsækken, hvilket arrangørerne har opfordret os til.

Raceday eller rettere Rideday

Vi ankommer kl. 6.30 en halv time før start. Det er bælgravende mørkt, regnen pisker ned og Mark skruer endnu højere op for musikken i bilen som denne tidlige morgen – for at piske stemningen op – består af Pearl Jam forsangeren Eddie Vedders bagkatalog. Med sit engelske udbryder Mark: ”It’s raining cats and dogs” og vi tænker på, om vi skal udskyde starten, indtil regnen er ophørt. Det stilner dog lidt af, og da vi lister os ud i mørket, hører vi en walisisk Rider udbryde: ”This is like back home in Wales. It doesn’t rain, it pours!” Ydermere er det så koldt, at jeg for første gang siden foråret er iklædt vinteroutfittet, som nærmest kom med ved en tilfældighed. Tankerne om de obligatoriske belgiske øl og fritter synes lige pludselig meget, meget langt væk!

Omkring 350 Ridere dukker i det spæde morgengry frem fra deres kassebiler mm. til jomfruudgaven af The Dirty Boar Gravel Ride. Der er en god stemning, og der hilses med nik og løftede hænder. I skisportscafeteriet tylles der kaffe, og selvom vi befinder os i det fransktalende Wallonien, er det flamsk, der tales her. Flamlændere og hollændere fylder luften med dette specielle sprog, som på smukkeste vis er et bevis på, at vi befinder os i cykelmekka.

Klokken er nu tæt på afgang, og vi triller ud i den stille, men lidt irriterende regn. Vi skulle bare vide, hvad der venter på os forude i form af mange langvarige byger. Begrebet belgiervejr stammer for de fleste cykeldanskeres vedkommende nok fra Flandern Rundt, hvor billeder af ryttere med mudfaces fremtoner på nethinden. Det er lige præcis, det vi forestiller os – ikke at vi ønsker os det – men alligevel, man tager sgu’ da ikke helt til Belgien for at promenere, så måske er belgiervejret en stille drøm fra vores side. Let’s get Dirty!

Arrangørerne ønsker os et godt løb og fortæller, at vi skal huske, at tage hensyn til hinanden, samt at det IKKE er et racerløb, men blot et Ride dvs. en hyggelig cykeltur. Sidst, men ikke mindst skal vi også vise respekt over for naturen. Dette får naturen nok brug for. De sidste mange dage har det regnet pænt, og flere steder er stierne blevet omdannet til skarpe udfordringer med små ”floder eller kanaler”, på samme måde som når man cykler på en vej med sporvognskinner. Et enkelt cut-off point efter 135 km skal vi nå at passere inden 16.30.

Så er vi i gang
Netop som tusmørket løsner sit greb, skydes starten af fra toppen af slæbeliften ved skisportsstedet Ovifat. Ruten går dog ikke ned af den sorte løjpe, men i stedet af en blårød skovsti. Regnen har blotlagt alle sten og som en naturlig ingrediens i et belgisk gravelløb, venter de som glubske piratfisk på at tage imod rytternes morgensløve dæk, medførende punkteringer til stor ærgrelse for de ramte. Selv cykler jeg på en 20 år gammel ombygget havelåge model: Koga Miyata Randonneur med dækbredde i størrelse 33. Stål og V-bremser – en snert af retro, men alligevel ikke prangende sammenlignet med de andres, men den gør det overraskende godt. Mark tæsker derudaf på hans MTB og lægger sig nemt foran mig på den udfordrende nedkørsel i starten.

Cyklens rystelser forplanter sig i kroppen på mig, og jeg konkluderer allerede på dette tidlige tidspunkt, at det bliver en temmelig lang dag i laboratoriet, helt sikkert med overarbejde! Men jeg er fortrøstningsfuld. Formen er fin, ingen skader (jeg har holdt mig langt væk fra løbetræning i flere måneder) og i august cyklede jeg 180 km enkeltstart som opvarmning til Dirty Boar på almindelig flad kedelig dansk asfalt. (Havde også planlagt, at deltage i Hansens Cykelløb i Jægerspris, som er det eneste større danske Gravel Ride, men jeg må have min debut i dette fortræffelige løb til gode). Cykelcomputeren viser dog – som forventet – at gennemsnitshastigheden er ca. det halve i forhold til for 3 uger siden, så jeg indstiller mig på, at det kommer til at vare lidt over 12 timer. Puha!

