Nordgrus Monument

Klokken var 7:30 søndag morgen og jeg var på vej ud af døren med en vis portion nervøsitet, og en stor portion forventninger. Forventninger til det store skridt jeg havde taget og tilmeldt mig Nordgrus monument.

Tekst og fotos af Martina Lerche. Fotos fra Nordgrus Monument.

Som når jeg stiller til start i et dame B licensløb var maven urolig og nervøsiteten til at mærke. 194 km så langt havde jeg aldrig kørt, det længste var 165 km.

Vinden ser ud til at lægge sig godt til rette i et mildt vestligt leje, og stunder med sol vil veksle med perioder med regn.

Meen vinden havde ikke lagt sig som lovet. Starten gik fra Veloropa kl 0800, nogle var mødt tidligere for at få lidt morgenmad og en kop kaffe.

Man fornemmer spændingen og forventningerne. Et lille eksklusivt løb med kun 100 deltager, ingen chip og ingen afmærkninger. Kun ruten indlagt på din egen Garmin

Vi får udleveret et kort og det første stempel “I”.
Jeg havde aftalt at køre sammen med en af mine gode Cross Buddys, altid rart med en Vingmand hvis jeg skulle gå kold og altid bedre med to til, at finde vej fremfor én.

De første 10 km var med Master Start og da vi når Vestskoven bliver løbet givet frit. Nogle startede over hals og hoved, akkurat som et licensløb, og vi starter på min ynglings monument – grus.
Heldigvis var mit mål fra starten at opleve og nyde, sådan var aftalen.

Hvilken cykel havde jeg så valgt til denne lange tur? Valget faldt på min Canyon Inflite Crosser SLX 9.0, som er helt igennem fantastisk og bare farven får mig til at elske den endnu mere. Den er nem at håndtere, selv på de mest udfordrende passager, og så sidder jeg bare fantastisk på den

Vi lagde roligt ud og mange af de steder vi kørte, havde jeg allerede stiftet bekendtskab med før. Det var en smukt natur og af og til undrer jeg mig over, at jeg ikke bemærker den mere.

“Det er et yndigt land det står med brede bøge”

Det er ikke helt ved siden af og denne smukke morgen, hvor solen tittede frem, var ikke til at tage fejl af.

Vi havde gode ben og det hjalp opad stigningen ved Kroppedal.
Vi krydsede Værebro Å via en træbro og ender i Frederiksværk, hvor vi rullede gennem byen og endte ude ved Arresø, med den smukkeste udsigt over Arresø og Arrenæs Skov, smukkere landskab findes ikke.

Herefter gik turen over Tisvilde Hegn og endnu et udfordrende monument ved Bavnebakken, hvor vi endte ved det nordligste punkt. Jeg glemte helt at se om jeg kunne spotte Kullen på den anden side.

Vi har nu passeret det første depot og fået vores andet stempel “was”, lidt cool med ”I Was”, vi er forsat høje af forventninger og der var ingen synlige tegn på træthed.

Andet depot ramte vi efter Gribskov.

Sporet gennem Danmarks ældste skov er ikke teknisk, men langt og slidsomt. Ja Gribskov er så smuk og på sin vis så ubarmhjertig, med dens stigninger og rå miljø, så det er bare om at nyde og yde på en og samme tid. Med et stempel i sigte kunne vi stolt fremvise ”I WAS HERE” og vejen mod enden af dette fantastiske løb, var ved at være forbi – tænkte jeg. Men bedst som jeg var ved godt mod, ramte trætheden mig en smule og benene begyndte også at kunne mærkes.

Efter skoven ventede der os Nødebo med den idylliske udsigt over Esrum Sø, der kan tage pusten fra enhver, og jeg er glad for at vi nu var i gang med løbets sidste 50 kilometer.

Som jeg altid har sagt til mig selv, de sidste 25% sidder oppe i hovedet og hvis du ikke tror på det, kommer du ikke igennem.

Hvor mange gange har jeg ikke set folk stoppe ved en maraton, når der bare manglet 5 km. Du møder den berømte mur og det havde jeg i alt fald ikke i sinde i dag, så jeg forsatte på min fantastiske cykel, som bare gav mig den gode komfort jeg havde brug for, til et løb af denne kaliber.

Vi når i mål 8 timer 12 minutter og 46 sekunder, med det sidste stempel og glæden ved at læse: