I mange år har jeg tænkt, at Paris-Roubaix da ikke kan være verdens hårdeste endagsløb, som mange proffer og eksperter siger. I mange år har jeg ønsket mig at køre det, så kroppen kunne fornemme om der var noget om snakken. 2023 skulle blive året hvor mit ønske gik i opfyldelse – og det ved et rent tilfælde.
Tekst og fotos af Henrik Jappe. To fotos fra de fotografer som dækker løbet, forsiden og fra vélodromen, og venligst udlånt af Palle.
To kammerater stod pludselig med en startbillet i overskud og jeg slog til.
Motionsudgaven findes i tre længder; 176km, 145 km, som vi kørte, og så en på 70 km. Der var ca. 6000 til start samlet. Den lange er besværlig da man skal fragtes i bus til starten og op meget tidligt om morgenen på løbsdagen. 145 km udgaven er lettere, da start og mål er ved og i vélodromen i Roubaix.
145 km.
Starten går kl 07:30 og er organiseret som en åben start. Man kan altså starte når man vil, bortset fra, at der er et tids cut off for at komme ind på den berømte vélodrome og køre 1,5 omgang sejrsrus. Det skyldes at damernes prof-felt kører samme dag og skal have frit spor de sidste ca. 5 km.
Vi valgte at starte kl 07:30 i håb om, at blive fragtet af feltet 51 km på asfalt ned til den første – og meget frygtede – pavé; Arenberg Skoven. Det gik præcis som håbet, med god fart og god orden i feltet, lige til vi ramte Arenberg´s fem stjernede pavé.
Det er jo et løb uden bakker og bjerge – hvordan kan de 145 km være hårde?
Dagen før løbet havde vi kørt recon på ca. 50 km og kørt en firestjernet pavé og ikke mindst den sidste femstjernede pavé; Carrefour de L´Arbre, hvor løbet ofte afgøres, så vi var da 100% klar til Arenberg.
Men nej, Arenberg er femstjernet men burde være syvstjernet. Vi ramte den med god fart, ca. 35 km/t, og så startede jordskævlet. Profferne kører vel 50 km/t.
Arenberg – intet holdt retning, hverken cykel eller jeg og det blev et balancestykke at komme igennem de første hundrede meter. Arenberg er 2,7 km lang og ikke lige dårlig hele vejen, men starten er frygtelig. For os motionister er det muligt at køre ude i højre side på jordstien, hvilket blev ivrigt benyttet. Profferne kan ikke gøre det, da tilskuerhegnene begrænser muligheden, så de må søge toppen af vejen, hvilket faktisk ikke er relevant mange steder på Arenberg – så dårligt og tilfældigt ligger brostenene.
Vel ude af skoven, med sitrende hænder og næsten følelsesløse fødder, ventede jeg på Bo og Palle.
Vi havde aftalt at følges ad – og nyde turen!? Vi skulle køre i alt 19 paveer hvoraf de fleste er to- og trestjernede, men der ventede også to femstjernede mere og nogle firestjernede. Kategoriseringen synes at være bestemt af kombinationen af længde og hvor dårlige brostenene ligger. Arenberg går ligeud, hvilke bør gøre den lettere end f.eks. Carrefour de L´Arbre og Mons en Pévèle, som begge er femstjernede og har nogle 90 graders sving – men nej, langtfra.
Det gælder om at holde let og afslappet på styret og finde et let men effektivt tråd. Kadence 90 passede mig fint.
Det går flere historier om folk der har fået hudløse og blødende hænder efter løbet. Nogle havde både to- og trelags styrbånd på, andre synes at have flere lag handsker på. Jeg kørte med mit vibrationsdæmpende styr, der sidder som standard på min Canyon Grail gravelcykel, krydret med et par GripGrab Gel handsker og et par GripGrab lange merinohandsker udenpå, det virkede storartet.
En stor fyr ramte Arenberg samtidig med mig. Han kørte på en ældre cykel med alufælge og meget smalle dæk. Det gik slet ikke godt og lyden af gennemslag af alu mod sten, sang for fulde skrald i skoven. Dobbelt punkteringen fik ham sikkert på andre tanker.
Vi have alle valgt 32 cmm dæk. Bo og jeg kørte tubeless og Palle med slanger. Hvorfor? Jo vi havde jo undersøgt hvad profferne kører med og det gennemgående er 30-32 mm dæk og tubeless.
Sonny Colbrelli havde vundet proffernes løb i 2021 på 32 mm Conti GP5000 tubeless med ca. 2,8 bar i dækkene. MvdP vandt i år med 32 mm Vittoria Corsa Pro tubeless.
Jeg vejer 70 kg, cyklen ca. 8 kg og til den samlede vægt på 78 kg havde jeg ca. 3 bar i dækkene. Det virkede også fint, men at tale om støddæmpning vil være at overdrive stærkt. Vi havde ingen punkteringer.
Flere andre motionister kørte også på gravelcykler og flere med 40 og 45 mm dæk. Det er mere komfortabelt og sikkert på de lumske brosten og især hvis de er våde. Et par 40mm svesker ville give mig ca. 2.0 bar i dækkene og langt mere dæmpning.
