Det var ikke pga. mørket den overraskede, muren. Solen var langtfra stået op, men det lysnede. Vi var ikke længere en horde af lyskegler delvis blændet af rødblinkende baglygter. 07:00 havde vi, ca. 100 deltagere, rullet afsted med rivieraen i ryggen, ud af Fréjus og eventyret foran os. Rytmen af fransk disco og simrende adrenalin var forbavsende hurtigt vekslet til ro; men ligevel spændte – nu ind på række i rolig kadence, langs kanaler, over små glatte broer, løst sand, grov grus og stier; for så på asfalt væk fra byens lygtepæle. Vi var sammen, men jeg var alene, alene til et nyt cykelarrangement. Alene for første gang i Frankrig med mit mindre imponerende skolefransk, mit første gravelløb og første gang rullende på andet end XC, CX eller landevejsdæk.

Af Jon Grønset, fotos Jon samt fra Roc d`Azurs hjemmeside.

Bum, muren. Uanset om jeg er afsted til et mtb- eller landevejsløb, varmet op 10 minutter eller en time, så er det når jeg rammer den første stejle stigning spændingen bliver udløst. Hvilket humør er benene i? Spinder de afsted i lystig leg eller er de tungsindigt stive af for megen træning? De første minutter lyttende til bentøjet var positive. Måske ikke så overraskende.

Tempoet var adstadigt. “Roc d’Azur Gravel Origins 83” er uden tidtagning. Under Roc d`Azur ugen er der en mtb løb for alle aldre, niveauer og smag, henover de 5 dage. XCO, XCM, Stage Race, Enduro, Gravel mm. Normalt er jeg til mtb; jo mere snoet og teknisk jo bedre. Her henter jeg tonserne jeg knapt kan holde hjul på, på grus partierne i de sjællandske skove. Denne gang faldt mit valg ligevel på gravelløbet. Lidt som muslinger og klassisk fremfor chili og Rage Against the Machine. Er det alderen; måske. Ud i det blå, over 2 dage med overnatting ved Lac du Sainte Croix/Parc naturel regional du Verdon. Hhv. 120 og 150km og små 2500hm begge dage. Ruten downloades på din cykelcomputer og i baglommen plantes en GPS tracker, så du er home safe.

Da vi svingede af fra 3% stigning på asfalt og ind på 15% på grus var “muren” nu bare naturen. Benene var glemt, helt glemt. Typen af underlag og topografi har jeg kun kørt på mtb tidligere. Knusk tørt, visse partier ekstremt stenet. Sjældent jævn stigning, nærmere 30 meter op og 10 ned. CX positionen var velkendt, det var ikke det. Derhjemme er op -og nedkørsler korte, ofte fugtigt underlag i sæsonen og grusvejene som bonede gulve.

Jeg var nu kun fokuseret på dækkene. Valget var faldet på de nye Schweiziske ERE research Tenaci 36mm. Tubeless blev anbefalet af arrangørerne og skulle vise sig at være det eneste rigtige. Ikke alle havde fulgt rådet…

 

Jo mere man nørder ned i cykling, og da specielt udenfor asfalt, er dæk et fagområde som gradvis folder sig ud som utrolig interessant og komplekst. Træning og vægt optimering bliver ikke mindre væsentlig, men man bliver gradvis klar over hvor meget det er spildte anstrengelser dersom jordforbindelsen er mangelfuld.

Cykling “is a matter of power transition”. Det lyder ekstremt kvantitativt og er det også dersom vi blindt kigger på watt og at blive “first among equals”. Hvor stellet er vægt-stivheds ratio, er dækkene en forlængelse af rytterens krop. En attack-position er ikke mere agil end dækkene tilader. Der er nok ikke noget der kan frustrere den bedste tekniker som forkert dæk set-up. Tryk, mønster, bredde, gummi compound, vægt, sidevægs beskyttelse vs smidighed, tubelessvæske og evt. indlæg til varierende underlag for at forebygge defekt både på dæk og fælg. Herudover kan der suppleres med fælgens udformning, rytterens vægt og indstilling af evt. affjedring. Mine ERE Research Tenaci klarede 270 km og 5000hm både op og ned uden problemer af nogen art.

Så igen; kvalitet kommer før kvantitet, process før målet. Den lit uvante kombination skulle “kalibreres”. Fransk jord, dæk og rytter.

Foran mig stoppede ryttere op, var vi 300 moh? I horisonten steg solen op og farvede lavthængende skyer glødende. Solen og stigningen fik hevet noget af tøjet af os inden det gik nedad – sådan rigtig for første gang.  Derhjemme har vi ofte talt om det lidt besynderlige ved, at vi danskere ofte kører bedre nedad end de lokale, når vi er afsted til bjergrige egne. Ja, nok ikke dem alle, men ligevel. I hvert fald får vi ofte overraskende kommentarer og ros. Til det skal siges; jeg hørte kun italiensk, spansk og en enkelt USA bosat franskmand, udover franskmændene selv. Evnerne og modet på nedkørslerne var homogene på asfalt, men bemærkelsesværdig forsigtige på grus. Grusets beskaffenhed gjorde det også nødvendig at være påpasselig. Det var ofte langt værre end jeg havde forestillet mig. Tildels fordi terrænet var meget stenet, men også pga erosion. Massive regnskyl ændrer hurtigt de afsides liggende grusveje.

Der var et par blødende deltagere der kom frem til mål første aften. Men langt flere havde punkteringer; dem der kørte med slange var klart i overtal

Allerede efter 1 times kørsel på første etape faldt jeg i snak med Laurent og Pierre. Laurent arbejder for en dansk hundefoder firma fra Tilst! og Pierre for Airbus – begge fra Toulouse. Det er det fantastiske med at rejse alene!; vi får langt bedre kontakt med andre lokale deltagere, end når vi er en flok danskere. Inden vi nåede i mål var vi 7, mig og 6 “frø-spisere:-). Snakken gik, og dog. Jean Pierre, Bruno og Pascal kunne, officielt, ikke et ord engelsk. Vi kommunikerede ligevel derudad og til en øl og paella om aftenen. Heldigvis var der Marc, Laurent og Pierre hjertelig tolket og modbevisde vores fordomme om franskmænd.

Her er video fra løbet, produceret af en af Jons nye venner. 

Dag nr. 2, og en ny mur på grus. De fleste skulle af og gå. Etappen var en omvej tilbage til kysten. Langt mere asfalt end dagen før og etapen bød også på en lang opkørsel til Col d’Illoire og videre langs Gorge du Verdon, kaldet Provence’s “Grand Canyon “. Det var faktisk her jeg var mest overrasket over hvor godt greb jeg fik i asfalten, og gradvis turde jeg presse mere på i svingene, som om jeg kørte på en almindelig landevejscykel. Dækkene viste sig at klare denne “umulige” kombination fantastisk. Jeg kørte med et dæktryk på 3,5 bar. Jeg ville gerne have været nede på 3 bar, men turde ikke. Kombinationen af store sten på grus nedkørslerne og dyre carbonfælge – nej tak, havde lige smadret et Roval sl baghjul på forrige udlandstur. Dersom turen gentages til næste år, det gør jeg gerne, vil jeg nok øge dæk-bredden til 38 eller 40 mm – altså; hvis jeg ikke snarere finder sammen med mine nye franske venner til et gravelløb i Pyrenæerne; Pic du Midi i september… Santé! Et à bien tôt.