Oliver Haralambon har her skrevet en anderledes og helt igennem fantastisk bog om cyklingen, mere specifikt landevejsløb, med referancer til hans egen karriere og andre store stjerner på den tid.
Haralambon er uddannet filosof og bogen får dermed en anden vinkel på vores elskede sport, end de mange andre cykelbøger på markedet. Her er der ingen selvdyrkelse, omtale af egne sejre og bedrifter i de mytiske høje Tour de France bjerge.
Pudsigt nok har den cykel, der har påført mig så store lidelser, også givet mig det mest optimistiske perspektiv, jeg nogensinde har været i stand til at anskue verden fra. Selvfølgelig kunne jeg lide at cykle, at være stakåndet ved siden af min djævel til skygge – den var mit kæledyr, den bed mig i læggene, lige så snart lyset gav den anledning til det, og jeg har brutalt slæbt den efter mig over tusindvis af kilometer, uden den nogensinde forlod mig. Jeg har svedt, grædt, spyttet, grint, følt den største vellyst, savlet, undertiden blødt på på asfalten ude på landet. Jeg har elsket cykelløb, fordi de har givet mig en form for tillid til umådelighed, tidens vertikalitet. Uden den, uden dem, ville jeg aldrig have haft den fjerneste fornemmelse for evighed – ikke den mytologiske, men den oplevede evighed.
Bogen har en god opbygning og især de afsluttende kapitler får brikkerne til at falde på plads, når starten på bogen kan være svær at spurtbesejre. Det er med andre ord en bog der skal læses i fred og ro, med absolut fordybelse.
Jeg lånte den af en god kammerat og læste den i to store bidder, derefter tog jeg cyklen og kørte til Filostræde, hvor Den franske Boghandel ligger, og købte min egen. Den skal simpelthen læses igen og igen, de kommende år, idet den perspektiverer cyklingen på mange måder – følelsen af hårdhed versus nutidens databrug, feltets sociale hieraki versus individet og ikke mindst skyggesiderne ved landevejscykling på professionelt niveau. Det er emner der aldrig bliver brugt op, i vores ellers fortravlede forbrugssamfund.
Cykelløb er for stort og for levende til at være en genstand for viden. Det er dette mysterium, jeg vil synke ned i. Og eftersom dette i sidste ende kun fordrer introspektion, er det, jeg beder min læser om, ud over at bære over med at jeg taler i første person, blot at ledsage mig, for jeg vil åbne min hjerneskal for ham. Dette knogleskrin er præstationens eneste bosted, der hvor den fortrylles, hvor dens eneste bosted, det er dér, hvor den fortrylles, hvor dens verden mister og antager form.
Slutningen på bogen er smuk og tankevækkende, da Haralambon trækker spor tilbage til sin egen start med cykelsport, og sender en tak til de frivillige og den person som gjorde forskellen for ham.
Det forlyder, at også hans venner holdt deres løfte og klædte ham på til hans sidste højtidelighed: De anbragte ham i hans kiste med cykelbukser og klubtrøje. Med to frugtbarer i lommen, til løbet. Han virkede ikke mere død end vanligt, han så helt ny ud – det eneste der manglede i pakken var flamingokulgerne. Vi andre forsøgte naturligvis alle, hver i sit hoved, at forestille ham glide henover det sorte vand og nå frem til den anden bred, en smule krumbøjet, siddende bagerst i prammen, utålmodige knæ og med cyklen ved sin side. En baskerhue på hovedet, med halvhandsker, de hvide ankelsokker og de smukke nypudsede Detto Pietro. Og til sidst fire sikkerhedsnåle og et løbsnummer på ryggen – jeg nåede ikke at se nummeret.
Tag din cykel, kør ind og besøg Den franske Boghandel, få en snak og en god kaffe sammen med bestyreren, som selv er stor cykelfan, og som løbende søger efter nye spændende udgivelser om vores smukke og stoiske sport.
