…citat Hartmut Rosa
Bikepacking Tour of Colorado 2022
Er cyklen værktøjet, eller det alt afgørende – eller noget midt imellem? Hvad cykler man for? Er det motionen, oplevelserne, café stoppet, socialisering eller noget helt andet? Det er nok meget individuelt, men uanset hvad, så bringer cyklingen oplevelser med sig og det er ikke cyklen der skaber dem – det er op til os selv at gribe dem undervejs.
Valg eller vilkår?
Valget om at cykle 2 uger alene var helt bevidst. Nye mennesker skulle mødes, fuldstændigt ubetinget, som det er når man ikke kender hinanden fra før. At cykle alene blev derfor et vilkår, såvel som et valg og kun tiden kunne vise om det var klogt. Variationen skulle komme gennem overnatning i telt, på vandrehjem, moteller og ikke mindst Warmshowers værter.
Warmshowers er en App hvor værter og gæster mødes betinget af værtens profil og krav, men alt er gratis. Om værten tilbyder en femstjernet pakke eller blot en teltplads i baghaven, er op til værten. Det er beskrevet i profilen. Som vært på Berlin – København ruten har mange været forbi og alle har været positive og horisontudvidende besøg. Læringen om andre kulturer, persontyper M/K+ og holdninger er spændende. Valget er vores, men også konsekvensen, og mon ikke både frygt og angst på den måde erfares, læres og håndteres?
Fem uger var sat af til Colorado turen og de første tre uger til Bikepacking Tour of Colorado. I 2015 gennemførtes Colorado Trail på to uger og det var der bikepacking blev til en hobby. Siden hen er det blevet til mange tredages ture i Danmark og de fleste er beskrevet her på Bikings.dk.
En løs plan var lagt på RidewithGPS så den kunne ændres undervejs, idet vejret kan være ret afgørende for om ruten kan lade sig gøre, såvel som bevaring af det sjove, interessante, overraskende og ikke mindst, være åben for anbefalinger undervejs fra andre bikepackere og hikere.
Den rute var på ca. 2.000 km og ville nok tage tre uger inklusive 3-4 hviledage. Ruten var lagt så den kom igennem legendariske mountainbike byer som Steamboat Springs, Crested Butte, Grand Junction, Fruita, Moab, Cortez (Phil´s World), Telluride, Leadville, Breckenridge og Keystone. Idéen var at bruge én dag i et par af dem, hvor gravelcyklen blev byttet ud med en MTB.
Til Denver.
Icelandair bragte mig sikkert og næsten planmæssigt fra København til Denver, med stop i Keflarvik. Den rute er brugt flere gange før og kan anbefales. Den er kort, effektiv, kort transfer tid og så er Keflarvik lufthavn lille, let og effektiv. 1 time og 30 minutters transfer tid er nok i den lufthavn, men det blev til 3 timer og 30 minutter pga. forsinkelser fra tilstødende fly fra Europa. Ukraine – Rusland krigen, strejker mm. påvirker i høj grad forventet ankomst – endnu et vilkår – men det skal nok gå!
Udstyr.
Cykel og alt udstyr, bortset fra telt, kom med fra Danmark. Cyklen var lånt af Canyon Danmark, en der kunne køre med low riders (Anything Cages) på forgaflen. Det kan man på Canyon´s Grizl model, men ikke på min egen Canyon Grail og så manglede pladsen til Jetboil og tøj. Teltet blev købt hos REI og valget faldt på det nye Big Agnes Copper Spur til to personer. På bikepacking turene i Danmark er vi ofte to personer.
Shimano havde forsynet mig med div. tøj og sko, Lazer havde sendt den nye hjelm i bikepacking farver, Garmin havde lånt mig den nye 1040 Edge Solar, som skulle gennemtestes i Colorados evige sol. Pro-Bikegear havde forsynet mig med deres bikepacking tasker og resten fik jeg af VISA kortet. Skønt med gode venner i cykelmiljøet.
Denver ligger i ca. 1700 moh, så højdetilvænningen kan ikke vælges til, den er også et vilkår. En enkelt dag blev brugt til udpakning og samling af cykel, test af opsætningen og især balancen i cyklen. REI – min favorit outdoor shop i USA – blev besøgt og de sidste småting indkøbt. Gasbeholder, iodine tabletter til vandrensning, letvægtespade til de lokale muldtoiletter, bjørnehorn mm.
Denver og cykelstier.
Afsted til Boulder via de lækreste cykelstier!
Denver er København langt overlegen når det kommer til cykelstier væk fra trafikken. Ok, der er masser af plads og byen er ikke 1000 år gammel, men alligevel, så mange pendlere er der ikke i Denver. Langs alle floder og mindre vandløb, samt større motorveje, er der anlagt de flotteste brede cykelstier. Hvis der ikke er en separat cykelsti er der malet på vejen, med tydelige cykelikoner, at her skal man cykle. Følg skiltene til cykelstier! Hvis ingen af dele er tilstede, så lad være med at cykle der, det er logisk og igen et af de dejlige befriende vilkår! Ud til alle større parker, vandreservoir´s med vandsport, skove mm. er der cykelstier. Alle cykelstier er flot markeret og skiltene kan tydes af både lokale og turister – det er bestemt ikke tilfældet hjemme – hvor mange turister spørger om vej, på trods af utallige skilte med lokale stednavne og angivelser. Man kan vel sige, at forløbet af cykelruterne hjemme bør kommunikeres langt bedre og oftere.
Døgnrytmen.
Tidlige starter er en forudsætning for gode cykelture i Colorado og bjergene. Det bliver ofte meget varmt fra kl 12 til 16 og så er der ofte mindre regn- og tordenvejr ud på eftermiddagen. Regelmæssige korte regnvejr og mindre ofte tordenvejr, er et resultat af fastlandstermikken der opstår hen over dagen. Så en normal dag består af et langt stræk fra ca. kl 7-8 til kl 14, en pause med frokost og så en kortere tur fra kl 16-17 til kl 19-20. Befinder man sig højt i bjergene, især på eksponerede steder uden træer og ly, så er det med at komme ned i læ ved tordenvejr.
Overnatning?
Fleksibilitet er nøgleordet. Warmshowers værter blev kontaktet i god tid, hvilket ofte viste sig overflødigt. Er man vært, så er man ofte meget fleksibel. Desværre svarer mange slet ikke og dermed er en Plan B et vilkår. Den plan kan være en teltplads som ikke skal bookes og som er gratis i en National Forest, en KOA teltplads til ca. USD 25 (samme som Dansk Camping Union?), en teltplads som kan bookes i et BLM område (Bureau of Land Management) til USD 25, et hostel (vandrehjem) til ca. USD 30-40 pr. nat, et motel til ca. USD 100-125. Enkelte byer har gratis teltpladser tæt på byen. Endelig er der en cowboy overnatning, som blot er at sove under åben himmel. Det forblev uprøvet.
Det blev til to Warmshowers overnatninger, begge helt fantastiske værter som sørgede for alt. Det blev til fire overnatninger på vandrehjem, en enkel lorte-overnatning på motel og resten i teltet. Vandrehjem og telt er klart at foretrække og ikke mindst de som ligger langt væk fra highways mm. Roen, lyden af skoven, dyr i naturen, solnedgang og opgang og ikke mindst den natlige tissetur med en helt igennem ufattelig stjerneklar nattehimmel. Det var svært at krybe ned i soveposen igen.
Mad og drikke?
Et spørgsmål? Ja, fordi man ikke kan bruge rutiner og vaner fra Danmark. I højden skal der drikkes meget mere og vand alene gør det ikke. Det meste af turen forløb i mellem 2200-3900 moh og i den højde skal væskeindtaget ganges med ca. 1,5-2,0.
Væsken skal indholde elektrolytter, der forbedrer og stimulerer energiomsætningen og indholdet af proteiner i maden skal helst være højere. Endnu et vilkår som kræver planlægning ift. indkøb, men også konstant være opmærksom på vandløb, hvor drikkedunkene kan fyldes op på forhånd og renses med iodine tabletter. Rensningen tager ca. 20-30 minutter, hvorefter elektrolytter med smag tilsættes. Med dagsture på op til 8 timer kan energiforbruget ikke erstattes, det er svært at spise så meget, så hviledage og lange frokostpauser med store portioner, blev endnu nogle skønne vilkår. Bortset fra kedelige frysetørrede færdigretter til Jetboileren, så var det slet ikke svært at finde lækre måltider, vand, øl og protein – det er noget de kan i Colorado.
Vilkårene var erkendt og befriende. Gennem erkendelsen frigøres man mentalt og kan nyde turen fuldt ud.
Højdepunkter fra turen.
Bjergpas har altid været dragende og det gjorde sig også gældende på denne tur. Alle etaper var lagt ind med bjergpas, bortset fra den vestlige del af turen. På den var målet at cykle The Kokopelli Trail fra Fruita til Moab på et par dage. Den sløjfe blev aflyst, da flere lokale advarede mod meget høje temperaturer i ørkenen, samt at mulighederne for at tanke vand var ret begrænset. Dermed skulle der slæbes 10 liter med, hvilket der ikke var plads til. Den erkendelse indtraf allerede efter Steamboat Springs, hvor jeg mødte David på McDonalds over morgenmad. David var på cykeltur på tværs af USA, på en gammel stålracer med tåclips og gearskiftene på skrårøret, meget lidt bagage og budget kun til McDonald’s coin offers undervejs. Han havde dog et forslag som gik på, at jeg kunne cykle om natten, hvor det er koldere og hvor fuldmånen ville lyse tilstrækkeligt op til at kunne køre sikkert. Det ville han selv gøre på sin vej gennem ørkenen, mod Portland, Oregon.
Det betød at Cortez med legendariske Phil´s World og måske Telluride blev aflyst. Telluride holdt jeg åben ift. målet om at cykle The Alpine Loop, med udgangspunkt i Lake City.
Gold Hill, fantastisk café med snaksagelige folk.
Fra Denver fulgte jeg smukke og flotte cykelstier hele vejen til Boulder, hvorfra jeg havde fået gode råd fra min kammerat Dan, om hvordan jeg kunne komme videre mod Estes Park, på mest mulig grus. Den rute gik via Boulder Canyon Road, Gold Rush Road og Gold Hill, en lille næsten-spøgelsesby deroppe over Boulder. Dan anbefalede også caféen der, samt at jeg fra Estes Park tog Old Fall River Road til toppen af Trail Ridge Road, USA´s højest beliggende vej som forbinder Estes Park og Grand Lake.
Den lange tur tog hårdt på køllerne og Gold Hill blev derfor det første sted Big Agnes blev slået op. Caféen var en særdeles positiv overraskelse, med god kaffe, cookie, vand, hyggelige mennesker at snakke med osv. To unge mennesker sørgede for vand og energi og gæsterne for hyggen.
Det var en gratis teltplads, som flere brugte ifm. en spejderlejr for børn og unge på området. De fleste var i bil og parkerede lige ved de små teltpladser, lidt besynderligt, men noget som åbenbart er et “vilkår” i USA. På trods af trafikken og bip – bip bip fra bildøre der åbnede og lukkede, var der plads til naturen og en kæmpe moose (elg) vadede tværs igennem teltpladsen hen under aften.
Tidligt op, pakke, cykle, ingen morgenmad, bare afsted i solen og fred og ro!
Målet var at ankomme Estes Park tidligt, spise brunch, lege turist og så cykle ud til Warmshowers værterne Larry og Becky. Vejen fra Gold Hill til Estes Park er mest asfalt på Peak to Peak Highway, men hvad gør det nå udsigten giver konstant medvind og benene igen var friske. Eggs of Estes fyldte kroppen med protein, kulhydrater og kaffe. Amerikanske diners er noget for sig selv og langt mere tilgængelige og ukomplicerede end københavnske brunch steder. Her – kæmpe kaffekopper, kaffe ad libitum, friskpresset OJ i store glas og portioner der passer til cykling.
Æg er æg, pandekager er pandekager og bacon det bedste!
Estes Park er en turistmagnet om sommeren. Outdoor folket flokkes her og det meste camping skal bookes i god tid. Der er dog flere First come, First serve pladser, men man skal være tidligt ude og tjekke Appén Recreation.gov. Larry er pensioneret og har arbejdet i mange år i Rocky Mountain National Park, som chef for administration og planlægning af parken. Parken ligger rundt om Estes Park og er et stort naturområde med meget vildt, høje toppe at bestige og meget flot natur. Mon ikke Larry havde nogle gode råd?
Udover parken er The Stanley Hotel en publikumsmagnet. The Stanley Hotel er der hvor Stephen King fandt inspiration til romanen The Shining (Ondskabens hotel). Gennem sit ophold der, kom inspirationen og manuskriftet blev skrevet. Filmen blev fantastisk med Jack Nicholson i hovedrollen og Stanley Kubrick som instruktør. Rygterne siger at der er paranormal aktivitet på The Stanley Hotel og især ét værelse (217) skulle være forbandet. Der er også en labyrint udenfor hotellet, præcis som i The Shining. Efter sigende skulle hotellet have afslået at være scene for filmen, hvorfor den blev flyttet til et andet hotel længere nordpå.
Larry tog imod kl 16:30 med kolde drikke og Tour de France på TVét. Også han er kæmpe fan af touren og der var meget at snakke om. Larry anbefalede en tidlig lørdagsstart så de fleste biler kunne undgås på Old Fall River Road. Kl 06:00 var Larry klar med kaffe og havregrød og kl 06:45 var dag to på cyklen begyndt. Larry og Becky fik fem stjerner ud af fem mulige på Warmshowers anmeldelsen.
Old Fall River Road blev færdiggjort af straffefanger i 1920 og alle 17 km er bygget med håndkraft. Vejen er grusbelagt hele vejen op til Visitor Center på toppen, hvor den fletter med Trail Ridge Road. En drøm for grusfanatikere med gode lunger og ben og hang til høje pas.
Nu var planen at rulle ned til Grand Lake, spise frokost og finde overnatning, men køllerne var gode, vejret flot og der var ikke udsigt til den sædvanlige eftermiddagsregn, så – videre mod Arapahoe National Forest, et ukendt antal km og en bingo-overnatning.
Efter lidt roderi på en “no trespassing” grusvej fandt jeg ruten og turen igennem Arapahoe National Forest kunne begynde. Skoven er næsten brændt helt væk, men skyder fra bunden som en gal, med blomster og små nye aspen-, gran- og fyrtræer. Sceneriet er helt specielt, med de afbrændte træer og et hav af blomster i skovbunden.
Skoven er delt op i grusveje for alle, dvs. ATV, MX, 4×4 biler og så cykler og vandrere. Heldigvis er der flere veje og stier kun for cykler og vandrere, men ikke den vej ruten gik. Længere inde og højere oppe i skoven forsvandt næsten alle motoriserede fartøjer og oplevelsen kulminerede på passet i ca. 3200 moh. En lang ujævn nedkørsel til hovedvejen førte til lamme hænder og frisk vand. Hvor langt var der til næste mulige teltplads? Det lignede noget i retning af yderligere 75 km til Routt & Medicine Bow National Forest og en gratis teltplads i skoven. Altså en dag på 200 km og mange højdemeter. Var det mon klogt? Tja, men et vilkår og vejret var godt og benene virkede friske.
Det ville også betyde en kort dag i morgen og derefter en hviledag i Steamboat Springs, så det var da en god plan!!!
Ca kl 19 blev teltet slået op i en sværm af myg og stilhed. Der var flere autoriserede teltpladser i skoven, men én uden biler er klart at foretrække.
Morgenerne i Colorado er altid smukke og oftest med sol. I højden kan det være koldt i løbet af natten og om morgenen, så solopgangen er ens vækkeur. Denne morgen var ingen undtagelse og efter en hurtig pakning var det direkte ud på stigningen op mod Buffalo Pass i 3150 moh og Steamboat Springs skiområde. Generelt så er Rocky Mountains ikke så stejle som Alperne og grusvejenes stigningsprocenter generelt lavere. Det er klart en fordel når man skal arbejde i højderne 2500-3400 moh, hvor iltindholdet i luften er lavere end i Alpernes 1000-2500 moh.
Efter 11,5 km opad var det overraskende at se så dårlige grusveje i et stort skiområde, hvor servicekøretøjer færdes, men de var virkelig bumlede og igen var der 100 vis af biler højt oppe på bjerget, meget trist at se. Endnu en hånd- og underarmslammende nedkørsel senere, var det tid til en breakfast diner i Steamboat Springs. Dæmperforgaffel på gravelcyklen næste gang? Måske hardtail MTB med 100 mm forgaffel er endnu bedre? Svaret skulle snart vise sig.
Steamboat Springs er en klassisk ski- og outdoor by i den nordvestlige del af Rockies. Beliggenheden giver ekstra god sne om vinteren og Steamboat er en af de byer hvor Champagnesne kan opleves. Den dannes via termikken i form af nedbør og meget tør luft, som løftes op nedefra. Champagnesne er noget de lokale kører langt for at opleve. Om sommeren er byen fyldt med mountainbikene og vandrere, og det store gravelløb SBT GRVL og GRAVEL FEST har i den grad øget interessen for gruscyklingen og tusindvis strømmer til. Endelig er der Hot Springs, som kan opleves i det offentlige bad, eller på luksus hoteller i området. Gennem Steamboat Springs løber Yampa river som tilbyder tubing og white river rafting. Der er to lokale mikrobryggerier og et utal af restauranter.
Overnatningen blev på Nordic Inn Motel, desværre. Alt for meget larm, men trods alt et møntvaskeri, så turen kunne fortsættes i rene bibs. Hviledagen blev brugt i Hot Springs og til at besøge de lokale bryggerier, spise pizza og godt brød med kaffe. Carbo loading på den bedste måde.
Der var nogle lokale brands som skulle besøges. Big Agnes, producenten af mit telt, Moots, producent af de lækreste titaniumcykler og så en lokal cykelsmed, som har vundet priser for sine TIG svejsede titaniumsstel. Desværre var der ikke udstillinger eller offentlig adgang, så det blev blot til snak med de mange GDMBR (Great Divide Mountbike Ride – Banff i Canada til Antelope Wells ved Mexicos grænse) ryttere der var ved cykelbutikkerne. Det var der snakken faldt på valg af cykel og de fleste kørte MTB hardtail med 100 mm forgaffel og styr med mange mulige positioner til aflastning af kroppen og hænderne.
Næste overnatning i Steamboat blev på en KOA campingplads, desværre. USD 26 er billigt, men teltpladsen var 25 meter fra vejen gennem byen. Ørepropper gør dog underværker. Heldigvis var der både GDMBR-cyklister og vandrere på CDT (Continental Divide Trail – Mexicos grænse til Canada eller omvendt), så hyggen og snakken var reddet. Der fik jeg talt med @definitelynotniel (GDMBR) og tre unge damer der var på CDT thru hike – dvs. hele vejen. Niel var på vej nordover i godt tempo, alene og ved godt humør. Damerne var startet i maj og var ca. halvvejs. Den ene dame var fra Schweiz og på spørgsmålet om hvorfor hun tog helt herover for at vandre, kom svaret noget overraskende…
“…der er ingen vild natur tilbage i Schweiz”
Diners er godt men også fyldt med folk, larm og ventetider, så denne morgen, efter pakning og cykeltur ud af Steamboat, faldt valget på McDonalds. Rygterne sagde de havde god morgenmad, så det skulle prøves. Cykelstien derud langs Yampa River er smuk og alle man møder hilser høfligt. En dejlig kultur her i USA. En ældre mand på cykel råbte pludselig stop. En bjørn krydsede cykelstien foran os og kun rumpen var nu synlig, da den var på vej gennem buskene ned til floden. Han sagde at den ofte var her, da huset på den anden side af stien har fuglemad hængende i træerne, hvilket bjørnen elsker.
Det var på McDonalds føromtalte David dukkede op. Menuen der bød på havregrød med æblestykker, god kaffe, OJ og en slags bolle med en masse sukker på. Fred og ro, hyggesnak med David, opladning af div. el-ting og gennemgang af dagens rute. Steamboat Springs til Glenwood Springs, 184 km og ca. 1600 højdemeter. Alt for meget asfalt jf. RidewithGPS, noget som heldigvis skulle vise sig at være helt forkert. Godt nok var de første 84 km opad asfalteret, med kun 500 højdemeter vundet, men så gik det nedad til km 96, hvorfra gruset overtog og turen langs Colorado River startede. Hvilket en fantastisk syn at køre fra plateauet ned mod den mægtig flod, som faktisk der, ikke er i nærheden af fuldvoksen.
Colorado River udspringer oppe nær Trail Ridge Road, hvor jeg var på dag tre. Derfra løber den ned til Grand Lake og videre ned mod Glenwood Canyon. Floden ender i bunden af Grand Canyon og videre ud i Mead Lake, hvor Hoover Dam dæmmer vandet op. Derfra videre til Californien, langs grænsen til Mexico, ind i Mexico og ud i Golfen.
Simpelthen en spektakulær tur gennem lodrette kløfter og klipper. Ved fletningen med I70 (Interstate 70 motorvejen øst/vest) overtog asfalten igen, men til gengæld var Glenwood Canyon meget flot og cykelstien langs Colorado River og I70 fantastisk. Det blev en lang dag og selv om Warmshowers værten ventede med mad, måtte sulten stilles med det samme Glenwood Springs blev nået.
Glen, Warmshowersværten, var en meget positiv overraskelse. Han bor i et kæmpe hus, som han deler med to unge mennesker, i et slags minikollektiv. Det blev er en masse hygge ud af, med kolde øl og chips på terrassen. Glen er lærer, finansiel rådgiver og amatør tryllekunster. Det sidste synes han var sjovt at underholde med og de fleste korttricks var ufattelige.
Glenwood Springs har meget at byde på udover hot springs, bl.a. hanging lakes og huler, så den destination er noteret ned på TODO listen.
Igen tidligt afsted mod Crested Butte hvortil forventningerne var store. Mountainbikens krybbe, et af de bedste steder at mountainbike, hyggeligt, originalt osv. er nogle af de mærkater byen har. Planen var at prøve mountainbike der, men som ved de fleste planer, så laves de løbende om pga. vilkår.
Cykelstien op mod Marble og Schofield Pass startede i Glens baghave og fortsatte hele vejen til Carbondale, hvorfra en fin landevej med ok bred skulder (nødspor) startede. Hver dag, ny flot cykelsti, meget imponerende. Hver dag nye veje med brede skuldre og høj grad af sikkerhed. Hver dag nye flotte udsigter og store oplevelser. Igen i dag et nyt bjergpas, Schofield pas 3.260 moh, som skulle være særdeles imponerende i både struktur, kultur og visuelt.
Fra Glenwood Springs til Marble er der 64,5 km og 700 højdemeter vundet, derefter går det opad, stejlt og meget ufremkommeligt, hvilket betød flere km hike-a-bike. Over 17 km skal ca. 850 højdemeter vindes, men da det går op og ned flere gange, er passagerne opad ofte meget stejle og især til sidst, inden plateauet hen mod passet. Skilte informerede om, at kun erfarne 4×4 kørere (biler og ATV´s) skulle kører videre, men cykel og rytter måtte over til Crested Butte, alternativet var nemlig lang, kedelig og asfalteret.
Mens grusvejen stadig var fremkommelig var der 4×4 biler og ATVére – lidt for mange og de kørte ofte langsommere end man kan på cykel, især nedad. Efterhånden som vejen blev meget dårlig forsvandt biler og ATVére, mens der stadig var få vandrere. Ensomheden opleves 100% mens hjertet banker intenst og kroppen bruges i alle led og muskler. Teknisk kørsel opad er klart mere krævende på en dårlig grusvej end en ok asfaltvej.
På et kort stykke var vejen spærret af sne, som lignede en gammel lavine. Den lå også hen over bækken der løb ned gennem dalen og formede en tunnel under sneen. Det var dog ikke svært at komme over sneen, men det var glat og smattet. De sidste km var ren hike-a-bike, hvorefter vejen på toppen var oversvømmet og turen fortsatte af et lille single track og mere hike-a-bike. Grusvejen blev fundet og turen hen over plateauet var flot og i starten stille, men snart dukkede er igen biler og deres vandrere op. Plateauet er et historisk sted for bosættelser gennem mange år, indianere, pelsjægere, hvide bosættere og nu millionær hytter.
30 km ned til Crested Butte, men kun med 350 højdemeter, så der skulle arbejdes ind imellem. Smuk nedkørsel med super gode grusveje det sidste stykke. Crested Butte består af to bydele. Den gamle helt nede og så skibyen lidt oppe på bjerget. Skibyen kom først og så kedelig ud. En fin cykelsti førte ned til den gamle by, som kogte af liv. Masser af biler og turister, gamle hyggelige huse som er lavet om til caféer, restauranter, cykelbutikker, souvenir shops og hoteller mm. Mobilnettet var overbelastet og signalet næsten dødt. Det var umuligt at få et sted at sove, alt udsolgt. En venlig dame på motellet i udkanten af byen hjalp ivrigt, men forgæves. Tilbage op til skibyen hvor en flot gratis campingplads ventede. Planen om at cykel MTB i Crested Butte var skrottet.
