Dette er anden del i historien om Downieville, hvis du ikke har læst første del, så find den her

Det blev lørdag morgen og dagen for XC-løbet. Stemningen på vores campground var spændt og lidt nervøs. På det tidspunkt har man stadig ikke rigtigt nogen ide om, hvad det er man kaster sig ud i. Det føles lidt som om, man skal i krig, og ikke ved om man kommer hjem igen. Heldigvis kan en kop kaffe og god morgenmad ude midt i skoven afhjælpe en stor del af nervøsiteten! For når man er amerikaner, bliver der ikke skruet ned for lækkerheden bare fordi man er ude i vildmarken. Her var både æg, bacon og hvad man ellers kunne drømme om til morgenmad.

Det tekniske setup

Jeg fortalte lidt om mit cykelvalg i første del, og også om hvordan det måske mere var i mangel på andre muligheder. Jeg kørte på min Scott Spark RC, som i anledningen var sat op med Maxxis Highroller II. Også på dækfronten ville jeg måske have valgt lidt anderledes, hvis jeg ikke allerede havde haft nogen liggende hjemme i skabet, men nogle gange må man gøre det så godt man kan, med det man har!

Punkteringer er bestemt en faktor, som man regner ind i ligningen, når man forbereder sig til Downieville Classic. Det meget stenede underlag på en lang nedkørsel betyder, at man nemt kan ramme en sten forkert, når man er ved at være træt, og overskuddet er ikke-eksisterende. Det betyder, at de fleste kører lidt højere dæktryk end normalt. Men med min cykels kun 100 mm vandring og allerede godt ømme arme og fødder, var jeg nødt til at få al den hjælp jeg kunne fra dækkene også, så jeg måtte satse og køre lavt dæktryk. Sat op tubeless på hjul fra danske Amaton. Jeg ved ikke, om det bare er held, eller jeg er god til at undgå punkteringer, men det er flere år siden jeg sidst er punkteret på mountainbike, så jeg satte min lid til, at den statistik ville fortsætte.

Derudover kan nævnes en 32T-klinge og Quarq watt-kranksæt til glæde for talnørden her.

Varmt vejr og et langt løb giver nogle udfordringer i forhold til energi og væske, samtidig med at man selvfølgelig også selv skal kunne fikse mindre mekaniske problemer og punkteringer selv. Der er nogle depoter undervejs, men hvis man er uheldig kan der være langt til det nærmeste. Min løsning blev derfor at have en rygsæk på. En ting jeg bestemt ville ændre, hvis jeg skulle køre igen!

Jeg kører normalt altid bare med vand i dunkene til løb, men det går ikke når der er 32 grader. Løsningen blev derfor en dunk på cyklen med to elektrolyttabletter i og to liter vand i rygsækken. Det fungerede super godt i kombination med seks geler til at holde energiniveauet oppe. Både elektrolytter og geler fra det danske mærke PurePower (sponsoreret).

Energi skal der til, for at holde sig kørende sådan en uge i bjergene. Her fra danske PurePower (sponsoreret), som laver nogle virkelig lækre energibarer der ikke smelter i lommen.

Opkørslen der aldrig ender

Klokken blev tæt på 10 og vi stod klar på startstregen! Jeg havde stadig ikke rigtig nogen ide om, hvad jeg skulle ud i. Det eneste jeg vidste var, at Garmin’en skulle vise cirka 1000 hm før jeg kunne gøre mig nogen forhåbning om at have nået toppen, hvorfra jeg kendte resten af sporet.

Starten gik, og vi var afsted! De første par minutter er en grum asfaltstigning, hvorefter det flader en lille smule ud inden man rammer grusvejen. Jeg havde besluttet mig for at starte meget konservativt, hvilket betød, at mange af damerne i min klasse hurtigt var væk. Jeg hentede dog et par stykker igen inden længe og havde endnu én i sigte, som jeg kunne jagte lidt. Men lad jer ikke narre her, selv med en “konservativ” start, gør det ondt fra første pedaltråd og det, der minder om en grusvej, er stadig en ret teknisk og stejl stigning med passager undervejs som kræver fuld koncentration og power.

Nervøse smil før starten gik.

Jeg hentede pigen foran mig efter nok en halv time og prøver at gå forbi på en af de svære passager, desværre må en singlespeed mand foran mig hoppe af cyklen, så han er i vejen og jeg må også klikke ud. Og så må man jo i gang med at løbe. På en “grusvej”! Det gav lige en lille flænge i stoltheden, men det var simpelthen for stejlt og stenet til at man kunne komme på cyklen igen med det samme. Min konkurrent var selvfølgelig væk igen og herfra var det meget mere overlevelse end jagt.

Jeg havde ikke den bedste dag på kontoret, og så er den opkørsel en dræber! Ryggen gjorde ondt på grund af tasken, og beslutningen om at have den på forbandede jeg langt væk. Jeg var så tæt på at give mig til at græde flere gange undervejs og overvejede seriøst at stoppe op og holde pause. Men på en eller anden måde klarede jeg mig op til den første “falske” top, som jeg var blevet advaret imod. “Når du kommer til et sted med et højresving, som ligner toppen, så er det ikke toppen!”, men trods alt havde jeg klaret mig så langt, og ruten gik nu ind i skoven, så der var lidt pause fra den ellers bagende sol.

Trætte, beskidte og glade!

På en eller anden måde fik jeg kæmpet mig hele vejen til toppen! Men derfra er der stadig lang vej hjem, og jeg var træt! Min ide om at køre defensivt opad, for så at kunne give gas på anden halvdel holdt slet ikke, og resten af turen blev ren overlevelse. Alt gjorde ondt og jeg forsøgte mig med at sidde ned så meget som muligt for at skåne fødder og lægge, men det er ikke lige frem en kørestil som får en til at køre stærkt.

Partytime!

Lettelsen og glæden var stor, da jeg kørte over målstregen efter 2 timer og 55 minutter, på trods af at jeg ikke var helt tilfreds med præstationen. Jeg endte på en 8.-plads i et hårdt selskab, så det var faktisk helt okay.

Riverjump, øl, mad, nedkøling i floden, log pull, pizza og flere øl. Festivalen var i den grad i gang og ingen bekymrede sig om, at der var endnu en raceday søndag. Downieville Classic er ikke bare et cykelløb, det er noget helt særligt og byen er fyldt med glade mennesker.

Der bliver ikke bare kåret en all-mountain champion, en mindst ligeså prestigefyldt titel er årets log pull champion. Det går ud på at køre en cruiser bike, med et stort stykke træ efter, hele vejen ned ad hovedgaden og derefter bunde en øl. Hurtigste mand og kvinde kåres til årets mestre! Amerikanerne ved, hvordan man får folk til at blive efter et cykelløb.

Søndag og downhill

Vi overlevede festlighederne og var endda fornuftige nok til at gå ret tidligt i seng. Emma vandt expert-kategorien og havde således en førsteplads der skulle forsvares søndag. Jeg skulle ud og vise, at danskere godt kan køre nedad!

Vi kørte op til toppen i god tid og slappede af med lidt mental forberedelse inden start. Der er mange passager at huske på cirka en times nedkørsel, så man må prøve så godt man kan, at memorere alle de vigtige steder. Træd, nyd flowet, lavt gear, træd til, brems, brems ikke, hold til venstre over stenen, skarpt sving, 4 minutters max-interval, slip bremserne og håb på at du ikke rammer noget, pas på off-camber, kør alt hvad du kan til målstregen!

Afslapning og mental forberedelse inden starten på downhillløbet.

Allerede inden starten var følelsen i kroppen så meget bedre end dagen før, og jeg begyndte at glæde mig! Man blev sendt afsted med 30 sekunders mellemrum, så jeg vidste, at jeg skulle ud og jagte damerne foran mig. Sarah, som jeg havde trænet med torsdag og fredag, fik et forspring på 2 minutter og det var mit mål at hente hende – hun blev iøvrigt nummer to efter Katerina Nash om lørdagen, så det var rigtigt set, at hun var hurtig opad.

Fuldt fokus inden start!

Hende der skulle starte før mig, stillede ikke til start, så jeg havde et minut til den første der skulle hentes. Jeg blev sendt afsted, og gav den fuld gas. Selvom det brændte i lunger og ben på det første trædestykke, betød det ikke så meget den dag, jeg havde eyes on the prize og vidste, at det var det her, jeg var god til. Den første kvinde hentede jeg ret hurtigt, og det gav et boost til selvtilliden – jeg havde styr på det! Der var rigtig godt flow i cyklen, og alle steder, hvor man kunne træde, blev angrebet. Helt anderledes en dagen før! Men jo længere jeg kom uden at se nogen af de andre kvinder forude, jo mere begyndte jeg igen at tvivle på, hvor godt det egentlig gik.

Men så efter knap en halv time synes jeg endelig at kunne ane støv i luften, hvilket måtte betyde, at mit næste bytte var inden for rækkevidde. Da jeg kom op til hende, kunne jeg også se Sarah lige foran, så her var altså to fluer med et smæk. Jeg hentede dem dog lige inden rutens længste stigning og nåede ikke at komme forbi, hvilket ikke var helt efter planen, da de sandsynligvis var hurtigere end mig opad. Men mit fightergen var vakt! Det var en af de dage, hvor smerten kun er en baggrundsvariabel og ikke noget der bestemmer, hvor hurtigt man kører. Jeg satsede alt og kørte forbi hende foran mig, mens jeg samtidig kunne se, at Sarah ikke øgede sit forspring til mig – et virkelig godt tegn! Næste passage efter opkørslen, 3rd Divide, er rutens hurtigste, hvor det gælder om at være den, der tør vente længst med at røre bremserne, samtidig med at man næsten intet kan se på grund af støv. Til tider lidt for spændende, men jeg holdt cyklen kørende og kom hurtigt forbi Sarah også. Så langt så godt!

Ruten er teknisk svær, men ikke stejl. Det her er en af mere udfordrende passager.

På resten af ruten skal der trædes en del mere, her er nogle grusstykker undervejs, så der skal trædes alt hvad man kan. Det lykkedes mig at hente endnu to kvinder inden jeg ramte asfalten og kunne ånde lettet op samtidig med at jeg tilbagelagde de sidste par hundrede meter nede i byen så hurtigt som muligt. Målstregen kunne endelig krydses med brændende ben og et kæmpe smil. Jeg kunne ikke have gjort det bedre, ingen store tekniske fejl eller andre problemer, og kroppen var endelig med mig. Og tiden var god! Jeg havde ikke regnet med at komme under en time, men Garmin’en sagde 57 minutter!

SÅ var det tid til mad og ordentlig fejring! Resultaterne må man vente lidt på, da alle i klassen skal være færdige først, men uanset placeringen var jeg virkelig godt tilfreds. Til dem, der går op i tal, kan jeg fortælle, at jeg kørte “downhilløbet” her med en normalized power på 207 w, hvilket vidner om at der altså også trædes godt til undervejs.

Endelig kom resultaterne op, og jeg blev nummer to! Kun slået af Katerina Nash, professionel, legende og totalt på hjemmebane – det føltes som en sejr! Langt over forventning og Emma vandt også sin kategori, så der var euforisk stemning. Andenpladsen betød også, at jeg endte på en 4.-plads i all-mountain kategorien, hvilket også må siges at være godkendt! En perfekt afslutning på en fantastisk uge og to meget krævende dage i sadlen.

Det er ikke hver dag man ender på podiet med Katerina Nash

Til sidst vil jeg bare sige tak til Downiville og mine amerikanske venner for et vanvittigt eventyr og så mange vilde oplevelser på kontoen! En tur jeg aldrig kommer til at glemme. Den der andenplads gav iøvrigt 500 dollars i præmiepenge, så det var et godt tilskud til flybilletten til næste år!

Hvis du vil se mere fra mit USA-eventyr, har jeg skrevet to historier om det her og her.

Posted by:Signe Koch

Min passion for cykling startede i mountainbikeverdenen for omkring 6 år siden. Siden da er interessen kun vokset, og rækker nu lige fra landevej til cross, XC-ræs og mere enduroagtig mountainbiking, når muligheden byder sig. Jeg elsker eventyr på cyklen i godt selskab og flotte omgivelser, men også høj puls og cykelløb. Jeg har blandt andet deltaget i VM i cykelcross i Bogense 2019. Til hverdag arbejder jeg som økonom i Tænketanken DEA og er så heldig, at der er god forståelse for glæden ved en cykeltur i godt vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *