Langt oppe i Sierra Nevada-bjergkæden i det nordøstlige Californien ligger en lillebitte tidligere mineby, som efter minedriften i området stoppede, har fundet en ny levevej. Det er Downieville, et mekka for mountainbikere, hvor dækning på telefonen er skiftet ud med storslåede skove og bjerglandskaber og de fleste bade foregår i floden, som løber gennem byen.

Downieville Classic – et gammeldags mountainbikeløb

Byen er også hjemsted for det ikoniske mountainbikeløb Downieville Classic, som i år blev afholdt for 24. gang. Og det var med mig på startstregen. Siden jeg hørte om løbet for første gang for to år siden, har jeg vidst at jeg måtte køre det en dag. Det er et løb over to dage, hvor der findes en samlet vinder, der krones som uofficiel “All-mountain verdensmester”. Det er ikke et løb man bare møder op til, der ligger mange timers forberedelse forud, både i træning og perfektionering af udstyret. Det er nemlig ikke et helt normalt mountainbikeløb, og de garvede i gamet påstår, at det kræver flere års erfaring at klare sig godt. Så jeg er desværre nødt til at tage afsted igen næste år!

Om lørdagen køres XC-løbet, som er et 43 kilometer langt punkt-til-punkt-løb, som starter i cirka 1300 meters højde i den lille by Sierra City. Herfra går det opad i 16 km til omkring 2300 moh, hvorefter en endnu længere og meget teknisk nedkørsel begynder, og man til slut kører over målstregen i Downieville.

Søndag køres det, der kaldes downhillløbet, som starter på toppen af bjerget og køres på en rute, der i starten adskiller sig fra XC-ruten, men cirka halvvejs nede følger samme spor som dagen før. Her skal man ikke lade sig snyde af navnet – der er også en god mængde opkørsel undervejs. Der er kun én regel til cyklen, og det er, at man skal køre på præcis samme cykel og med samme opsætning begge dage. Vejning inden starten sikrer, at dette overholdes.

Toppen af XC-løbet (næsten) og hvor downhill løbet starter med Sierra Buttes (2619 m) i baggrunden

Glamping og prolivet

Det var nogenlunde det, jeg vidste om løbet, inden jeg begav mig til Californien for at mødes med mine venner. I mangel på både erfaring og valgmuligheder besluttede jeg mig for, at tage min Scott Spark RC med. Rendyrket XC-raket og måske ikke den cykel, der gav den sjoveste oplevelse på de meget tekniske spor, men med grove dæk og en dropperpost kan den faktisk klare mere end man tror. Jeg vidste også, at opkørslen ville være min svage side, så en let cykel kunne måske modvirke det en lille smule.

Jeg fløj til San Fransisco weekenden inden løbet, hvor jeg blev hentet af min veninde Emma, som jeg også skulle bo hos. Hun bor sammen med sin kæreste og deres hund lidt uden for Santa Cruz. Emma skulle arbejde og kunne først tage til Downieville onsdag aften, men jeg var så heldig at en anden af mine venner, som kører professionelt for Santa Cruz Bicycles, skulle afsted allerede tirsdag. Jeg hægtede mig på og fik en lille forsmag på prolivet – når det er bedst.

 

 

 

 

Vi kørte afsted i en kæmpe Santa Cruz van og ankom til Downieville tirsdag aften. Indkvarteret i en lækker hytte lige ud til floden var det tydeligt, at de første par dage virkelig bød på “glamping”-oplevelsen.

Træning på ruten er altafgørende ligesom ved mange andre cykelløb, men det er hovedsaligt downhilldelen, der er vigtig at lære at kende. Tobin og jeg havde derfor booket os ind på to shuttles til toppen af sporet i løbet af onsdagen. Byen er en stor destination for mountainbikere og der kører shuttles til toppen hver dag, faktisk kører de over 7.000 ture til toppen om året. Ret vildt for en by med 300 indbyggere. Cyklerne blev gjort klar og vi rullede ned mod opsamlingspunktet, der også er en af byens to cykelbutikker. Her var god stemning og summende forventing om, hvad resten af ugen ville byde på. Det var tydeligt at mærke, at lige nu var det stilhed før stormen. De fleste kommer til byen torsdag og fredag for at deltage i cykelløbet og alle festlighederne, så vi var heldige også at opleve den lidt mere stille og autentiske version.

Både lufttryk i dæmpere og dæk er en videnskab til sådan et løb og blev justeret mange gange undervejs. Tobin kørte på Santa Cruz’ XC-model Blur, men havde sat en 120 mm gaffel på i anledningen.

Earn your turns – næ nej, her er shuttles til toppen

Der er plads til 11 cykler og personer på sådan en shuttle og turen til toppen tager 45 minutter. En lidt søvndyssende tur kl. 9 om morgenen, men en fantastisk udsigt og forventningen til, hvad det er for et spor man kaster sig ud på, hjælper til at holde øjnene åbne.

Man bliver sat af i 2300 meters højde og allerede ved 10-tiden er også temperaturen ret højt oppe. Masser af vand og faktor 50-solcreme er nødvendigt her! De første 100 meter af sporet går en smule opad, og der går ikke meget mere end 20 sekunder, før man mærker højden. Benene gør meget mere ondt end de burde! Men så begynder det heldigvis at gå nedad, og hvilken nedkørsel! Udsigten er fantastisk og sporet slanger sig, med en god blanding af sten, rødder og sving, gennem landskabet med masser af vilde blomster i forskellige farver og fyrretræer beklædt med nærmest skriggrønt mos. Tænk på din yndlingsnedkørsel i Danmark, gør sten og rødder lidt større og forestil dig så, at den er så lang, at det tager to timer at køre den med god gas og et par pauser undervejs. Så har du cirka en tur ned ad bjerget i Downieville. Så flot, sjovt og teknisk krævende og jeg var forelsket med det samme.

Tobin Ortenblad på vej ind i et af downhill-rutens første sving.

To timers nedkørsel, 35 grader og over 2000 meters højde er ikke ligefrem noget, man er vant til som dansker. Det var hårdt for både krop og udstyr. Jeg blev hurtigt mindet om, at det også er ret hårdt at køre nedad, blot nogle andre steder end man er vant til! Og især når man forsøger at hænge på Tobin, der er vokset op på sporene i Santa Cruz og bestemt er en meget habil nedkører. Her må jeg vist indrømme, at det ikke var mange sekunder af gangen jeg kunne se hans baghjul. Men det var en meget effektiv måde at træne ruten på!

Man skal nærmest altid over mindst én bro, når man bevæger sig rundt i byen, som gennemløbes af både Downie River og North Yuba River, der løber sammen i Downieville.

Da vi nåede bunden af første tur havde jeg ondt stort set alle vegne og udsigten til at skulle op én gang til var en smule uoverskuelig på det tidspunkt. Fingre, hænder, underarme, fødder, lægge – steder man ikke er vant til at træne så intensivt, var nærmest på grænsen til krampe. Især fingrene kan nærmest ikke strækkes ud!

Heldigvis havde vi tid til både frokost og allervigtigst en lille lur inden næste shuttle havde afgang. Men anden tur var godt givet ud! På trods af at både hoved og krop var en smule tunge, var flowet og følelsen på sporet meget bedre. Og så var det tid til at junkierne skulle have deres fix! Vi fik lov til at komme på en af cykelbutikkernes wifi og kunne endelig komme i kontakt med omverdenen efter næsten et døgn (!) uden forbindelse. Faktisk var det utroligt befriende at være uden dækning og især som dagene gik, begyndte man at sætte mere og mere pris på det. Det stiller krav til planlægning, men til gengæld er man også nødt til at tage konsekvente beslutninger og overholde alle aftaler. Noget vi godt kunne lære lidt af i hverdagen. Og pludselig kunne man være til stede, tale sammen og læse bøger uden nogle forstyrrelser.

Efterfølgende kunne vi køle vores trætte ben og arme af i floden, hvor vi også sad på første parket til forestillingen, hvor en slange fortærede en hel fisk. Wauw-oplevelserne slutter åbenbart aldrig. Efter sådan en dag er man ved at være godt træt i både hoved og krop!

Gold Valley Rim Trail – episk og krævende!

Torsdag havde vi overvejet at køre hele XC-ruten, men besluttede os for, at vi hellere måtte spare benene for den lange opkørsel og hoppede på endnu en shuttle til toppen. Herfra kan man køre anden halvdel af XC-ruten, så man slipper for den del af opkørslen, der mest foregår på grusvej. Vi startede på Gold Valley Rim Trail, der blev tilføjet til ruten for første gang sidste år. Et spor med vanvittig udsigt, mange sten og punchy tekniske stykker, som kræver max power og koncentration. Igen ret udfordrende i knap 2500 meters højde og jeg begyndte allerede at frygte, hvordan det ville være at køre det stykke efter over en times opkørsel.