Campingpladsen var fyldt med telte og hyggelige mennesker. Et kinesisk par ankom i deres store truck og slog et lille telt op, en sjov kontrast. Det viste sig at manden var fotoentusiast og skulle tage fotos af en forventet flot rød solnedgang. Det blev vist lidt en skuffelse, men flot var det nu alligevel. Andre var der for en foto session med en ung dame, der lige var blevet student og hun skulle fotograferes i de flotte omgivelser. Total stilhed kl 22, god søvn og en fantastisk morgen ventede da teltlynlåsen zippede op.
Hvor langt mon man kan nå på en flot dag i tynd luft? Der var 140 km til Lake City og de første 70 km nedad. Derefter op og ned mellem 2900, 2350, 2750, 2450, 2700 for at slutte i 2650 moh. Hjulene rullede mod Gunnison klokken tidligt uden morgenmad. Mon ikke der dukkede noget op på vejen derned? Lidt kedelig vej heldigvis afbrudt af en fantastisk blåbærpandekagemorgenmad med kaffe ad libitum.
Almont Resort er også et historisk sted, hvor vildtjægere tog til fra store dele af USA. Det blev så populært af Roosevelts (FDR) modstander valgte af afholde et af hans præsidentkandidat møder der. 10.000 mennekser mødte frem på dette lille sted, midt i bjergene. Han tabte – heldigvis!? Hvad mon der var blevet af WW2 hvis han havde vundet?
New Deal, new town, new people, got to go, the mountains are calling!
Gunnison blev kørt igennem hurtigt. Byen virkede kedelig, men har også ry for at være et fantastisk mountainbike sted. Ja, og gravel, med et nyt gravel event i 2022. Alle bjergbyer må have et gravel event, tilsyneladende. Mon Lake City også har et? Turen blev 100% asfalt men flot. Landevejen fra Gunnision over de to toppe og så svagt opad til Lake City var meget varm og tør. Ingen steder at få vand, ingen butikker, bare ørkenagtig natur og meget få biler. Det med bilerne skulle dog ændre sig en hel del.
Lake City er en by I Colorado fyldt med Texas nummerplader. Forklaringen er noget med, at Lake City er den bjergby som er lettest at nå fra Texas og så må man race rundt i 4×4, ATV, MX mm. på grusvejene oppe i San Juan Mountains. Jo, og så har Lake City engang tilhørt staten Texas – som tilhørte Mexico, som tilhørte Spanien, som tilhørte lokale stammer af indianere…..
Der er masser af fiskeri i floden – Lake Fork of Gunnison River – og tilsyneladende elsker folk fra Texas at køre rundt i disse monstre af biler og ATV´ere og fiske med fluer. Noget af en kontrast, igen.
Mon disse Republikanere og Trumpister fra Texas nu også var flinke?
En sen ankomst, men hurtig fundet overnatning, så tak til den meget flinke person i turistinformationen. The Ravens Rest gav tre overnatninger á 40USD på fællesrum. Lucky som har stedet er en lille historie i sig selv. Han er oprindelig fra Irland, Lucky er hans trailname (noget som man får eller tager når man vandrer) og ingen af os der boede der kendte hans rigtige navn. Lucky blev bidt af vandring for 15 år siden og tog fra Irland og vandrede The AT (Appalachian Trail), derefter PCT (Pacific Crest Trail) og begyndte så på CDT (Continental Divide Trail) men nåede ikke længere end til Lake City, hvor han så slog sig ned.
Planen blev en hviledag, så cykle The Alpine Loop og derefter videre mod……??? Mon Lake City havde noget at byde på? Restauranten The Cannibal lød spændende og bød på en hamburger og fantastisk lemonade ad libitum. Tjeneren havde en lidt mærkelig accent og hun synes vist samme om min, så spurgte hvorfra jeg var. Det viste sig at hun og flere andre i restauranten var fra Bulgarien og at restauranten var ejet af Slovakere. Besynderligt, men hun forklarede at det var en velbetalt sommertjans i studieferien, hvad velbetalt i USA så er, da det vist kan variere fra 7-8 USD til 15 USD i timen, plus tips.
Burgeren var lavet af Bison, som smager lidt anderledes end almindeligt oksekød.
The Cannibal er “opkaldt” efter Alferd Packer, som var en tidlig opdagelsesrejsende og guide, der havde arrangeret en vintertur med gæster, måske på jagt efter guld. Desværre blev han og gæsterne fanget i en længerevarende snestorm og…..ja, resten kan du godt gætte. Han var eneste overlevende og blev sendt i retten, hvor han blev dømt for kannibalisme uden entydige beviser, man fandt senere rester af hans gæster, som manglede div. lemmer. Alferd påstod han slog dem ihjel i selvforsvar. Hvert år afholder Lake City et teaterstykke, hvor folk fra byen er dommere over Alferd og det varierer fra år til år om han dømmes.
Hviledagen blev brugt som turist i en lille by der kan vandres igennem på to timer, så er alt set og læst op på. Lake City var en meget velhavende og aktiv mineby i “guldalderen”. Senere blev den også et turistmål og det afspejles i nogle af bygningerne, bl.a. the Matterhorn Hotel, som var datidens første til at få indlagt varmt og koldt vand, en overdådig luksus. Dådyr vandrer roligt rundt i byens gader og i år med lidt nedbør og dermed lidt føde i bjergene, er det ikke usædvanligt at bjørne kommer på besøg. Lucky oplevede det tæt på et år, hvor hans vandrehjem var fyldt op og en ekstra plads til telt blev i hans lille have. Næste morgen hørte han en knasen derude og kiggede ud af vinduet. Der var en sortbjørn på vej ind i gæstens telt og Lucky sprang ud med sit baseball bat og slog den over bagen. Den kiggede på ham og luntede væk.
Den aften blev måltidet indtaget på LCBC – Lake City Brewing Company i selskab med et par fra Texas, Lucy og David. Smadder hyggelige folk som købte øl og Deviled Eggs til os alle. De havde masser af gode historier om deres sommerferier i bjergene og hvor dejligt er var at komme væk fra Texas, både varmen og andet. Snakken faldt på Big Bend National Park, som er på listen over steder der skal bikepackes og de gav den varme anbefalinger og fortalte hvornår man skal rejse dertil. Kort fortalt efter Thanks Giving og før jul. Da er der ikke mange turister og varmen er til at holde ud. Regntiden er ophørt og grusvejene fremkommelige og tøre.
Want to get high? There Alpine Loop is here!
Alpine Loop kort version er ca. 80km og 1800 højdemeter og cykles i 2650 til 3930 moh.
The Alpine Loop når to flotte pas; Cinnamon 3830 moh og Engineer 3930 moh og især Engineer Pass er fantastisk flot. Vejene derop er stort set kun grus, bortset fra de første 4,5 km. De er gode og brede i starten men bliver meget hullede, stenede og tekniske til sidst på stigningerne. Der er ingen tvivl om, at bilerne ødelægger vejene mere end godt er og der er næsten ingen vedligeholdelse af vejene jf. Lucky. Hvorvidt bilkørsel skal være tilladt eller ej deler byen, men sidste afstemning i County Hindsdale gik til Ja-siden og mon ikke turismen ville lide et stort knæk, hvis det blev forbudt. Bilerne generer ikke synderligt, bortset fra store mængder støv der hvirvles op når de passerer, men de kører meget langsomt og chaufførerne er meget hensynsfulde og alle hilser.
Fem timer på rammen og 6:30 i alt, da der var masser der skulle fotograferes og læses op på. Fantastisk tur og helt klart Tour of Colorados højdepunkt på to måder.
Den sidste aften blev igen brugt på LCBC i selskab med mine room mates M/K og det var rigtig sjovt. De var fra 25 til 65 år, fra USA, samt en ung fyr fra Mexico, alle igang med enten CDT eller CT (Colorado Trail).
Muligheden for at udvide The Alpine Loop til Ouray, Telluride og Silverton blev droppet og næste dag blev forhjulet vendt mod Salida. En meget lang tur over adskillige pas. Ruten blev lagt på RidewithGPS appen, et fantastisk stykke værktøj som forbinder trådløst og perfekt til Garmin Edge 1040 Solar, via Garmin Connect appén.
198 km over Slumgullion Pass, Los Pinos Pass og Old Monarch Pass; 3450, 3200 og 3450 moh. Med 15,5 km opad lige fra start – så er køllerne varme.
Turen derfra ned gennem Hidden Valley, ranch efter ranch og gennem The Old Indian Agency til Doyleville.
I Doyleville skulle tankes vand og indtages frokost, men der var intet bortset fra 4-5 huse og en highway. Videre ind på flere fede grusveje og private veje med No Trespassing skilte i massevis. Det betyder blot at man skal blive på vejen. En lille bæk dukkede op og vand tilført iodine tabletter blev gjort klar, til indtagelse efter ca. 20 minutter. Længere oppe skulle der være en ranch med en lille restaurant, men der var et privat selskab og maden måtte igen vente. Et lille bump på vejen i form af Black Sage Pass i 2950 moh, lidt ned og så den lange flotte opstigning til Old Monarch Pass.
Det pass har været på TODO listen i mange år, da det er historisk og utroligt smukt fra vestsiden. 15 km og 700 højdemeter ventede forude.
Vejen er grusbelagt til toppen og fyldt med hårnålesving, forskelligt fra de fleste pas, der ofte består af lange lige strækninger med lave stigningsprocenter, et sving osv. Hårnåle svingene giver konstant nye flotte udsigter og en god rytme på en ensartet stigningsprocent. På toppen af Old Monarch Pass mødes Continental Divide, Monarch Crest Trail (IMBA Epic Trail), skiområdet og en flot asfaltvej ned mod Salida.
En sen ankomst, en god pizza og limonade i litervis, mens der googles efter overnatning. En booking på Salida Hostel i udkanten af byen og alt var på plads. Og hvilket vandrehjem, ren luksus og igen en masse skønne mennesker at tale med. Vandrehjemmet ejes af en ung tysk-amerikansk kvinde, som netop har overtaget det fra den tidligere ejer, som var blevet for gammel. Hun havde arbejdet der i nogle år og nu skulle der ske noget nyt, det var tydeligt. 40 USD pr. nat inklusiv. hovedpude, dyne, lagen og kaffe og hjemmebagte muffins næste morgen. Håndklæder á USD 1 inklusiv lækkert badeværelse med sæber etc. Alle cyklister og vandrere kunne vaske tøj gratis, andre måtte betale 1 USD. Fantastisk velfungerende, rent og underholdende.
Should I stay or should I go – mountain biking?
…for det er der nemlig masser af i Salida. Næste morgen blev cyklen pakket og turen gik til Leadville og camping ved Lake Torquoise. Leadville topper listen over bjergbyer i Colorado. Både byens historie og egne oplevelser bidrager til topplaceringen. The Colorado Trail bragte os dertil i 2015, med et godt ophold på vandrehjemmet, en fantastisk pizza på High Mountain Pies og lokale øl. Leadville100 MTB-løbet blev gennemført i 2012 hvor byen igen overraskede med ja, alt og igen pizza. Et gensyn var derfor et vilkår – med pizza.
Turen derop blev lagt via Buena Vista og morgenmad efter 35 km. En lidt kedelig tur på asfalt. Lidt proviantering i Safeway, en bænk i solen, selskab fra en ældre herre fra Kansas city, som var i et mægtigt snakkehumør og fortalte om hans og fruens sommerferier i bjergene, samt hvilke favoritsteder de har. Cottenwood Pass skulle være helt fantastisk, så det røg på TODO listen.
Derfra skulle turen gå på grusvejen langs Arkansas River, som er flot og flere steder egnet til white water rafting, som er meget populært. Desværre var vejen spærret af en væltet bus efter ca. 13 km og de gode redningsfolk ville ikke lade os cyklister passere. De mente at vi risikerede at blive slået ihjel, hvis et af deres kabler i bussen røg af. De havde jo ikke monteret dem endnu og ingen af redningsfolkene havde beskyttelsesudstyr på. Meget mystisk, men en smutvej måtte findes, ikke tale om at køre 13 km retur.
En lokal pegede på den gamle jernbane som krydsede floden ved campingpladsen. Så nogle km retur, gennem campingpladsen, en åbning i hegnet, op på jernbanen, køre på sveller, på broen over floden, flere sveller nogle km, ind på en privat grusvej ninja stil, gennem et par låger, en masse får, og ud på den kedelige og trafikerede hovedvej 24 til Leadville. Det var nu ganske sjovt, men svelle-massage kan ikke anbefales.
Leadville, camping og pizza trak og det blev hovedvejen hele vejen, i alt ca. 80 km. og fra 2150 moh til 3003 Leadville højde. Torquoise Lake byder på mange campingpladser og flere af dem kan ikke reserveres, så det er first come first serve. Der var masser af plads på Belle of Colorado, som er udstyret med toilet og vand, samt en smuk sø. Alle pladser har et lille bålsted og et bænke-bord-sæt.
Den lokale cykelbutik blev besøgt til indkøb af elektrolytter og gode råd. Planen var at cykle over Mosquito Pass på lige over 4000 moh, men kunne det nu lade sig gøre? To af de ansatte i butikken sagde nej, vejen var åbenbart meget dårlig på toppen og selv på MTB meget svær at overkomme.
Ny rute blev lagt og skuffelsen over det manglende 4000+ meter pas lagt til side. Vilkår er vilkår, men Mosquito er stadig på TODO listen, dog på MTB. Den nye rute gik direkte ud af Leadville og over Fremont Pass i 3430 moh, gennem endnu et historisk område med gamle og eksisterende miner, spøgelsesbyer og endnu et højalpint plateau.
Turen op til Fremont Pass var kedelig og asfalteret, men på toppen dukkede en kæmpe mine op. Der udvindes molybdenum til fremstilling af stål og igen var der mange interessante info-tavler. Nedkørslen havde jeg hørt skulle blive vildt hurtig, idet rampen fra passet gik nærmest ligeud over flere km. og max. farten nåede 78,5 km/t i super tuck position.
I bunden af nedkørslen fortsatte turen af en nyanlagt cykelsti til Frisco, hvor mange andre cyklister havde lagt dagens tur. Super lækker sti, med div. stop til vand- og toiletbesøg, som førte til Frisco, en rigtig flot by med masser at turister. Frokost på en tysklignende ølbar, med mørk øl, pretzel, wurst und gemüse.
Egentlig skulle de sidste km til Denver bides over i to dage, men stængerne virkede gode og turen fortsatte langs Dillon reservoir, gennem Silverthorne og Keystone ski- og cykelområder, langs søen og op mod Loveland Pass i 3623 moh. På vejen op blev der fyldt lemonade på i Loveland Ski Resort, som også bød på endnu en hyggelig snak med en fyr fra – ja, Texas. Lidt småregn som heldigvis stoppede hurtigt gav en fantastisk udsigt fra passet til næsten alle sider. Nok et af de flotteste pas på hele turen, kun overgået af Engineer Pass.
Så gik det nedad næsten hele vejen til Denver, gennem flere små hyggelige byer igen med masser af interessant historie og muligt fremtidige turistmål for familien. Familien fra Denver samlede op i den lille by Morrisson i udkanten af Denver, hvor vi indtog et par kolde øl og en kæmpe pizza.
Bikepackingturen var slut!