Efter blot 5 km går der nærmest panik i mig. Min gps er inden for de sidste 5-10 minutter faldet ud af holderen på styret. Dermed er det nærmest umuligt at gennemføre løbet. Ruten er blot sparsomt skiltet, og alle deltagere er blevet opfordret til at benytte det tilsendte gpx-track via egen gps. Måske skulle jeg bare gøre ligesom Mark, tænker jeg. Dvs. cykle uden gps og følge skiltningen, men det er en tanke der forsvinder på et splitsekund. Som orienteringsløber er det en ikke-defineret mulighed. Jeg vender derfor om, og mens Mark forsvinder ud i horisonten, cykler jeg med skønne spildte kræfter tilbage op ad skibakken, imens de modcyklende kigger undrende, men alligevel overbærende på mig. Heldigvis finder jeg den i løbet af 5 minutter og spænder den fast med 2 strips, som jeg finder frem fra min minimalistiske rygsæk.

En duft af Tour de France

Der er ryttere i alle munderinger dvs. klubtøj, protour-trikoter, løbstrøjer mm. Lige da starten er gået, runder vi parkeringspladsen, hvor der står 3 forsinkede ryttere i trikoter fra protourholdet Team Sunweb, kendt fra bl.a. Tour de France, hvorefter jeg tænkte – mens jeg cyklede i min CMO-trøje – at de nok er klubløse, og har fået en billig trøje på en ferie med Sunweb (som er et rejsebureau).

Jeg skulle dog blive klogere. Først langt senere i løbet blev jeg oplyst om, at den ene var Laurens ten Dam (som blev nr. 9 i TdF i 2014). De overhalede mig relativt hurtigt med et venligt ”Hey”, men havde også defekter, hvilket betød at jeg hilste på dem nogle gange uden at vide, hvem de i virkeligheden var. Lidt stjernestøv blev der dermed drysset ud over løbet.
Pludselig bimler min mobiltelefon i rygsækken, og jeg stopper omgående for at se, om det er en sms fra Mark, der skulle være ramt af en evt. defekt. Heldigvis er det ikke ham, men i stedet fra det nationale tyske teleselskab, der byder mig velkommen til Tyskland: Guten Heute, Leute!

Der er 3 depoter undervejs. Efter 55 km uddeles de sædvanlige bananer og energidrikke, men også overraskelser i form af belgiske vafler og håndsmurte nutella- og pølsemadder. Nærmest en åbenbaring!

Himlen tømmer sine vanddepoter

Let’s get Dirty er vi blevet for længst, og nu mener vejrguderne, at vi skal belønnes for dette i form af en gigantisk afvaskning. Den første større byge ud af en hel perlerække af vanddonationer fra himlens sluser møder vi her ved første depot. De kæmper efterfølgende alle imponerende for at overgå hinanden i vandmængder, og paradoksalt nok er det egentlig utroligt så mange smil man møder, men belgierne er vel vant til belgiervejr!

Her ved det første pitstop havde jeg håbet på at gense Mark, men en lille defekt kort før depotet, hvor bremserne skulle finjusteres umuliggjorde dette. Vi havde dog hjemmefra installeret app’en Life360 på vores mobiler, (en slags forældrekontrol). Dermed kan vi følge og evt. finde hinanden, hvis vi skulle blive ramt af en større defekt. Jeg kan se, at han er inden for rækkevidde, men jeg når ham først efter 90 km. Lidt bekymrende er vi begge trætte og udkørte og med 80 km tilbage og blot 500 højdemeter på kontoen, er risikoen for en faretruende DNF inden for forfærdelig rækkevidde. Dog kommer kræfterne tilbage, efter jeg cykler de efterfølgende 20 km, i noget af det langsomste tempo jeg længe har præsteret. Jeg møder dog andre ligesindede, som også har lagt for hårdt ud og vi har alle svært ved at se det morsomme i, at der er mere end 2.000 højdemeter tilbage i offroad terræn tilsat en god portion regn. Jeg begynder at aktivere den indre regnemaskine for at se, om jeg kan nå helt ned til cut-off pointet efter 135 km senest kl. 16.30. Men kort efter forsvinder de dystre tanker om en DNF, da naturen byder velkommen til drømmeland. Landskabet er smukt og varieret og byder bl.a. på højmoseslette, spektakulære slugtscenarier, mere end 20 % murstejle skovstier og uendeligt lange passager med birke- og fyrretræer, som får mig til at tænke på de svenske skove.

Genvej? – aldrig i livet!

Ved 110 km depotet er håbet lysegrønt. Jeg er i en grupetto sammen med flere andre og tænker, at vi tager et relativt kort stop for derefter at have god tid til de sidste 25 km hen til cut-off, men her møder jeg en overraskende afslappet holdning til det at gennemføre eller ej, som det åbenbart er tilfældet her. Flere af dem har allerede besluttet at skyde genvej, og cykler direkte i mål udenom de sidste udfordrende 35 km. ”It’s just a Ride, not a Race, Let’s take it easy and get Dirty!”, som de siger til mig. Hmm, det er måske deres måde at gøre det på, men jeg er sgu’ ikke taget helt til Belgien for at skyde en genvej. Så mens 50 ryttere slår op i banen, beslutter jeg mig for som den sidste Gravel Rider at drøne solo ned til cut-off pointet og ankommer i god tid inden kl. 16.30.

Undervejs får jeg lov til at smage på de mange resterende højdemeter og forskellige underlag såsom jord, grus, mursten, sand, vand og våde halvdefekte træbroer. Efterhånden går det op for mig, hvad et Gravel Ride er: På den ene side cykles der næsten ikke på ¬asfalt, og man møder dermed blot ganske få biler, og på den anden side er det ikke så udfordrende – og farligt – som cross og MTB, idet de tekniske op- og nedkørsler, samt antallet af passager, hvor man skal bære eller løfte cyklen, er minimale. Større uheld er en sjældenhed. Gravel Ride bliver også undertiden kaldt Rouleur Cross, hvilket måske giver bedre mening, men lad os holde os til de britiske ord, hvorfra trenden tilmed også stammer.
I depotet tanker jeg godt op med vafler, nutellamadder og lidt spegedreng. Strækøvelser gør også godt, hvorefter jeg giver mig i kast med de sidste meget smukke 35 km. Det sidste stykke omkring Ovifat er et smalt singletrail langs en flod med høje solnedgangsrøde klipper til begge sider, alt sammen indrammet af en appelsinrød sol – ren Zen! Teknikken bliver kraftigt udfordret, da den vandrige flod flere steder skal passeres, og enkelte steder må jeg give op og tage de tilhørende halve broer til hjælp. Jeg nærmer mig mål og begynder at reflektere over det seneste halve døgn: Det har godt nok været et spektakulært løb, der kommer til at sætte sig på hukommelsen et pænt stykke tid fremover. Vejret, landskabet, stemningen, masser af forskelligt offroad underlag og næsten ingen biler, samt endorfinrusen går op i en højere enhed. Da jeg nærmer mig mål, kan jeg på afstand se, at de er ved at pakke sammen, men der venter mig en overraskelse.

Endelig – heppekor, fritter og finisherbeer

Efter 12 timer i sadlen og som den sidst fuldførende, ankommer jeg fuldstændig uigenkendelig i mål, og med åben mund opdager jeg, at der står et entusiastisk heppekor og synger for mig og overbringer en finisher-beer og belgiske pomfritter. Jeg prøver på flamsk og fransk at udtrykke min sindstilstand, men sproget rækker ikke, derfor udbryder jeg blot: ”I’m as happy as a pig in the shit!”

Vinderen af løbet eller rettere ham der kom først i mål – det er jo ikke et race – gjorde det på ca. 6 timer og 40 minutter, det var i øvrigt den eneste anden deltagende dansker, den tidligere flerfoldige danske MTB-mester Søren Nissen, som til daglig bor i Luxemburg. Laurens ten Dam var afslappede 9 timer om det. Mark var skadet i perioden op til løbet, men mærkede dog ikke noget på selve dagen. Formen var dog ikke optimal, og han lavede sammen med flere andre en shortcut og kom hurtigt i mål efter trods alt, at have præsteret godkendte 160 km på 10 timer.
Efterfølgende sidder vi inde i cafeteriet og taler om løbet. I baren står bryggeren af finisher-øllen og serverer endnu flere øl til os i tilhørende glas: En lækker belgisk triple fra Brasserie la Binchoise på 9 % med det passende og smukke navn: La Redoutable – La bière des Grimpeurs. Navnet og alkoholprocenten er opkaldt efter den berømte stigning Côte de la Redoute fra monumentet Liège – Bastogne – Liège. Alle er meget glade og opløftede, mens vi sidder her og kigger på hinanden – mænd og kvinder – i sandhed et spektakulært syn mere eller mindre alle med masser af mudder i ansigtet.

Vi konkluderer over en større applauderende fællesskål med flere Ridere, at The Dirty Boar Gravel Ride så absolut er en gentagelse værdig. Det har løbet, arrangørerne og de frivillige fortjent. Vi ses i 2018!

Og det er så nu! Udsolgt, tjek detaljer her.

Se en video her!

Epilog

Arrangørerne havde lavet en fotokonkurrence, hvor åbenbart det mest skøre billede ville vinde en High End cykelpumpe fra Lezyne. Som rullende belgofil øltosse med hang til fotografi lå mit bidrag lige til højrebenet. 2 dage før løbet tikkede vinderbeskeden ind, mens jeg lå og vågnede på et hotelværelse uden for Malmedy. Det er ikke hver dag man får en fodpumpe i kalendergave i september til 1.000 kr. Skål og tak for at du havde tålmodighed til at læse helt til vejs ende!

Photo credits til The Dirty Boar Team, LifeCycle, Franziska Wernsing, @talesontyres, De Vettige Swa’s, RitcheyLogic, Mark Lovatt, Djuli Bravenboer, Will on the Beat, @chrstdpstl1969, @nevereverpressrewind, @julienbraeckevelt, @ppnelles, @caughtinthevoid, penpapersteel.