Det kræver fuld koncentration og max power at forcere rutens mange tekniske passager opad med step ups og løse sten.

De godt fire timer på cyklen den foregående dag kunne også godt mærkes på kroppen allerede. Mine underarme var så ømme, at hver eneste sten og ujævnhed i sporet ikke bare kunne mærkes, men påførte ren smerte. Og jeg synes endda at min smertetærskel er forholdsvis høj. Det gav lidt bekymringer i forhold til kroppens tilstand når vi ramte løbsdagen. Det gik op for mig, at på trods af, at mine skarpe evner på nedkørslerne godt kunne dæmme op for den manglende affjedring på cyklen, var det min krop der til gengæld betalte prisen for det.

Jeg måtte bide det i mig og følge med! Vi kørte i en lille gruppe på turen torsdag, blandt andet med en pige, der kører professionelt for Specialized. En konkurrent! Hun var lille og ubehageligt hurtig når det gik opad, men til gengæld kunne jeg lægge god afstand mellem os på alle de tekniske stykker på trods af, at hun kørte på en cykel med en del mere vandring. Det gav gode point på selvtillidskontoen, men jeg vidste også, at det stadig ville være meget svært at indhente den tid jeg kom til at tabe på den lange opkørsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tid til ægte camping

Torsdag var også dagen, hvor det var slut med glamping. Emma kunne endelig holde fri fra arbejde og kørte de 6 timer fra Santa Cruz til Downieville. Hun ankom torsdag eftermiddag og så var det tid til at finde et sted at campere. Egentlig var det planen, at vi skulle sove i selve byen, men vi var begge enige om, at vi egentlig hældte mere til fred og ro ude i skoven. Den lille by var allerede ved at blive godt fyldt op med mennesker, så vi kørte i stedet til en campground 10 km uden for byen. Hvor badene foregår i floden og madlavning på et campingblus. Det har også sin charme!

Fra glamping til vanlife, jeg fik det hele med.

Vi løb ind i et mindre problem, da teltet åbenbart ikke lå i bilen som forventet. Men man er vel ikke mountainbiker i Californien med respekt for sig selv, hvis ikke man har en van, hvor det er muligt at sove. Så vi sov i stedet bag i bilen, hvilket viste sig at være helt fint også.

Fredag kørte vi endnu en tur på downhillruten, og jeg forsøgte at køre så forsigtigt som muligt og fokusere på at memorere alle de vigtige steder i sporets forløb, for at skåne kroppen en smule og forhåbentlig føle mig nogenlunde frisk på startstregen lørdag morgen. Det gik efter planen, indtil mit forhjul blev fanget i noget løst sand i en switchback og jeg måtte en tur i jorden. Et meget udramatisk styrt, men mine knæbeskyttere lå selvfølgelig i bilen, og pludselig sad jeg der med en irriterende stor flænge i knæet dagen før løbet. DUMT! Jeg har set nok flænger til at vide, at den var på grænsen til at skulle syes, så jeg måtte forbi en læge. Jeg slap heldigvis med skrækken, men bekymringen for, hvordan det ville føles når der skulle trædes i pedalerne næste dag, var stadig intakt.

Det var første halvdel af min historie om turen til et af de mest ikoniske mountainbikeløb i USA. Stay tuned for næste halvdel, som er beretningen om selve løbet!

Hvis du har lyst til at høre og se mere om Downieville og løbet, så tjek denne virkelig fede film ud, som Patagonia lige har lavet:

Posted by:Signe Koch

Min passion for cykling startede i mountainbikeverdenen for omkring 6 år siden. Siden da er interessen kun vokset, og rækker nu lige fra landevej til cross, XC-ræs og mere enduroagtig mountainbiking, når muligheden byder sig. Jeg elsker eventyr på cyklen i godt selskab og flotte omgivelser, men også høj puls og cykelløb. Jeg har blandt andet deltaget i VM i cykelcross i Bogense 2019. Til hverdag arbejder jeg som økonom i Tænketanken DEA og er så heldig, at der er god forståelse for glæden ved en cykeltur i godt vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *