Når jeg deltager i nye cykelløb, og ikke mindst nye typer cykelløb som Hansens, slår det mig ofte – hvor længe mon det koncept holder? Vi ved nu at gravelcykling er blevet enormt populært og det ser ud til Hansens ramte rigtigt med deres gravelløb. Den 17. august 2019 deltog jeg så for tredje gang, af fire mulige, og må bare bukke mig i det våde grus og sige tusind tak. Selv om det er dyrt at deltage, så spiller det 100% fra start til slut og pengene er givet rigtig godt ud.

Tekst af Henrik Jappe, fotos af GripGrab, Martin Paldan mfl.

Hvorfor det fungerer godt er helt sikkert meget individuelt og med 487 tilmeldte, må konceptet favne bredt og formå at gøre mange glade. Mine bedste bud på hvorfor det skal have fem stjerner ud af fem mulige kommer her.

Distancen er lang, men ikke for kort, så det går ikke op i bilkørsel frem og tilbage. Det er simpelthen værd at køre efter. Ruten er meget afvekslende, så det hårde kommer på passende tidspunkter og så man sammen kan trille på de lidt kedelige og uundgåelige asfaltstykker. Vil du køre race er det fuldt muligt, men løbet lægger mest op til at køre i grupper, hygge i is-depoterne og ikke mindst holde en lille fest i målzonen. Ruten fører dig igennem noget af det smukkeste Nordsjælland og så er løbet Instagram-able.

Ruten bliver lavet lidt om hvert år og så bliver der lagt ca. 5 km på distancen. Vi startede med ca. 125-130 km og i år kørte vi så 140 km og en masse højdemeter. Dermed bliver løbet ikke et déjà vue, men alligevel en klassikker med lækre gensyn. Der er indbyggede traditioner som vi alle kan lide, herunder Hansens flødeis i depoterne, samt det obligatoriske STOP-depot, hvor alle skal – STOPPE – i mindst fem minutter, spise lidt varm pasta, hygge med en is og så trille videre sammen.

Mange vælger en længere pause, samle kræfter og så give den max gas på den sidste halvdel. Det er med til at øge spændingen for dem som kører race, idet den samlede tid, minus STOP-depot-tiden, giver køretiden til resultatet. Så kører man i et godt “tog”, så kan tiden minimeres via et lang hvil, hvorefter toget samles og kører videre for fuld gas. Men, hov, stop, det er jo primært hygge – eller? Der er noget for alle!

Mette på fotoet herunder udtaler:

Vi gennemførte – det var planen. Nu kan jeg sætte hak ved mit første gravel løb. Det bliver ikke det sidste i hvert fald! Jeg synes det var ret sjovt og en meget flot rute.

I år gik starten fra Hansens Is hovedleverandør af mælk og fløde – Svanholm Gods. Da vejrudsigten var ret dårlig og lovede en masse regn, havde man flyttet starten ned til den store kostald, hvorfra vi kørte ca. 20 km masterstart kl 10. Men allerede fra kl 8 var der nummerudlevering, kaffe og smurte rundstykker med god ost. Kombinationen med kostalden gav lige samgsoplevelsen den ekstra pikante vinkel og dirren i næsen, som skabte tvivl om årsagen. En fantastisk start på dagen, i hyggelige lag med gamle venner og med en større uorganiseret cykeludstilling, hvor alle var villige til at fortælle om deres set up på dæk, dæktryk, gear, tøj osv.

Med trætte ben og tunnelsyn, jagtede de deres egne skygger

Det er imponerende når 487 ryttere triller ud af en kostald med master-motorcykler i front, samt mælkebilen helt oppe foran. Det skaber sgu en del opmærksomhed og især da de fleste af os allerede blev fedtet godt ind i fjæset, allerede inden kostalden var forladt. Ja ja det er vel en del af konceptet og bør være en værdig konkurrent til Copenhagen Pride Festivallen også i 2020. Optog er vel optog?

Efter 20 km “stop-and-go” kørsel blev løbet givet frit det sædvanlig sted ved Buresø og den vilde grusjagt gik gennem skoven i ca. 4-5 km, før bunden af Buresø blev nået. Allerede der var feltet godt splittet op – racere og hyggere delt som henholdsvis målsøgende missiler og naturoplevere. Jeg befandt mig vist i tredje gruppe, det gik pænt stærkt og ledte mine tanker hen på de sidste 20km og disponering. Skulle jeg være racer eller naturoplever?

Depot nr. 2 ved 73 km blev nået i god stil og med relativt friske ben, samt ikke mindst en god gruppe ryttere og venner at køre med. Vi blev enige om en kort pause, da det var vådt og koldt, men alligevel spiste vi en god is. Starten efter depotet er benhård, da Multebjerg skal forceres. Det ser let nok ud på grafikken, men opstigningen er ikke reel og går i bølger op og ned, så det er stejlt og visse steder teknisk svært at få cyklen med op over sten og rødder. Vi klarede den og holdt okay sammen til den næste stigning – Fruenbjerg.

Ideen i mit hoved var at holde os samlet, så vi kunne køre i en god gruppe efter Fruenbjerg, hvor det “flader” ud og fordelen ved gruppen bliver stor.

Efter Fruenbjerg blev vi efterhånden færrer og færrer og jeg må nok tage skylden, da tempoet blev højt. Men det gik jo godt og tankerne om de sidste 20 km til mål var væk – det skulle vise sig at være dumt. Ved ca. 110 km sad vi tre tilbage og to skrappe stigninger var forude. Efter dem var vi splittet ad og soloisterne kørte alene mod målet – der manglede stadig 20 km og køllerne virkede fantastisk. Smukt!

I det sidste depot var der kakaomælk og lidt frugt, samt mulighed for at få fortyndet lidt saft, så ikke den sædvanlige cocktail af salte og elektrolytter i energidrik. Det skulle vise sig af blive dyrt, da min sidste gel og energibar var væk.

Som lyn fra en klar himmel – ja vejret var blevet helt fint – fik jeg krampe lige før Frederikssund broen. 6 km fra målstregen – satans!

Som ved køb af fast ejendom, er der tre vigtige ting som tæller til lange cykelløb. Disponering, disponering og disponering. Jeg havde dummet mig! Manglede både gels, og den rigtig energi, men kunne trille i mål i lave gear og alligevel have gennemført med en form for stil og værdighed.

Der var nogle venner som spurgte hvorfor jeg lå fladt udstrakt i græsrabatten – tosser!

I mål starter festen med burger, fritter, øl, is, milkshake og en masse gode venner at sludre med. Så går tiden hurtig – men godt. Tak for denne gang, vi ses i 2020!