Bikepacking har været populært længe. Især i outdoor nationen USA, har bikepacking vokset frem og de seneste år er det nærmest eksploderet. Med Covid19 og lysten til at komme ud i det fri, er det også i kraftig vækst i Danmark.

 

Bikings definition af bikepacking:

Bikepacking kan cykles på MTB, Fatbike, crosser og gravelbike, sikkert også andre typer cykler, men så kaldes det normalt touring og foregår mest på asfalt. Forskellen på touring og bikepacking, skal findes i de tasker som monteres på cyklen, samt det underlag man cykler på. Alle bikepacking tasker spændes på cyklen med remme, der er udstyret med klikspænder, som vi kender dem fra rygsækken. Der er typisk en saddeltaske på 15-20 liter, en hel eller halv rammetaske og en styrtaske. Taskerne er således i flugt med cyklen og ikke i vejen hvis du skal hike-a-bike, hvilket ofte er tilfældet i de bjergrige lande. Touringtasker sidder typisk på siden af en bagagebærer, med ekstra oppakning ovenpå. Desuden low riders tasker, som er spoændt på forgaffelbenene og endelig kan der være en styrtaske. Man kan ikke hike-a-bike med touring tasker, for de vil konstant være i vejen, når du går med cyklen. Gearingen på en touringcykel er meget bred, så man kan køre på asfalt, måske lidt grus og over de længste og stejleste bjergpas, uden at skulle trække cyklen. Samtidig har man et højt gear når det går nedad og er fladt. Typisk bruges 3×10 eller 3×11 speed gearing. Bikepacking foregår mest på grus og jord, spor og vandrespor. For at komme over bjergpassene skal man ofte hike-a-bike langt. Gravel bikepacking gearingen er typisk 10-50 kassette bagpå, med én klinge foran; en 500% gearing med f.eks. en 40 eller 42 tands klinge foran (SRAM Force med X01 bagskifter). Den bringer de fleste af os over meget stejle veje og stier. 2×11 speed med 11-34 kassette bagpå og 48/31 foran (Shimano GRX) er lidt mere fleksibel og har gearingerne liggende tættere, hvilket er en stor fordel på de lange ture. 

Bikepacking i Danmark.

I Danmark, det bjergfattige land, er gravelbikes blevet det store hit og bruges derfor ofte til bikepacking. Vi har mange gode grusveje, MTB-spor, vandrestier og så, som noget unikt, helt fantastiske adgangsforhold til både offentlige og private skove og grusveje. Vi må de fleste steder cykle på stranden, blot vi ikke generer nogen og det ikke er specifikt forbudt. Det er dog god stil at undgå fluepapir-strandene om sommeren. Vi har rigtig mange shelters, teltpladser og B&B som kan benyttes til bikepacking. Nogle shelters og teltpladser skal bookes i forvejen, andre er først til mølle princippet. Der er aldrig langt til nye forsyninger og dermed skal taskerne ikke proppes med mad. Vand er der alle vegne og der er sjældent mere end 10-20 km, til en by med kebab bar og en lille købmand. Med andre ord, bikepacking på den sikre, komfortable og meget lettilgængelige facon. Man kan så spørge sig selv, om det kan kaldes eventyr, når al angst og fare er taget ud af ligningen, ja selv brænde til bålet, kan nogle steder bestilles til levering ved shelteret? Ja selvfølgelig kan vi kalde det bikepacking, for hvor kan man efterhånden finde ægte vild natur mere, når vi mennesker,  har valgt at lave TV udsendelser der hedder – Vores Planet og Vores Natur.

Camønoen.

Camønoen bliv indviet i 2016 under stort huhej, med flot web-side og et fantastisk flot kort, som jeg straks købte. Kortet blev studeret, ruten lagt ind på RidewithGPS.com og så skulle tiden findes i kalenderen, gerne med en god kammerat. Ole og jeg skulle have været afsted i 2019 og dagene var reserveret, da vejret vendte og viste sig fra sin vådeste side. Hvem gider tosse rundt på Møn uden udsigt og gennemblødte? Vi droppede det og fik så siden ikke fundet nye tre dage. Covid19 kom og gav en masse mennesker frihed, frihed fra jobbet ufrivilligt, men for nogle kærkomment. Ricki og jeg røg afsted på en tredages tur i maj 2020. Ricki er MTB-rytter ligesom jeg, men har også fundet glæden ved, at cruise gennem skov, strand og landskab på sin gravelbike. Som nybegynder undersøgte Ricki det meste og fik købt lidt nybegynderudstyr ind. Ganske fornuftige og funktionelle tasker, kogegrej, sovepose, liggeunderlag etc. , så vi kunne overnatte i shelters to nætter. Jeg havde alt ydstyr, fra Kristian og mit 2015 eventyr på The Colorado Trail, det var bestemt ikke forældet. Læs historien her og om forberedelserne her.

Vi var meget spændte på Camønoen, da den var markedsført ganske flot og som en stor oplevelse. Ja den har også fået en plads på de sociale medier – Camønoen – Kongerigtes venligste vandrerute. Alt her i livet er relativt, så jeg skruede lidt ned for forventningerne, måske på grund af andre store oplevelser, eller bare min sædvanlige skepsis overfor markedsføring. Der findes mange vandreruter i Danmark og jeg havde cyklet en del af dem på Sjælland, ruter som er meget gamle og derfor overlevelsesdygtige og ofte med en interessant forhistorie. Pilgrimsruten, Gudernes Stræde, Stevns Klint Trampesti (må ikke cykles længere) og Skjoldungestien, blot for at nævne nogle af de fineste. Der har sådan set længe været en vandrerute på Møn og med Camønoen, havde man bundet det hele sammen, til en stor rundtur på ca. 175 km og behændigt givet den et navn, der minder om den legendariske Caminoen.

Stege – Hårbølle – Bogø – Stubbekøbing – Falster – Hesnæs – Stubbekøbing – Bogø – Bogø Fyr.

Vejrudsigten sagde sol, sol og sol, samt kun lidt vind fra skiftende retninger. Beslutningen blev taget hurtigt, taskerne blev pakket, bilen læsset og forhjulene rettet sydover mod Stege. I Stege fandt vi en gratis P-plads lige ved siden af Møns Bryghus. På den måde kunne vi slutte godt og tæt på bilen. Ruten går næsten gennem bryghuset, så allerede her kan vi foreslå den første minimale forbedring af ruteføring og skiltning. Vi havde reserveret et shelter på Nyord, som er nordover på ruten, men alt for tæt på Stege, så vi kørte sydover i retning af Bogø. Planen var at følge Camønoen, men også så vi kunne anbefale alternative ruter, hvis Camønoen blev for asfalteret, kedelig eller ufremkommelig på cykler. Det startede flot med en lille rundtur i Stege Nord, der hvor de store vaskebassiner til roer ligger, men gik hurtigt og al for længe over i asfalt. To steder på ruten blev vi ledt ned til ufremkommeligt cykelterræn og vendte tilbage til asfalten. Et af stederne havde landmanden pløjet vandrestien væk og det andet stykke, lige ved broens sydside, gik ruten igennem en kofold og ned på en stenet strand. Kolort og store sten virker ikke for os. De to steder findes på vores gpskort du kan finde her.

Camønoen sydover fulgte mest asfaltveje og ganske få markskel og grusveje. Vi talte flere gange om, hvor kedeligt det må være for vandrere, som holder maks. 5 km/t, hvor vi kan cruise 30 km/t og er hurtigt forbi kedelig marker og industrielle landbrug. Vi talte ofte om hvorfor ruten ikke var ledt ned over grusvejen der, eller hvorfor markskellet ikke kunne have forbundet de to punkter bedre og mere “naturligt”. Svarene fik vi aldrig når vi spurgte folk på vejen. Vi besluttede at køre til Bogø for at se, om bogøérne kunne byde på vild natur. Først skulle vi over diget, med den lille bro, hvor et skilt og en anvisning opfordrede vandrere til at tage bussen. Ja, vejen til Bogø er rimelig befærdet og der køres hurtigt, men vi valgte nu at cykle alligevel. Østerskoven overraskede os positivt med et gravkammer og en flot lille skov. Traktørsteder der var lukket, nok for længe siden, da forfaldet var tydeligt, så Bogø By skulle vise sig, at blive vores frokoststed og cafeen i den gamle ventesal ved færgelejet, overraskede os meget.

Vi blev mødt af Stakkels Jim på stereoanlægget og straks var stemningen på plads for os to gamle sen-boomere. Væggene var pyntet med gamle albums af kendte danske og udenlandske kunstnere, i den lidt rockede genre. Led Zeppelins første album fra 1969, med den brændende Zeppeliner, den i ved nok – Good times bad times – ganske beskrivende for dag 1 så langt. Fyren bag disken var tydeligvis ikke fra Sydsjælland og talte med en tyk Amager dialekt, dog uden at bande. Han havde taget familien med herned og startet cafeen op, med en italiener til at lave det gode brød. Vi faldt i snak da vi lagde Camønokortet på cafébordet og straks øste han ud af sit lokalkendskab til Bogø, Møn, Falster mm. Vi havde talt om at tage færgen til Stubbekøbing og udforske Korselitse Østerskov på Falster. Den vi alle synger om, med hånden på hjertet……”der står med brede bøge nær salten Østerstrand……”. Fyren anbefalde at vi tog turen over og på vejen besøgte Hesnæs Havn, med de unikke fredede huse, der er tækket på væggene og ikke kun på taget. Vi kunne lige nå det med færgeafgange hver time og sidste færge retur til Bogø kl 18. Mens vi ventede og planlagde, talte vi med fyren om shelters og overnatning. Lige bag hans café lå to flotte shelters, vestvendte og klare til at tage imod solnedgangen. Der var ovenikøbet et lille hus, hvor man kunne spise sin bålmad, ved et spisebord. Meget smart placeret og det kom med i vores overvejelser, lige indtil han nævnte det gamle Bogø Fyr, der var lavet om til et shelter, som dog ikke kunne bookes via nettet eller en app, så vi var nødt til at satse. Nå, men det kunne vi jo tænke over på Falster-turen; der var både en PlanA, B, C og D, – vild natur, angst, trulser og fare, kom nu, vi ville så gerne rystes og vækkes. Færgeturen var kort og lidt kold, med en brise ind fra sydvest, og på 15 minutter var vi i Stubbekøbing. Jamen altså, Falster og Østerskov er lækkert. Flotte grusveje, single tracks helt ude på klitkanten, og så Hesnæs, Hesbæs Havn med de flotte stråtækkede huse. Danmark er et dejligt land. I Hesnæs vendte vi forhjulene nordover igen og nød udsigten til Møn og klinten på lang afstand. Dag 2 kunne skimtes i horisonten, Havetapen ventede. Retur i Stubbekøbing havde vi 45 min at slå ihjel, så vi provianterede øl og guf til aftensmaden og bålet, som vi forestillede os skulle indtages ved Bogø Fyr. Der sker sgu ikke meget i Stubbekøbing og særligt ikke mellem 17:30 og 18. Jeg tænker de kogte kartofler og forberedte sig på 18:00 nyhederne, for der var ingen i Netto, udfra storkøbenhavnske standarder. Alligevel var der en lille kø til kassen, hvor vi pænt blev bedt om at holde Covid19 afstand, et antiklimaks for os, som er vant til at bo tæt, gå tæt, stå i kø, køre i kø  osv. Troels Trier havde fat i noget. 

Retur til Bogø, retning Farø Broen og Bogø Fyr, 6 km fra Bogø Havn og vi var hurtigt fremme. Shelter var ledigt, som forventet en mandag. Det lå simpelthen fantastisk, med havudsigt vestover og kofold lige bag, et aftryk af vores kultur, i form af Farø Broen, som hele aftenen dansede i solnedgangen, mens det ene vogntog efter det andet kørte over og lyden blandede sig med fuglekvidder. Vi skulle bruge noget vand til maden og gik op til gården 200 meter væk. Ingen hjemme og vandhanen udenfor var lukket. Vi bankede på nabohuset og blev mødt af endnu en venlig sjæl, en ældre mand fra Solrød, som havde flyttet herned med fruen for 19 år siden. Vi fik lidt historie om hvordan de nød det stille liv på Bogø og han hjalp os med, at åbne hanen, som faktisk var åben, men en frostsikker type, der skal drejes mere end almindeligt. Fyren havde været med i foreningen, Bogø Fyrs venner, som havde restaureret fyret, og er nu med til at passe på det.

Tortilla pandekager rulles let omkring pølsen og de kan bruges som brød til ost og pølsen. Vi varmede dem over aftenbålet, hvorefter ostens og pølsens smag kom ekstra godt frem, i tæt samarbejde med en god Albani Mosaic IPA. Life is good!

Bogø Fyr.

Fyret består af to etager og shelter er på første sal. Ja det er et værelse, med en seng og madrasser, så meget luksuriøst i forhold til et shelter. Udenfor er der bålplads og udsigtsbænk. Morgensolen i slutningen af maj, ramte os kl 7, så placeringen er optimal. Bogø Fyr bliver en af vores femstjernede anbefalinger sammen med cafeen i Havnen. Fire stjerner til turen på Falster og i Østerskoven, mens Camønoen dag 1 kun får to stjerner.

Bogø Fyr – Hårbølle Havn – Fanefjord Skov – Råbylille Strand – Klitholm Havn – Klinte Skovens shelter plads

Vi vågnede ca. kl 7, hentede frisk vand ved gården og nød solopgangen, mens vi forberedte kaffe og havregrød. Grøden var mikset hjemmefra i små poser, med havregryn, rosiner, chiafrø og mandler. Efter den var kogt igennem miksede vi med lidt chai-mælke-pulver og det blev ekstra lækkert. Ricki have en god fast ost med, samt lidt chilipølse fra den lokale slagter i Himmelev. De to ting kan fint medbringes på længere bikepackingtur, da det holder sig fint i varmen.

Ruten blev 80% fastlagt inden afgang, med et par PlanB muligheder, som skulle udforskes. Efter de første kedelige 12 asfalt km, nåede vi Hårbølle Havn, hvor vi nød det lokale islæt og udsigten til Østerskoven på Falster, lige der, hvor vi havde cyklet på klintekanten dagen før. Horisont på to måder; bagudskuende og fremad sigtende, Kierkegaard sagde det vist lidt anderledes. Hårbølle gemmer på lidt historie; noget med nogle boomers (hippier) som forlod det travle byliv og slog sig ned her, hvor de kunne dyrke deres frisindethed og sikkert frigøre sindet yderligere med lidt sjov tobak. Vi så dem ikke, men de må jo også være 60+ mindst, så mon ikke de også er blevet kulturkonservative med tiden? Der er smukt i Hårbølle Havn, Hårbølle Kalvehave og på hele turen ud mod Fanefjord Skov. Lige ved Camping Vestmøn kørte vi ned på en flot sandstrand, som på dagen var letkørt i hårdtpakket sand. Det er ofte både vindretning, lav- og højvande, som afgør om der kan cykles. Her var der ingen fedtemøj og kun flot strand, rent vand og udsigt til klinten i horisonten. Fornemmelsen af dækkenes arbejde i hårdt sand, der indimellem bliver blødt af fedtemøj i laget lige under, er som let dans, hvor man hele tiden skal tænke et par trin frem, for ikke at skride ud. Efterhånden trænes blikket og strandkørsel bliver sjovt og let.

Vi kørte af mod Vindebæk og udforderede ikke strandstrækningen forbi Slotshaven, til Fanefjord Skov. Stykket så ufremkommeligt ud. I skoven dybe stille ro, ligger der et flot traktørsted, Fanefjord Skovpavillon, som dog havde lukket da vi ankom. Åbningstiderne bør tjekkes inden besøg, da de var ret begrænsede. Klinten ved vandet trak i os og vi vendte snuden den vej. Det gav gevinst med lidt single track langs klinten, et smut ind i landet igen og så ned på stranden, som var letkørt i starten, men gradvis blev mere og mere stenet. Det er ikke sjovt og med øjnene rettet mod forhindringer, i stedet for horisonten opgav vi og søgte ind i landet igen. Asfalt er jo kedelig, men det hjælper når udsigten og oplevelserne er gode. Stege Nor, fjorden bag Stege, var flot og vi sad højt, med fin udsigt til Stege. Vi søgte igen væk fra Camønoens asfaltveje og ned mod strandene på Sydmøn. Vi ville gerne komme til Råbylille Strand, det store sommerhusområde på Møn, via sandstranden. Det gik fint på dagen og Råbylille Strand er et fint lille sommerhusområde, som også bærer præg af ivrig nybygning, typisk ved nedrivning af gamle sommerhuse. Nogle af de nye huse var imponerende store og minimalistiske, blandet ind mellem gamle selvbyggerhuse, med tilbygninger i flere retninger og uden nogen for for gennemført stil. Det vidner på en god måde om vores kulturs hastige udvikling, hvor det estetiske, arkitektoniske og hurtige, ofte afløser det praktiske, udført når der er tid og ved egen kraft. På en måde en kontrast både i form, tanke og kultur, og jeg tænkte på, om kulturkapitalen, som vi ofte hævder er større idag, nu virkelig også er det?

Selv stranden ved Råbylille var præget af øget aktivitet, med små høfter til at stoppe stranderosion og samtidig forsyne familierne, med muligheden for at bygge sandslotte, der holder mere end et par timer. Næste del af vores havetape blev til Klintholm Havn, hvor vi havde planlagt frokost. Der har jeg været med cykelvenner før og vidste, at man kunne få god fisk. I forbindelse med udbygning af havvindmølleparken Kriegers Flak, har Klintholm Havn budt på, og vundet, servicestationen på land. Så også i den idylliske lille havn var der byggeaktivitet og forventninger om øget handel og turisme. Vi fandt en lille restaurant, nød en rødspætte med nye kartofler til og planlagde resten af turen op til vores shelter i Klinte Skoven syd.

Der er to muligheder; enten kan man følge kysten til Hampeland og op til klinten, eller man kan dreje ind i landet og se et smukt område, samt passere gennem Busene, hvor der ligger et skønt lille B&B, Bakkegårdens Gæstgiveri. Vi valgte Busene ruten og de mere fremkommelige veje til shelterpladsen, idet stien, som følger østkysten, er meget stejl og måske ikke så fremkommelig med fuld oppakning. 6 km senere var vi fremme og de først ankomne, til de fire shelters. Vi tog vores reserverede shelter i brug, parkerede vores tasker og gjorde cyklerne klar til lidt teknik-race, på klintens flotte spor. Der findes et godt MTB-spor, der starter ved GEO-centret, men også stierne ved klinten er flotte, med Instagrammable Spots, og til tider udfordrende stejle sektioner med store rødder. Det store antal besøgende på Møns Klint sætter sine spor, bl.a. som fritlagte rødder og tatoveringer i træerne. Vores Planet? Vores rute!

Det var godt at komme af med alle taskerne og kunne køre frit og med optimal balance. Vi udfordrede hinanden på nogle stejle rodopkørsler og stoppede helt op når vi mødte andre på klinten.

Vi traf også på Mr. Vandrefalk Danmark, Niels Peter Andreasen, som stod yderst på klinten, med sin kraftige kikkert på en trefod. Vi fik lov til at se de 22 dage gamle unger i reden, ude på den lodrette klint og fik en længere snak med Niels Peter, om hans liv med vandrefalken. Han har fulgt den siden han var ung, passet på det sidste ynglende par i Danmark, netop på Møns Klint, hvor reden desværre blev plyndret af professionelle falkejægere, som sælger dem dyrt. Den ene røver blev opsporet og fik sin straf, men falken forsvandt fra Danmark for en længere periode. Nu er de tilbage med 10-12 ynglende par, hvoraf to på Møn, som Niels Peter passer godt på. Så godt at han overnatter lige der på klinten, hvor han kan holde øje med dem.

Falkoner sporten har længe været populær i mellemøsten, hvor rige arabere kører store firehjulstrækkere i ørkenen og jager med falke. Det er nu også lovligt i Danmark og netop på Møn, er der et Falkoner Center, hvor der laves opvisninger. Niels Peter synes det er dyreplageri, på niveau med at holde vilde dyr i et cirkus, men falkonererne synes de passer godt på fulgen og tilgodeser dens naturlige instinkter. Niels Peter har udgivet en flot bog; Livet med Vandrefalken, som har fået gode anmeldelser, af ingen ringere end Søren Ryge og Troels Kløvedal (hvil i fred). Nu ligger den på mit sofabord, klar til indtagelse med en god øl fra Møns Bryghus og gode minder om denne tur.

Tilbage til vores shelter, var pladsen nu fyldt op. To damer på vandretur, to unge fyre på cykeltur; den ene på singlespeed og den anden på en Mustang cykel fra Brugsen, et godt bevis på, at udstyr og pengepung ikke skal stoppe ungdommen, bravo!! Sidste par; unge M/K, som havde vandret Pilgrimsruten fra Helsingør og videre sydover, med indlagte pauser.

Nu var det tid til hvile, aftensmad, indsamling af træ til vores aftenbål og indretning af shelter. Dagens højdepunkter; Hårbølle Havn får tre stjerner, Klintholm Havn får også tre, shelter pladsen fire for den smukke placering og Møns Klint giver jeg topscore med fem stjerner; den skuffer aldrig og især ikke når man møder personer som Niels Peter. Selve Camønoen dag 2 giver jeg tre stjerner. 

Møns Klint – Liselund Slot – Pomle Lilleskov – Naturbloggen – Nyord – Stege – Møns Bryggeri

Også på dag 3 havde vi besluttet at udforske mere end Camønoen og komme ned mod nordstranden og gennem de små skove. Vi havde læst, at man ikke kunne cykel på meget af øststranden og den første del af nordstranden, ved Pomle Lilleskov, så vi holdt os på asfalt, grus og stier i starten. Vi ankom først til Liselund Slot, med den skønne have og de flotte små huse. Det er bestemt et besøg og en overnatning værd, med god lokal økologisk mad og vin, og spøgelser ved slottet; Den hvide Dame, er blandt deres trækplastre. Jeg har overnattet der to gange og alt har levet op til forventningerne, bortset fra spøgelset. Det er der, men vi har været uheldige og ikke kunne fremkalde det, med fest, dans, god mad, vin, kaffe og avec. Man må ikke cykle igennem parken så følg grusvejen lige ovenfor slottet, som fører dig videre ned i den lille skov og videre til Pomle Lilleskov. På Møns nordøstlige punkt skal du cykle helt ud til det lille rødhvide fyr. Der er udsigten smuk og du kan tage et Instagram værdigt foto.

I Pomle Lilleskov prøvede vi at følge et single track ind i skoven. Desværre endte det i et mindre krat og vi måtte trække cyklerne ca. 200 meter, så var vi retur på grusvejen. Det er en del af en oplevelse, der giver en minimal fornemmelse af, hvad Lewis og Clark var igennem. Vi må nyde hvad vi har, af Danmarks Vilde Natur 🙂 Ved ca. km 18,5 mødte vi Naturblokken, som er drevet af Skovfoged Hans Henrik Erhardi. Vi kiggede kun kort på stedet og noterede, at det skulle vi nyde mere næste gang. Hans Henrik tilbyder du kan sætte telt op, han kan lave naturmad på bål og sikkert fortælle gode historier om Møn, over aftenbålet. Facebook side.

Frokosten begyndte at tale til vores maver, men der var stadig et stykke til Nyord, hvor vi havde bestemt os for den pause. Mad kan enten være energi til forbrænding, eller en kulinarisk og kulturel oplevelse, og da vi foretrækker det sidste, undertrykte vi vores knurrende maver og cyklede videre. Resten af vejen ud til Nyord er grus, men mest asfalt. Dog kommer der en fin lille sti på indersiden af Stege Fjord.

Nyord overraskede positivt med en meget flot shelterplads og en lille hyggelig café, med rigtig gode sandwich og kager, men dårlig kaffe. Kaffesnobberne fra Storkøbenhavn var kommet til Møn, men hold kæft og drak med et smil.

Om sommeren, i højsæsonen, sejler postbåden trekant mellem Stege, Nyord og Kalvehave på Sjælland. Det kunne have været en sjov oplevelse, men ville kræve tre overnatninger mere, så det venter vi også med til næste gang.

Vi brugte god tid til frokosten og faldt i snak med et ældre par fra Vestjylland, som var på cykeltur på tværs af Syddanmark. Selvom der i hverdagen kan være langt til Vestjylland, så faldt vi i hak med det samme. Vi forstod dem og de os og vi havde alle nydt Møn, på hver sin måde. Fyren var fotointeresseret og havde fotofanget to natugler på klinten dagen før, som han stolt viste os. Fruen var hurtig på cyklen og fortalte om de næste dages planer. Det lød godt, med Falster, Lolland, færge til Langeland osv. retur æ´vesthav. Nyord er en bilfri by, bortset fra de lokales biler, så der var en anden form for ro, hvilket var skønt til frokosten og en stærk kontrast til cafeerne i det storkøbenhavnske. Maden var sunket og cyklerne vrinskede af os, vi måtte retur til Møn, men inden cyklede vi til det vestligste punkt på Nyord. Der var ikke rigtig noget at se, bortset fra Lindholm i det fjerne, et kapitel i danske asylpolitik, men også et tydelig billede på, at de lokale befolkninger ønsker medindflydelse og politik dermed blot bliver diskutioner om principper og ikke praktik.

Fra Nyord kørte vi langs nordstranden, som er flot og let fremkommelig, i klitkanten ved sommerhusområdet på Ulfshale. Derefter var det asfalt de sidste km til Stege. Møns Bryggeri og deres udskænkning ventede to tørstige ryttere. Turen var slut og over øllene blev vi enige om, at det var en anbefalelsesværdig tur på cykel, dog med for meget asfalt, men mange gode seværdigheder undervejs.

Camønoen dag 3 får tre stjerner, Nyord får fire, strandstykket fra Nyord til Ulfshage får også fire stjerner. Møns Bryghus får fem!!!