Prolog

Det har været en stor drøm for mig i mange år at cykle Caminoen. Planerne havde været lagt væk i et par år pga. Coronaen, men i efteråret begyndte Søren og Amir fra min cykelklub Velo Pavé, at pusle med planer om at sætte andre i stævne for at køre netop den såkaldte Camino Francés, den mest kendte af flere pilgrimsruter, der alle fører til Santiago de Compostela og den imponerende katedral, hvor alle vandrerne og de cyklende mødes på pladsen, får taget billeder og fejrer en (vel)overstået tur.

Tekst og fotos af Hanne Egå.

Jeg meldte mig straks til at være med til at arrangere, og da ingen af os er i rejsebranchen, valgte vi at alliere os med Spainismore, som skulle stå for logistikken med fly, hoteller og bagagetransport.

Der er god skiltning på vandrevejen og der findes en officiel EuroVelo3 rute, som dog ikke er skiltet udover den sidste del af ruten. Amir gik i gang med det store arbejde at planlægge alle etaperne, med GPS filer for både en rute, der er sammenfaldende med vandreruten, og en der skulle følge den planlagte EuroVelo3 – angiveligt mere cykelvenlig og med mere asfalt.

Vi havde håbet på at nå op på 10 tilmeldte til turen, men det blev til overvældende 32 deltagere.

Dag 0 – København – Pamplona

Det blev en lidt langvarig tur til vores startby Pamplona, da Lufthansa havde nedlagt deres rute til Pamplona, kort før vi skulle afsted, men vi ankom efter et par flyvninger og en længere bustur. Stor var spændingen, da vi skulle genforenes med vores cykler, som vi havde sendt afsted 12 dage før, ja faktisk lige efter hjemkomsten fra Dirty Jutland, som flere af os kørte. Cyklerne var i fin stand og skulle nu samles og det gik overvejende godt, med enkelte udfordringer, som vi dog først rigtigt opdagede på dag 1.

Dag 1 – Pamplona – Logrono 93,3 km – 8:52 – 1.567 hm.

Vi var 8 kvinder, der aftalte at køre sammen, og selvom der er nogen forskel i styrken, enedes vi om, at vi alle 8 startede og sluttede sammen. De 8 kvinder er: Anita, Anja, Anni, Britta, Karin, Rikke S, Rikke T og mig selv.

Vi var ret heldige, at ikke alle andre var kørt, da vi skulle afsted, for der var lidt udfordringer med Brittas styr og mit geardrop, men det blev fikset inden afgang, og vi startede sammen med nogen af de hurtige drenge ud af Pamplona. Kort efter sagde vi farvel til dem og mødte en anden gruppe, hvilket var kendetegnende for hele turen og en af de hyggelige ting ved at være så mange afsted, man støder ofte på en af de øvrige grupper. Efter kun 6 km faldt Rikke T’s pedal af og vi måtte efter nogen tids asen og masen konstatere, at det var gevindet, der var ødelagt. Rikke traskede tilbage til vejen og fandt en taxa, der kunne køre hende til Logrono.

Efter yderligere nogle km tabte den anden Rikke, Rikke S så en bolt i den ene klampe, og hun måtte tage skoen af for at klikke ud. Vi fik møvet skoen ud af pedalen og herefter måtte hun køre uden at klikke ind med den ene sko.

Vi fortsatte op mod bjergtoppen til 760 m højde efter kun 13 km. De sidste mindst 3 km trak vi cyklerne ad den stenede vej, med stigningsprocenter der rundede 20. Der var en del vandrere på ruten den dag og specielt rundt om de store byer var der mange.

Vi mødte rigtigt mange af dem med ”Buen Camino” og fik næsten altid et svar og et smil.

Vi havde vores Caminotøj fra PH på den dag, der er et Dannebrog på ryggen. Vi blev spurgt om vi kom fra Finland, Norge eller Schweiz, men vi er jo fra Danmark og faktisk smilede alle over hele hovedet, mange klappede og heppede på os. 8 modne kvinder i samlet flok og i ens tøj er et særsyn, specielt på de kanter. Endelig efter 2 timer med defekter og hårdt arbejde nåede vi toppen ”Altos de Perdon” med jernskulpturerne og den imponerende udsigt.