Nu gik det fint i vores tempo resten af vejen. Arenberg Skoven havde splittet feltet totalt og vi kørte det meste af de resterende 90 km tre mand sammen. Palle tog desværre et lille styrt på en tostjerners pavé, da han overså et lille hul ude i siden af vejen. Det så umiddelbart ud som om han slap med skrammer, men det skulle senere vise sig, at han faktisk havde brækket tommelfingeren.
Det er sgu ok at køre 15 paveer med en brækket tommel. Stærkt gået Palle, håber din tommel er klar igen.
Ude i siderne af paveerne havde flere fans taget opstilling, i afventning af damernes felt og især mændenes dagen efter. Der var mange campere, telte, fanskilte og høj stemning. Nogle var allerede halvfulde og ville nok være pænt stive til søndagens opgør i mændenes felt. Det er ikke underligt, at der kører mange motorcykler gennem paveerne før profferne kommer ræsende med 45 km/t.
Mons en Pévèle nr. 11 blev den næste femstjernede. Vi havde læst og hørt at den kunne være afgørende i regnvejr og under våde forhold. Det skyldes at den falder lidt, drejer 90 grader skarpt, stiger lidt, drejer 90 grader skarpt og byder så på brosten der ofte er mudrede inden den slutter. Ude af paven venter en lille bakke op, som så føles som et mindre bjerg.
Det var der MvdP første gang satte begge skruer i vandet og trykkede på speederen – Mads P og co. led som svin for at lukke hullet. Vi rullede let op og fik følelse i hænder og fødder tilbage.
Alle rygter passede og især de mudrede brosten var lumske. Der skulle man køre præcis på toppen af vejen og passe på med at træde an, bare holde kadencen og det forsigtigt kattetråd.
Nu kunne vi “glæde” os til mange lette paveer før Carrefour de L´Arbre. Vi skulle have været i depot nr. to, men glemte det helt, så kørte bare helt høje derudaf på to store flasker og hvad vi nu havde fået proppet lommerne med hjemmefra. Det gik ok, så varmt var det ikke, men vi burde nok have fyldt flasker op mindst én gang.
Vi vidste at Carrefour de L´Arbre var nr. 3, dvs. tredjesidste pavé. Man tæller ned fra 19. Lige inden den kommer der en firestjernet – Eddy Mercx eller Champin de Pévèle nr. fem – og så igen en kort lettere firestjernet. Som perler på en snor kommer de og man bliver først let rystet, så lidt ro, så en pavé der føles lidt som en influenza med kulderystelser, så ro, hvorefter Carrefour de L´Arbre rammes og alt flyver til højre og venstre.
Carrefour de L´Arbre er 2,8 km lang, har to 90 graders sving der skal køres i berm´et med afstemt fart, ellers ryger man ud på marken. Resten køres fortrinsvist på toppen af vejen, men på det tidspunkt havde vi ramt 70 km feltet, som bestod af alt fra damecykler til folk der stod og snakkede midt på vejen, så et mindre zig-zag race var i gang. Det blev ringet ivrigt med ringeklokken, hvilket folk ikke fattede, så i stedet råbte vi som gale “bagfra”, hvilket heller ingen fattede hvad betød, men de reagerede dog. Der er ikke noget med at trække ind til venstre eller højre og lade os overhale, næh man holder sin linje og lader de bagfra tage chancer nede på vejsiderne, enten i jorden eller på mere ujævne brosten.
Det siges at farten er din ven på de ujævne brosten. Det passer 100%, jo hurtigere du kører, jo hurtigere er du ude at paveen.
Ude af Carrefour de L´Arbre ventede jeg på Bo og Palle og vi følte allerede der at “sejren” var i hus. Nu skulle vi bare hjem af to meget lette paver. Vi tog et lille hvil og en snak inden de sidste km mod vélodromen. Bo havde gældet sig som et barn til vélodromen og jeg må indrømme, at det gøs lidt at køre ind på legendernes cykelbane.
I mange år har jeg trofast set de hurtigste proffer køre ind på den, sprinte om sejren og falde om i græsset. Cancellara, Boonen, Gilbert, Sagan og ikke mindst Mathew Hayman. Outsideren der lå i udbrud hele dagen, blev hentet men hægtede sig på og vandt til slut. Det er sjældent at de “ukendte” vinder her. Vi vandt.
Udstyr:
- Canyon Grail CF SLX med 2×11 speed Shimano GRX gruppe. De lette gear var overflødige og lille klinge blev aldrig brugt.
- Dæk var Goodyear Vector 4season 32mm tubeless. Tryk 3.0 bar til samlet vægt på cas. 78 kg.
- Hjul DT Swiss GRC 1400 carbon, 24 mm indvendig fælgbredde. Passer fint til 32mm dæk.
- GripGrab korte handsker med max GEL pude indvendig og GripGrab lange merino udvendig.
- Jersey betyder ikke noget.
- Bibs – de bedste du har med en god tyk pude.
Links:
