Skrevet af Magnus Grønset, Foto/Video af Magnus Grønset & Emil Baungaard
Megavalanche, hvad er det for en størrelse? Måske du har hørt om det; du har garanteret set videoer fra det. Synet af at se flere hundrede mountainbikere køre ned ad en sneklædt skipist i de høje franske alper, med op til 100 km/t, hvinende bremser og styrt til højre og venstre er i hvert fald ikke noget du bare sådan glemmer. You follow me? Hvis ikke, så læs med her og find ud af hvad Megavalanche er og hvorfor så mange snakker om det med frygt i stemmen. Hvis du godt kender til Mega – som det blandt kendere kaldes – så læs med alligevel og bliv overbevidst om hvorfor du skal stille til start det næste år. #ALARMA!
L’Alpe d’Huez er bedst kendt for to ting: mål by i Le Tour de France, for enden af de legendariske 21 hårnålesving og som et velbesøgt skisportssted med Europas længste sorte skipist; La Sarenne (18 km). En tredjepart er dog ved at klemme sig ind imellem de to. Tilbage i 1995 bestemte George Edwards – en mountainbike pioner der byggede nogle af de første downhill spor i Europa, herunder Fort William, Skotland og Les Gets, Frankrig – sig for at kombinere de to førnævnte kendetegn ved Alpe d’Huez. Cykling med ski; rubber on snow; mountainbikere med udvidede ulykkesforsikringer. Idéen til Megavalanche var at kombinere udholdenheden fra cross-country med teknikken fra downhill – en rigtigt all-mountain udfordring!
Med start i 3300 m.o.h på toppen af Pic Blanc og til lyden af 90’er trance-bandet 666 med sangen Alarma! går Megavalanche ned ad La Sarenne, indtil sneen stopper og bliver erstattet af over 20 km singletrack hen over klippestykker og stejle switch backs ned mod bunden af Alpe d’Huez skiresort. Her stopper legen dog ikke, for efter en kort opkørsel, fortsætter Mega igennem skov hele vejen ned til byen Allemont, der ligger i dalen blandt de høje tinder. 2600 m højdefald bliver det til. Fra sne på toppen af verden og ned til bunden med ondt i alle legemets dele. Det er Mega!
Forventningerne frem mod Megavalanche
Siden jeg stoppede med at cykle XC mountainbike har megavalanche været en drøm. I starten virkede det lidt som en utopi at jeg skulle kunne køre den slags, men efterhånden er mit niveau blevet ret højt – hvis jeg da selv skal sige det, og det skal jeg jo – så da tilmeldingen åbnede tilbage i december sidste år, sad jeg klar på en café i Oslo, med min ven Emil i røret. Dengang var ingen af os helt klar over, hvad det var vi var ved at tilmelde os til, men et par steps inde i tilmeldingen blev det lige pludseligt meget tydeligt, at Mega ikke bare er som andre cykelløb. En lille boks kunne tikkes af, hvis vi ønskede at bruge 4€ pr. dag, på en ekstra forsikring der bla. dækkede hjemtransport i tilfælde af død. BUM! Ingen af os var helt klar over om vores egne rejse/ulykkesforsikringer dækkede det – jeg har endda ekstremsport med i min ulykkesforsikring – så vi trykkede ja tak og krydsede fingre for at det bare ville blive penge ud af vinduet. Det blev det da heldigvis også!
Efter en fælles skitur henover nytår bestemte Emil og jeg os for, at vi hellere måtte købe noget ekstra beskyttelse. Albuebeskyttere og brystskjold blev bestilt og vi var nu dækket ind med både fullface hjelm, knæ-, ryg- og albuebeskytter samt brystskjold. Så kunne megavalanche og alle de andre 1600 tilmeldte bare komme an!
Igennem forårs sæsonen kørte vi to afdelinger af den svenske enduro serie ESS samt en tur til Vallåsen sammen. Jeg selv var yderligere en uge i St. Moritz i Schweiz og en snuptur i Livigno i Italien, så jeg følte at jeg havde fået nogenlunde med udfordringer i løbet af foråret og var klar. Hvis du tænker på hvad det kræver at køre Megavalanche så følg med på siden, hvor vi snart vil komme med en opfølgende artikel om hvordan man gør sig klar til Mega.
Fast forward til vi ankommer til Alpe d’Huez mandag eftermiddag efter en to dages køretur fra DK. Vi fik indlogeret os i vores lejede AirBnb lejlighed, hentet liftkort og sat vores cykler op. Emil på sin 27,5 ” Trek Remedy og jeg på min 29” Canyon Strive CRF 9.0. Derefter stod den ellers på en tidlig godnat, efter en hurtig omgang pasta pesto/ketchup… Jep! Det kører man hurtigt på!
5 hurtige om Megavalanche
- Megavalanche foregår over en hel uge. Mandag-torsdag er der mulighed for at træne på enten kvalifikations ruten eller selve løbs ruten. Derudover er bikeparken åben og det er også muligt at stille til start i et enduroløb og et no-chain downhill løb.
- Det koster ca. 1000 DKK at stille til start og tilmeldingen åbner i december. Der er 2000 startpladser.
- Der er klasser for både kvinder, mænd, børn og e-bike cykler.
- Selvom Megavalanche bliver kaldt for verdens største downhill løb, så kører 99% af alle deltagere på enduro cykler, da der er en del træde stykker på ruten og en opkørsel på nogle hundrede meter. En enduro cykel som en Canyon Strive, som jeg kørte på, er derfor ideel.
- Næsten alle slags mountainbikere er repræsenteret til Megavalanche; måske lige på nær XC gutterne. Men alt fra proffer som Sam Hill og Josh Bryceland til folk (primært brittere) der kører lidt trail en gang om ugen, stiller til start. Alle får til gengæld en oplevelse for livet. Eneste forskel er at det går lidt hurtigere for nogen end for andre.
Mødet med Megavalanche
Først møde med kvalifikations ruten tirsdag formiddag blev ikke en øjenåbner som jeg havde forventet. Jeg følte at jeg kørte hurtigt og havde godt styr på cyklen. Der var ikke rigtigt noget der var sådan VIRKELIGT udfordrende. Godt nok var det klart et step op, måske nærmere ti, i sværhedsgrad i forhold til noget af de vi kører hjemme i DK, eller i Vallåsen – som er den typiske weekendudflugt for MTB’ere i KBH området – men det føltes det ikke som om. Min selvtillid steg derfor mod himlen, og efter et par nordmænd fra Lillehammer (nær Hafjell) havde vist os et par linjer, så fløj jeg afsted, langt hurtigere end jeg havde troet mit niveau var til. Canyon Strive’n kørte som en drøm og efter mine ture i de schweiziske og italienske alper var jeg da også blevet komfortabel med høj hastighed nedad meget stejle og lange spor. Hen på eftermiddagen åbnede skyerne sig og den nederste del af kvalifikationen blev utroligt mudret. Det holdte mig dog ikke tilbage og jeg sluttede dagen af med at kun at overhale folk – jeg er fucking på! – tænkte jeg for mig selv, da Emil og jeg trillede tilbage ned mod Alpe d’Huez.
Onsdag var vores anden dag på bjerget og der var to dage til kvalifikationen fredag. Emil var taget tideligt afsted og var kommet op med liften som en af de første. Jeg selv kom lidt senere afsted og faldt i snak med to brittere i liften; Ryan og Steve. Sammen besluttede vi os for at tage helt op til toppen af gletsjeren, på Pic Blanc, hvor selve løbet starter, og køre hele løbs ruten ned. Det blev til en vanvittig tur! Ryan og Steve var nogle vilde typer, der kørte med hovedet under armen og bandede i hver eneste sætning de sagde. Sjovt var det uden tivl. På toppen af gletsjeren, stod vi alle tre sammen og skulle bruge lidt tid på at sætte os op mentalt, til at køre ned ad La Sarenne skipisten. Der er så sindssygt stejlt! Jeg synes aldrig rigtigt jeg kan fornemme hvor stejl en skipist er når jeg står på ski, men efter at køre nedad en på MTB, så kommer det pludseligt i perspektiv.
Det var som intet andet jeg nogensinde før har prøvet på en cykel! Hverken Ryan, Steve eller jeg havde kontrol over vores cykler. Et par andre vi sad med i liften havde fortalt os at de kørte nedad hele gletsjeren uden at have fødderne på pedalerne, så det blev også vores taktik. Efter at flere hundrede havde kørt ned gennem sneen, var der blevet dannet store riller. De var i hvert fald 20-25 cm dybe og umulige at komme ud af når først vi var kommet ned i dem. Til gengæld var det som at køre på togskinner hvis vi dog kunne holde balancen i dem, og ved at bruge begge fødder som skistave, gik det meget fint. Efterhånden som vi kom længere ned fandt jeg ud af at det stort set ikke gjorde nogen forskel om jeg brugte bagbremsen eller ej, så jeg valgte at spare på min bremseklodser og så ellers bare pege cyklen bedst muligt lige ud og holde fast for livet. Det gik så sindsygt hurtigt når først cyklen fik lov til at køre afsted!
Resten af selve løbsruten var ikke specielt teknisk, i hvert fald en del nemmere end kvalifikations ruten, men til gengæld lang og meget stejl i den sidste halvdel. Nær bunden af løbsruten ved byen Oz mødte vi Ryans ven Anton, der havde kørt et enduroløb man kunne melde sig på. Anton var blevet nr. 3 i sin H40 klasse og kørte rigtigt godt. Han endte også med at kvalificere sig til A-finalen.
Torsdag dedikerede vi til kun at køre kvalifikations ruten, hvilket jeg tror var en rigtigt god idé. Det virkede nemlig til at alle andre havde planlagt at tage op på gletsjeren. Efter et par turer og et styrt havde Emil, Ryan og Steve fået nok og Anton og jeg kørte derfor resten af dagen sammen. Her følte jeg virkelig at jeg løftede mit niveau endnu mere end nogen af de andre dage. Jeg fandt stort set alle de inside lines der var og kørte dem hurtigt, overhalede en masse folk og ramte ellers bare den kvalifikations rute lige i røven! Jeg var overbevist om at jeg ville kvalificere mig til A-finalen, og med en god start plads også! Min selvtillid var enorm for jeg havde aldrig kørt hurtigere. Det skulle dog vise sig at jeg tog fejl.
Fredag morgen stod vi tideligt op, kom op med første lift og cyklede det lange transvers stykke hen til lift nr. to der skulle tage os op til starten. Da vi nåede frem til lift nr. 2 var der en enorm kø. Her stod vi mellem 45-60 minutter og ventede på at det blev vores tur. Spændingsniveauet steg for hvert minut og sommerfuglene i maven var enorme! Vi så to kvalifikations heats starte før os… så blev det vores tur. Både Emil og jeg blev kaldt frem til første række. Her stod vi i 10 minutter mens musikken blev højere og højere og sikkerhedsmeldinger blevet givet. 2 minutter før start blev 666 med Alarma! sat på og mit hjerte pumpede med over 140 slag i minuttet – jeg stod stille!!! Jeg kiggede ud til højre for at holde øje med hvornår den ene af de to, der skulle løfte startsnoren, rejste sig – ligesom i motocross. Starten gik and away we went! Aldrig før havde jeg sprintet nedad en stejl grusvej på samme måde som i det øjeblik. Alle bekymringer, nevøsitet og lignende var væk. Jeg følte mig som en professionel enduro/downhill rytter. En lignende følelse har jeg aldrig tidligere oplevet på en cykel. Desværre skulle oplevelsen kun vare i hvad jeg kan regne mig frem til, var 42 sekunder. Rundt i et skarpt sving på grusvejen fik en rytter ved siden af mig løsnet en sten, der fløj ind i mit forhjul, ødelagde en eger der knækkede på midten og som strøg op igennem mit fælgbånd og ind i luftkammeret. På en gang var al luft i mit fordæk væk og jeg kunne ikke andet end at stå og se på alle de andre 150 ryttere i mit heat forsvinde væk nedad bjerget. Jeg valgte ikke at putte en slange i da jeg ikke turde køre nedad kvalifikationsruten på et forhjul der ikke længere var stærkt og stabilt. Senere på dagen valgte jeg at jeg heller ikke ville stille til start næste dag. Jeg kunne godt, men så skulle jeg leje en udlejnings cykel, hvilket jeg ikke havde lyst til, da de sjældent virker rigtigt godt, og chancen for at jeg skulle erstatte noget til overpris var stor. Mest af alt skyldtes det dog at al min begejstring over hvor godt jeg havde kørt i dagene op til var forsvundet på et øjeblik, og med udsigt til at skulle starte allerbagerst i den dårligste finale, på en udlejningscykel, var for meget i forhold til hvad jeg havde sat næsen op efter. På bagkant fortryder jeg faktisk ikke den beslutning. At køre Mega på en cykel der ikke var min egen, var ikke noget jeg havde lyst til at tage chancen med. Det gjorde Steve til gengæld, men han var også syg i hovedet!
Til at berette om selve Megavalanche løbet kommer her Emil med hans oplevelse:
Megavalanche var en oplevelse i særklasse! For en der aldrig har kørt i Alperne, og hvor det vildeste jeg nogensinde har kørt er DH linjen i Vallåsen, så er jeg bare glad for at jeg er hjemme i live. Allerede første gang jeg kørte kvalifikations sporet, råbte jeg til Magnus at dette var det vildeste og fedeste jeg nogensinde havde kørt. Stejlt terræn, vilde klipper, og fede berms er noget jeg fandt ud af jeg er fan af! Endeligt noget der ikke kun er præparerede hop, men noget der er så naturligt som noget kan være.
Jeg fik kvalificerede mig til B-finalen, hvilken hedder Mega Challenger. Ruten er den samme som Megavalanche, men da der ikke er plads til alle 1600-2000 mand, er man fordelt over fem forskellige finaleløb, lørdag og søndag.
Jeg stod på toppen af Pic Blanc i ca. 2 timer og hundefrøs, da en rytter i E-Bike finalen inden min start skulle flyves væk fra gletsjeren i helikopter. Jeg var derfor slet ikke var varm da vi kom i gang og de første 5-6 km var mega sketchy og min teknik manglede virkeligt. Da jeg fik varmen, kom humøret og teknikken dog tilbage igen. Min yndlings del af ruten var fra toppen af opkørslen halvvejs og ned mod Oz (igennem skoven). Det var ret så stejlt, og så var det bare mega fedt! På gletsjeren fik jeg kørt hele den første stejle del uden at styrte. På det andet stejle stykke røg jeg til gengæld af cyklen og måtte sidde på røven resten af vejen ned. Heldigvis nåede jeg at få fat i min cykel før den skøjtede væk fra mig. Jeg sluttede som nr. 170/350 i mit løb, og det er jeg pænt tilfreds med, eftersom jeg ikke havde nogen målsætning inden løbet.
Mega var mega hårdt, men mega fedt! Jeg kommer tilbage igen en anden gang!
Hvad syntes Emil var det fedeste ved Megavalanche?
Træning, Træning og Træning. Det var virkelig fedt! Megavalanche er ikke en ferie hvor man kører mange forskellige ruter, men derimod hvor man kører de samme trails om og om igen. Jeg rykkede mig såååå langt rent teknisk og jeg er sikker på at den uge i Alpe d’Huez gav mig tilsvarende et års erfaring i DK eller Vallåsen. Jeg syntes at kvalifikations sporet klart var det fedeste af de to ruter. Den var enorm fed, og så var den generelt mere teknisk end selve hele Mega sporet. Mega løbet er ikke så teknisk svært som kvalifikations ruten, men derimod meget hårdere pga. længden. #ALARMA!
Hvad syntes Magnus var det fedeste ved Megavalanche?
Helt klart den vibe der var i Alpe d’Huez hele ugen igennem. Alle var i godt humør og super flinke. Det var så langt fra en typisk cykelløbs følelse som det kunne være. Selv profferne gav tips og var snaksagelige i lifterne. Om aftenen i byen ude på restauranterne var der også godt humør og alle indbyggere og dem der arbejder i Alpe d’Huez, er afstemt med at denne uge er for mountainbikere. Dertil er sporene i Alpe d’Huez verdensklasse. Kvalifikations ruten er det fedeste spor jeg nogensinde har kørt, det er så afvekslende mellem maskinlavede berms, stejle klippestykker, kæmpe naturlige rollers og hop og drops. Vive le Tour? Pfffft! VIVE LE MEGA!
Lyst til at vide mere om megavalanche? Så glæd dig til opfølgeren på denne artikel, hvor vi fortæller om hvordan du kan forberede dig til løbet. I mellemtiden kan du tjekke Steves videoer ud fra ugen vi brugte sammen i L’Alpe d’Huez.