Herefter fulgte en ned”kørsel” det viste sig at være med store rullesten (senere blev de kaldt babyhoveder) – af cyklen igen, vi tumlede nedad i endnu en time og blev overhalet af vandrerne, der forundret spurgte, om vi havde forventet at cykelruten ville være sådan – og nej det havde vi vist ikke.
Endelig var det overstået og vi nåede den gamle bro Puente la Reina ved ca. 23 km – en bro fra det 11. århundrede. Vi var i vældigt humør stadig og tog et fotostop.

Så fulgte overvejende landevej og yderligere 22 km og vi besluttede os for frokost i byen Estella, da vi havde været på cyklen eller trukket den i nu 4,5 timer.
Enkelte skævede til uret og bekymringerne for hvor lang tid resten af ruten ville tage, bredte sig, men frokosten var et kærkomment afbræk og her grundlagde vi traditionen med at bestille 8 colaer, flere store flasker vand til at tage med på cyklen og stort set den samme mad alle mand. Den dag blev det til pasta.
Efter frokosten kom et af de steder, jeg havde glædet mig rigtigt meget til, Bodegas Irache, hvor der er 2 haner, en med rødvin og en med vand. Desværre kommer de kun 100 liter vin i hver dag og de var for længst drukket, da vi dukkede op – øv også. Nå men vi måtte videre, herefter var der lidt skøn grusvej og en del asfalt, der førte os til kaffestoppet i Los Arcos. Vi mødte andre fra klubben og fortsatte i en gruppe på 10 ryttere hele vejen til Logrono. Her mødtes alle til fadøl eller cola alt efter smag og behag.

Endnu en tradition blev grundlagt – dagens strækøvelser er en fadøl eller to stadig i cykeltøjet.

Vi var 11 stykker der gik ud og fandt en god tapasrestaurant, hvor den bedste ret den dag var grillet Iberico gris – såkaldt Pluma de Iberico. Vi valgte en hvid Muga til da flere skulle have fisk også.

Dag 2 – Logrono – Burgos 136,7 km – 11:25 – 1.720 hm.

Der var lagt op til en lang dag i sadlen, cykelruten viste 137 km med 1.630 hm. Vi er i Rioja-land og kører ad lange skønne grusveje grænsende op til endeløse vinmarker – lige noget for mig. Vi tager et par fotostop med de såkaldte bush-vines som baggrund. Grusvejene endte i en klippefuld opkørsel og vi trækker op – ikke noget at snakke om og vi fortsætter til kaffestop i Najera, hvor der er mange storkereder. Her starter Karins store interesse for at fotografere storke i deres reder, i indflyvninger og over marker.

Efter kaffen fortsætter vi mest ad landeveje, der heldigvis ikke er vildt befærdede. Bilisterne drøner forbi os med høj hastighed, men også med god afstand, så det føles ikke ubehageligt. Vi kommer gennem landsbyer og når efter 55 km til Santo Domingo de la Calzada. En by med en imponerende Katedral fra 1200-tallet, men også stedet, hvor vi skal have frokost. Santo Domingo har noget med høns, der var angiveligt levende høns i katedralen og han er afbilledet med høns på muren, hvor vi spiser.

Vi napper igen standardserveringen – de 8 colaer, 8 hamburgere og en del store flasker vand.

Efter frokost kører vi asfalt i nogen tid til vi krydser middelalderbroen over Tironfloden, herefter møder vi igen Caminoen, som vi følger et stykke med dejlig grus under dækkene. Før kaffestoppet på ca. 100 km har vi igen ramt asfalten, men landsbyerne her virker mere og mere forladte, formentlig har Coronaen lukket mange af de små cafeer, der ellers altid er at finde i Spanien. Efter kaffe og is venter der os nogle nedkørsler, og vi kan næsten ane afslutningen på dagen, indtil vi møder Caminoen igen efter 115 km og må kravle og bære cyklerne op 100 højdemeter.

Skyggerne er blevet lange, mens vi strider os op og det tærer gevaldigt på de sidste ressourcer efter mere end 9,5 time på farten.

Endelig når vi op, men der er ikke udsigt til en lang skøn nedkørsel, cyklerne hopper rundt i klippestykker og rullesten.

Vi taler faktisk om, om der er nogen, der har lys på cyklerne. Efter 125 km lader vi Camino være Camino og kører de sidste 12 km på asfalt gennem industrikvarteret og ind til centrum, klokken er nu 20:25 – vi napper end ikke en fadøl, men går direkte i bad for at gå ud og finde en restaurant.

Dag 3 – Burgos – Carrion de los Condes 88 km. – 7:54 – 703 hm.

Jeg frygter hvordan det skal gå os efter gårsdagens lange etape, men Anita kalder denne og den næste etape for hviledage, da vi kun skal køre ca. 90 km og hhv. 600 og 500 hm. Og jeg prædiker én dag ad gangen. Vi bruger lidt tid på at komme ud af Burgos – vores Garmin’er viser ikke altid det samme, når vi er i byerne, men ud kommer vi og snart rammer vi brede grusveje med et par mindre stigninger, der er ikke længere vinmarker, men græs- og kornmarker så langt øjet rækker.

Vi er ved at være kaffetørstige og midt ude i ingenting øjner vi en café. Side om side med det spanske flag hænger der et FCK-flag – den anden store gruppe holder også kaffepause her og lidt senere kommer yderligere et par fra vores gruppe. Det viser sig at manden der arbejder på stedet, taler dansk og har arbejdet på en dansk restaurant vist nok på Mallorca, deraf FCK-flaget.
Det bliver en lang kaffepause, men pyt vi når det jo nok. Efter en time gennem små landsbyer og mest på lækkert grus ser vi dagens længste og stejleste opkørsel i gennemsnit 12%.

Endnu en gang må vi af cyklerne, noget af vejen for at komme til toppen 1.050 m Alto de Mostelares, hvor mange pilgrimme har skrevet på en stor trætavle og hængt forskellige ting på et spir. Vi bruger lidt tid her på at nyde den fantastiske udsigt.

Vi er blevet advaret om nedkørslen af de hurtige drenge – den er på 18% i starten på noget bulet cement – nu er jeg ret glad for nedkørsler, men alligevel overvejer jeg, om jeg skal køre i den lille grøft til højre eller den dybe til venstre, hvis bremserne skulle svigte mig. Det gør de heldigvis ikke og ned kommer vi alle i varierende tempo. Det er faktisk her Anja tager mit nye profilfoto. Kort efter kører vi over en romersk bro med hele 11 buer, Puente Fitero, der fører os over floden Pisuerga. Så er der frokoststop i en lille søvnig landsby. 8 hamburgere, 8 colaer og en masse vand.

Efter yderligere en times kørsel rammer vi Fromista med det karakteristiske vejskilt med afstande til bl.a. Rom og Jerusalem, her skal vi over en sluse ved Castilla-kanalen. Herefter de sidste 20 km på asfalt – en dag helt uden eftermiddagskaffe.

I målbyen Carrion de los Condes møder os turens mest imponerende hotel, Monasterio San Zoilo, der er indrettet i et nedlagt kloster. En forholdsvis kort dag på under 8 timer, med god tid til øl, cykelrens og bad før vi alle mødes i hotellets restaurant og forsøger at blande os lidt med de øvrige grupper.

Dag 4 – Carrion de los Condes – Leon 94 km – 7:24 – 564 hm.

Vi triller afsted fra det nedlagte kloster og ud på den etape, som skulle vise sig at være den mest ensformige og med færrest højdemeter. Vi kører ad asfalt det meste af dagen, dog langs vandreruten, så vi kan se hvordan nogle slæber sig af sted – her får man respekt for de vandrende, der bruger 5-6 dage på at passere den spanske højslette, hvor der ikke er specielt meget at opleve. Vi klarer den på knapt 2 dage.

Vi kommer igennem de gamle byer Sahagun med en imponerende byport, El Burgo Ranero, hvor der er en mindstesten for børnene. Klokken nærmer sig 14 og sulten er begyndt at melde sig. Vi støder på en af de andre grupper, men fortsætter til et lille sted før en by, hvor der sidder 3 andre fra vores gruppe – de har alle proklameret, at de kører alene den dag, men her er de altså og de har fundet et par danske kvinder, som har vandret i 3 uger. Vi slår os ned, spiser frokost, drikker colaer og taler lidt med danskerne, mens de andre 3 tager afsted én efter én. Der er også en englænder, Poul hvis vandre-makker er taget hjem nogle dage før. Poul og de danske vandrere arrangerer et foto, hvor vi, efter at yderligere 3 kvinder fra vores gruppe er dukket op, flankerer Poul med en øl og altså 14 danske kvinder, han håbede at hans makker ville blive bare lidt misundelig.

Vi kører i samlet gruppe med de 3 andre, resten af vejen til Leon – hvor der lige før ankomst er placeret 100 hm med en ret høj stignings procent.

Leon er en skøn by og vi arrangerer os med fadøl og lidt tapas i nærheden af hotellet og med udsigt til den imponerende katedral. En relativt kort dag med under 7,5 timer ude på ruten. Skønt at være i Leon før kl. 17:00 med tid til at få flere øl og vaske lidt tøj.

Efter fire dage filosoferer jeg lidt over hvordan det dog skal gå de næste 3 dage, hvor der er nogle lange opkørsler med høje stigningsprocenter og etape 5 med næsten 130 km. Arbejder en del med mig selv og kommer igen på sporet ved at sige ”én dag ad gangen”

Dag 5 Leon – Villafranca del Bierzo 131,6 km – 10:49 – 1.467 hm.

Det er en etape, jeg har set frem til, men også frygtet. Etapen slutter i et område, der producerer mine absolutte favoritvine og der er den længste og pænt stejle opkørsel, som vi først rammer omkring 70 km. Vi kører fra hotellet en halv time førend vi plejer – det kan endnu en gang blive en lang dag. Det er overskyet og støvregner af og til. Caminoen deler sig i to og vi tager den efter sigende smukkeste rute, hvor andre har valgt den direkte vej, der går klos op ad en meget befærdet vej direkte til Astorga. Efter et par timer kommer vi til et rigtigt pilgrimssted og tager dagens formiddagskaffe.

Kort efter ankommer vi til Orbigo med den old-romerske bro samt floden af samme navn. Et imponerende bygningsværk hvor vi kører i midten for ikke at få en mindre hjernerystelse på de toppede sten. Ved indkørsel til Astorga skal vi forcere en stålbro i slalomstil over jernbanen. Det klarer alle i stiv arm.

Vi finder en café i Astorga og spiser frokost og drikker cola, herefter foran katedralen og bispesædet møder vi er par fra gruppen, der dog vil fortsætte noget af vejen i tog. De havde luret at vi snart røg ind i den lange opkørsel, men ikke 10 vilde heste kunne få mig til at opgive at komme på toppen til jernkorset. Vi rammer stigningen kort efter Astorga og bruger lang tid på at komme de godt 500 hm op

Vi når jernkorset efter i alt 83 km og ca. 7,5 timer. Vi går én efter én op og smider den medbragte sten. Jeg har samlet min sten op ved Slettestrand dagen før Dirty Jutland. Jeg har brugt nogen tid på at beslutte, hvilken byrde jeg skulle fralægge mig. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har store byrder, der kan kvalificere til ligefrem at smide dem, men jeg gjorde det ligesom resten af holdet.

Straks efter kom belønningen en lang asfalt nedkørsel, hvor vi racede hele vejen ned til bunden, der var hastighedsbegrænsning på 50 km/t – så jeg forsøgte mig med at ligge omkring de 55 km/t (de næsten tilladte +10%) – hold nu op det var en fest. I bunden tog vi en velfortjent kaffepause i højt humør. Vi følte alle lettelsen over at have kastet stenen og måske også at vi nu havde rundet 100 km.
Efter kaffen kørte vi landevej, uden rigtigt at ænse andet end at nu ville vi bare direkte til Villafranca. Jeg forsøgte dog at holde godt øje med vinmarkerne og nogle af de producenter jeg kender. Endelig fremme lige inden klokken rundede 19:15 fandt vi de to hoteller – lidt fadøl og røverhistorier. Godt vi var taget tidligere afsted.

