Interview med Kim Petersen: Refleksion over dansk cross og VM på hjemmebane

Skrevet af Magnus Grønset. Billeder af Martin Paldan, Kim Petersen og Joachim Parbo.

Efter et VM i cyklecross på hjemmebane i Bogense, har jeg haft fat på landstræner Kim Petersen for at snakke lidt om dansk cross generelt og reflektere over det netop overståede VM. Kim har jeg kendt siden 2012 og jeg synes han er en pisse fed fyr, så interviewet ligger nok lidt mere i den bløde “feel good” ende alla Aftenshowet og Go’ Aften Morgen end i en Line Baun Danielsen vs Bjarne Riis atmosfære. Ikke desto mindre, så får vi både rundet Kim’s fortid inden for cykling på elite niveau, VM i Bogense og dansk cyklecross’ fremtid.

Kim’s Blå Bog

38 år gammel, opvokset i Kalundborg og nu bosiddende ved Svendborg
Kandidat i Idræt & Sundhed med idrætspsykologisk speciale i talentudviklingsmiljø i cykelsport
Afslutter juni 2019 masteruddannelse i organisationspsykologi (MPO)
Fra år 2007-2018 højskole- og gymnasieunderviser på Skolerne i Oure
Dansk Mester i cyklecross år 2002, ’04 og ’05
Deltaget på fem forskellige landshold: Cyklecross, MTB, Triatlon, Svømning og Undervands-Rugby

Nå Kim, vil du fortælle lidt om dig selv og hvorfor du startede med at cykle?

Jeg startede i 1991 i Kalundborg Cykle Club (KCC). Årsagen til at jeg startede med at cykle var at en kammerat var begyndt at cykle i klubben, og så var jeg fascineret af hvor anderledes racercyklen var, i forhold til de cykler jeg havde prøvet før. Miljøet i KCC var på det tidspunkt et meget interessant cykelmiljø at blive opdraget i, da der var masser af viden, mange ryttere og hård fællestræning målrettet konkurrence. Jeg var reelt først den bedste til træningerne i klubben, det år jeg vandt DM i cyklecross første gang, hvilket var i 2002. Man skulle altid være parat, når man kom til klubtræningen!

Jeg har dyrket ret mange idrætter før og under puberteten. Da jeg var 15 år var jeg cykelrytter og konkurrencesvømmer og jeg kan huske at jeg havde et mål om at være dansk mester i både cykling og svømning, på samme tid – og det nåede jeg i 1996. Jeg startede ud med at køre landevej om sommeren og så cyklecross om vinteren. Derefter havde jeg så et par sæsoner med fokus på MTB om sommeren for så igen at vende tilbage til vejen. Alle sæsoner havde jeg dog fokus på cross om vinteren.

Hvilken cykel var din første cykel?

Min første personlige konkurrencecykel var en crosscykel med custom-lavet stålramme fra Bokmand Cykler i Gørlev. Rammen var lavet efter mine kropsmål – og det var ret vildt på det tidspunkt. Den havde en Shimano 105-geargruppe på. Jeg var elleve år gammel, da jeg fik den, og jeg kan huske at den kostede over 5000kr, hvilket var virkelig meget ud fra mine forældres perspektiv, så der røg en stor del af børneopsparingen med i den.

Hvad var det der tændte dig ved cross?

I første omgang var det ikke sådan reelt at jeg blev tændt af det – det var bare det man kørte i Kalundborg, og så blev min første cykel en cross-cykel, da jeg så kunne kører cross på den om vinteren, og om sommeren blot skifte til landevejsdæk. Jeg var som landevejsrytter ret god på enkeltstart og gadeløb, og på en eller anden måde fungerede jeg rigtig godt med det fysiologiske arbejdskrav i cross, selvom jeg så måtte arbejde på at omsætte min fysik via teknisk farttræning for at blive rigtigt hurtig.

Inden jeg sådan rigtigt selv valgte at fokusere på cross’en, så var jeg med i udlandet og køre et par gange – det var som førsteårs U17’er – og her fandt jeg troen på at jeg kunne noget internationalt, da det gik rigtig godt. Jeg blev i hvert fald vildt motiveret og begyndte at lærer af mig selv og gøre min udvikling mere og mere nuanceret. Jeg blev ved en world cup i Luxemburg i 1998 nr. 4 i U19, at her fik jeg troen på at kunne nå et VM-podie. Det lykkedes dog slet ikke i U19, så jeg forfulgte det træningsmæssigt og mentalt hele vejen igennem U23, hvor det måske også var lykkedes, hvis ikke et styrt og en manglende udtagelse fra DCU havde sat en stopper for det.

Hvad er det så der tænder dig ved undervands-rugby, det er jo, set udefra, væsentligt anderledes end cykling.

Ha-ha, ja jeg dyrker undervandsrugby på højeste plan, og det er faktisk min sidste ”egen” sport, som jeg træner for selv at performe. Jeg har spillet UV-rugby siden jeg var syv år gammel, så det er faktisk i 31 år nu. Det var først ret sent at jeg begyndte at træne det mere målrettet, ja faktisk var det først efter at jeg flyttede til Odense for at studere. Der kom jeg ind i UV-rugby-klubben Tudserne, og vi har nået at blive danske mestre et par gange. Det der tænder mig er, at det er en slags fysisk og intellektuel 3D-skak, hvor du skal tænke, observere og flytte dig rundt alt efter hvordan modstandere og medspillere bevæger sig – og det går altså stærkt på elite-plan, men det er også vildt sjovt og hårdt. De meget anaerobe intervaller jeg alligevel kørte i forbindelse med cross og MTB virkede også som ret god træning, til at have luft i UV-rugby, og ud over et spil-intellekt, så er min force at jeg har har “meget luft” og dermed længere tid under vandet. Jeg er faktisk engang blevet omtalt som UV-rugbyens Cristiano Ronaldo af en kvindelig tysk kommentator.

Hvornår kørte du dit første internationale cykelløb?

Jeg tror nok at mit første løb i udlandet var et U17-løb i Tyskland. Jeg syntes at det var vildt stort og jeg lærte vildt meget af det. Det var både enormt hårdt men også livsbekræftende at bruge al tid og ressourcer på at kæmpe internationalt.

Hvem har du lært mest af, eller med, i løbet af dine første år som rytter på den internationale scene?

Jeg har lært rigtig meget af at køre med Henrik Djernis. Meget af den tavse viden der er i at kunne træningshåndværket og løbende evaluere på præstationer og træning, det skyldes min opmærksomhed på at træne med Henrik og også forsøge at tilpasse træning til mig selv. I forhold til konkurrenceudvikling, så kørte jeg meget med og mod Tommy Nielsen. Tommy pressede mig til at blive bedre og gjorde mig også indirekte opmærksom på hvor afgørende for en rytters udvikling det er, at der er konkurrenter på samme niveau omkring ham/hende.

Har du en god historie fra din internationale karriere du vil dele?

Jeg har mange! Vi var engang en gruppe af internationalt-satsende ryttere afsted i en uge og kørte fire løb af høj kategori. Det betød bl.a. at vi i et løb i Luxemburg skulle køre mod den daværende verdensmester Mario de Clerc, og ud fra mit perspektiv var vi på forhånd ikke i nærheden af hans niveau. Med til historien hører at vi virkelig havde medbragt en god form og havde trænet godt over flere sæsoner. Så da løbet startede galdt det om at komme frem, og rykker godt op igennem feltet og komme op til fronten. Her kommer der så en åbning og jeg ender med at køre de første par omgange kun sammen med Mario – som dog sætter mig efter 20 min. Herefter bliver jeg hentet af en gruppe af andre ryttere og ender med at blive nr. 7 eller 8. De øvrige danskere klarede sig også virkelig godt, og der var en tidligere professionel toprytter, som efter løbet kom hen til os og sagde at ”I er da virkelig stærke i Danmark i øjeblikket”. Jeg husker dels historien fra omgangene med verdensmesteren, men også fordi at vi var en gruppe af ryttere, som selv skabte vores muligheder uden større hjælp udefra.

Hvad fik dig til at stoppe med cykling på højt niveau?

Der var flere årsager, men den primære kom da jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle gå til anatomi-eksamen på idrætsstudiet eller jeg tage til Tyskland og skrive under på en prof-kontrakt – det var samme dag og jeg kunne derfor ikke begge dele. Jeg havde fem dage at betænke mig i, og jeg fik ikke læst en skid anatomi for at sige det lige ud. Jeg var virkelig i tvivl og endte med ikke at gøre nogen af delene. Jeg erkendte nok at jeg var på vej i en anden retning med mit liv, og det var som om at jeg fra det øjeblik af blev langsommere på cyklen. Min sport var ikke længere 1., 2., og 3. prioritet i mit liv, og set i bakspejlet var det nok det sociale liv på studiet, som jeg ikke ville undvære ved at skulle droppe ud eller holde orlov. For som kontrakten var sat sammen, var det ikke muligt både at studerer og også være prof. cykelrytter.

Har du nogle sejre eller præstationer der stikker ud blandt de andre?

Da jeg vandt DM i cyklecross i 2004 havde jeg nok mit bedste løb nogensinde. DM var specielt fordi jeg havde et hårdt år i 2003 og også startede studie i Odense det år. Jeg kan huske at jeg var ret frustreret efter det første løb i cross-sæsonen. Så satte jeg mig ned og brugte al min daværende viden til at lave min egen detaljerede sæsonplan med løb, træning, opmærksomhedspunkter mv. Planen var ca. tre måneder lang, og jeg holdt den fuldstændigt og toppede præcis ved DM. Det var øvrigt noget af det vådeste og mest udfordrende løb jeg nogensinde har kørt.

Kan du opnå samme ræs-mentalitet som landstræner?

Nej, ikke rigtigt. Min oplevelse som rytter var af klar større forløsning og nok mening, når tingene lykkedes, og det har ikke kunne konverteres helt til trænergerningen. Nu er det ikke fordi trænergerningen ikke giver mening, men det er mere det dybeste følelsesmæssige niveau, som ikke bliver berørt helt på samme måde. Som rytter skulle al min træning, dedikation, afsavn mv. retfærdiggøres via et eller flere resultater, og det var en følelsesmæssig fest, når det lykkedes. Det har været tæt på, men ikke det samme med træner-rollen.

Hvad tror du der skal til for at DK kan tage skridtet op blandt der helt store cross-nationer?

Vi skal lige slå fast at de store cross-nationer er Holland og Belgien. I deres dominans blegner alle andre reelt, eller næsten, for England er kommet med blandt U19 og U23-herre.

For at komme helt derop, så skal vi først og fremmest have flere lokale cross-miljøer. Man kunne forestille sig at lægge al ansvar over på tiltag i f.eks. DCU, men reelt kan lokale tiltag komme til at betyde meget mere i forhold til talentudvikling end mange går og tror. Herefter, så skal vi bruge en hel del større sum penge på at få ryttere ud til internationale løb. Dette er for at kunne hente point til at komme frem i startpositioner, og man kan sagtens selv tage til udlandet uden hele tiden at forvente at unionen laver turene.

Hvorfor er MVDP og til dels Wout, bare så meget bedre end alle andre?

Hvis vi bare holder os til MVDP, så er det nok lettest at svare på. Helt grundlæggende, så tror jeg at han har trænet bedst og systematisk i flest år i træk af alle de gode ryttere. Hvis man ser hans VM-sejre tilbage i U19-klassen, så kørte han stort set lig-med hvordan han kører i dag, altså mht. at angribe, turde forsøge sig teknisk og ikke mindst køre så stærkt i svingene, at alle andre har svært ved at være med. Men det med at have trænet målrettet i så mange år i træk med både sommer og vintersæsoner er jeg sikker på er en stor del af forskellen. Det gælder ret sikkert også for Wout.

Kan du se for dig at en dansker kommer op på verdensklasse niveau?

Ja, men det kræver enten at rytteren har nogle særlige evner eller mange ressourcer og økonomi at arbejde med. Jeg kan sagtens forestille mig at vi om kort tid har ryttere tæt på et podie i f.eks. U19 eller U23, for jeg er overbevist om at rytterne har talentet til det, men det kræver en god startplacering, og lige pt. har vi ikke økonomien til at flytte rytterne ud til alle de nødvendige UCI-løb. Jeg vil mene at man kan dele ansvaret for dette op i to halvdele – det som unionen hjælper med og det som rytteren selv får skaffet mulighed for. Her kan teams og klubmiljøer komme ind, og såfremt et team eller klub tager ryttere til udlandet for at øge muligheden for at køre point hjem, så hjælper det virkelig meget. Vi skal også af denne årsag have flere teams og udvikle klubmiljøerne.

Hvordan var det at være landstræner for et dansk landshold til VM på hjemmebane?

Det var hårdt og fedt! Hårdt fordi det var en deltidsstilling, med langt mere end fuldtids omfang og fedt fordi der var opbakning fra nærmest alle i cross-netværket. Jeg havde frivillige og meget kompetente hjælpere hele vejen, og de sidder godt nok ikke som kransekagefigurerne, men de var en stor del af fundamentet i at jeg kunne hjælpe rytterne og få arrangementerne på landsholdet til at gå op. Så var der også det, at rytterne var klar på at blive rykket og løftet til et nyt niveau i så stor stil, som jeg ikke tidligere havde oplevet – det var noget særligt. Jeg formoder at ”100% i træningsintensitet” fik en ny betydning for nogle. Det var i øvrigt enormt berigende at opleve de mange engagerede hjælpere og ruteopsættere fra det fynske cykelnetværk og især de gode folk fra Cykling Odense, som knoklede med at lave en enormt flot VM-rute og opsatte rammerne for arrangementet. Jeg er dem virkelig taknemmelige for det store arbejde de udførte!

Hvordan forberedte I jer fremimod VM?

Vi fulgte en plan… Vi havde en træningslejr i Kalundborg i både december tæt på julen og så i januar op mod VM. På december lejren var det virkelig hård træning, men det var også nødvendigt for at få rytterne til at flytte sig fysiologisk. Det er aldrig nemt eller direkte behageligt at flytte sig på f.eks. kondition eller power, og det tror jeg også flere husker fra lejren. To uger før VM var alle på sidste træningslejr målrettet de fysiologiske arbejdskrav fra VM-ruten, og det var et VM-hold med fuld nærvær og dedikation, som mødte op. På lejren arbejdede vi selvfølgelig hårdt fysisk, men det var også her at vi lavede en mere holistisk forberedelse med fokus på hvad og hvordan den enkelte rytter kunne føle sig klar til VM.

Ved VM var holdet blevet til et ”vi”, og det betød at der var en stor styrke i det sociale og om at man kunne hjælpe hinanden konstruktivt med henblik på at præstere, og det var en virkelig god oplevelse. Forberedelserne var mest at snakke om ruten og underlagets udvikling, og så at vende tilbage til nogle mental-øvelser for at arbejde med den mentale spænding. Lige op til løbene følger rytterne på landsholdet altid et fast program mht. ankomst, opstilling af cykler, opvarmning og afgang til start, så det var mere en rutine end en forberedelse.

Hvordan er det at skulle vælge nogen fra eller til, forud for en rytters, potentielt, eneste mulighed for et VM på hjemmebane?

Det er aldrig rart at skulle sætte linjen mellem inde og ude, og jeg tillod også mig selv at vende VM-holdet en ekstra gang efter den offentlige udmelding. Her begyndte jeg at grave lidt ned i to rytteres løbshistorik og forberedelse lige til DM, for at finde ud af hvorfor de var så stærke dér, men ikke tidligere reelt havde præsteret overraskende. Jeg endte med at lade DM-præstationen tale for dem og gav dem et ”wild-card”, da der var plads på holdet.

Levede de danske ryttere op til din og DCU’s forventninger og målsætninger?

Overordnet ja. Jeg vidste godt at vi ikke kunne hive en kanin op af hatten, for VM-projektet skulle i så fald have varet langt længere tid og inkluderet en helt anden økonomi, men jeg er vildt godt tilfreds med at rytterne kørte helhjertet og med det de havde. Jeg husker det som en hel forløsning, da Joshua (Amos Gudnitz) endelig kommer med helt i frontgruppen i U19-løbet, for Joshua har kørt stærkt i hele sæsonen, men ikke fået det internationale resultat, som beviste hvor hurtig han egentlig er. Jeg synes grundlæggende at vi i den forgangne sæson har set en gruppe af U19-ryttere i verdensklasse i DK, men vi har ikke haft nogen god mulighed for at hjælpe dem frem til en bedre startplacering ved VM’et. Jeg synes eksempelvis at Tobias Lund Andresen viser det ret tydeligt til VM, hvor han kaldes frem som nr. 68 men slutter som nr. 33.

Var der så en dansk præstation der overraskede dig?

Ja, og selvom jeg har nævnt ham tidligere, så var det nærmest hele VM’et værd for mig at se hvor intelligent og fysisk Joshua fik præsteret ved VM. Jeg håbede virkelig at han fik muligheden for at vise sit niveau, og det lykkedes.

Og så lige til sidst, hvordan ser du dansk cyklecross’ fremtid?

Det er jo så det store spørgsmål, og bliver DCU en medspiller, modspiller eller på sidelinjen af en cross-sport, som nationalt stadig vokser og udvikler sig med flere ryttere og frivillige kræfter? Jeg tror at fremtiden byder på danske løb i den stil, som vi har set i år. Jeg kunne godt drømme om to UCI-løb i DK, da jeg mener at dansk cyklecross har potentialet til det, og det vil også løfte de danske ryttere fremad i starten med flere UCI-point på dansk grund. I herre-elite klassen er der et ret stort hul i alder fra f.eks Kenneth Hansen til de øvrige hurtige ryttere, og jeg har en formodning om at det vil ændre sig til, at der er flere elite-ryttere i 20’erne frem for sidst i 30’erne. Talentudvikling tager tid, og de ryttere, som jeg startede med at have på camps for små fem år siden, de er i dag i U19 og U23-klassen. Næste år flytter en enkelt af dem op i herre-elite og næste år et par stykker mere.

Jeg tror at det er nødvendigt at målrette en større indsats for, at hjælpe den stærke unge gruppe af ryttere. Hvordan man så kan hjælpe dem det er endnu usikkert, men som jeg ser det kan private tiltag gå hen og være dem, som flytter mest.

Tak til Kim, vi ønsker ham og dansk cyklecross al held og lykke fremover.