Jeg var dog så træt, at jeg ikke orkede at bære min bagage op til mit lille pensionat. Det føltes som om der var flere hundrede højdemeter op, heldigvis var der hjælp at hente, så Steen bar min taske op og værten bar den op ad trapperne til 2. sal. Mit værelse hed ”El Camino”, hvilket faktisk passede ganske fint.

Dag 6 – Villafranca del Bierzo – Portomarin 100 km – 9:39 – 1.806 hm.

Britta der havde holdt hviledag dagen før, havde heldigvis brugt lidt tid på at studere ruten sammen med Steen. Ved at køre EuroVelo3 i starten i stedet for vandreruten kunne vi spare ca. 200 hm på de første 10 km. Det valgte vi. Vi kørte imellem stejle klipper og brusende floder, smukt var det selv om meget af det var landevej. Vi havde igen valgt at starte før 9:00 og det skulle senere vise sig, at være en særdeles god idé. Efter ca. 25 km møder vi et af de andre hold, som har forsøgt sig lidt på vandreruten og det er ikke gået specielt godt, stigningerne er kun til klatring, så vi tager turens dårligste beslutning og kører sammen med de 4 andre ned ad en landevej og drejer op mod den stigning, vi vidste vi skulle forcere. Stigningsprocenterne er snart til at vi må af cyklerne og trække igen. Efter et stykke tids vandring møder vi en flok køer og tager nogle billeder og griner lidt af det.

Vi kommer på cyklerne et stykke og der står en ældre herre med ganske få tænder i munden, han vifter os frejdigt videre. Her møder os en smal sti, hvor flere lænkehunde gør udfald imod os og enkelte løse hunde gør os selskab – ikke til alles store fornøjelse.

Snart rammer vi en meget smal sti med en ufremkommelig stigning, vi tramper rundt i frisk komøg, men det holder også op på et tidspunkt. Vi er nu over kogrænsen og stien ender i et lille vandløb. Herefter er der kun græs og krat.

Vi tjekker Maps og Garmin, kun højspændingsledningerne gør os selskab. Karin tramper lidt mod venstre, og heldigvis er der et hjulspor, der efter yderligere lidt trækken med cyklerne fører os op til landevejen i nærheden af en Galicisk landsby O’Cebreiro ved dagens højeste punkt 1320 meter, hvor vi møder endnu et hold fra klubben.

Nærmest lykkelige sætter vi os ind og spiser Gourmetburgere og drikker colaer. Efter frokost skæver jeg lidt til uret, vi har været godt 5 timer undervejs, har tilbagelagt 30 km og mangler fortsat ca. 70 km, men heldigvis ikke mange højdemeter. Efter yderligere 1,5 time, hvor det går lidt op og allermest ned har vi tilbagelagt i alt 60 km og tager et kaffe/is-stop inden vi tilbagelægger de sidste 40 km.

For at komme til Portomarin, skal man krydse Mino floden via en stor bro med en fantastisk udsigt, hvor vi tager turens sidste fotostop. Vi når byens torv, hvor hotellet ligger, ca. kl. 18.15, med tid til de uundgåelige øl. Humøret er højt her aftenen inden sidste etape.

Dag 7 – Portomarin – Santiago de Compostella 97,5 km – 8:48 – 1.672 hm.

Efter en højskoleagtig morgenmad, hvor vi var placeret ved et langbord alle 32, kørte vi den korte strækning ned til dagens første, største og længste opkørsel 12 km med 400 hm. Det var koldt og ret tåget. Det var egentlig bare at træde i pedalerne og holde øje med hvor langt der var igen. På toppen begyndte solen at komme frem og tågen lå nu under os. Vi holdt et lille fotostop, fik pulsen lidt ned og lod solen varme de kolde knæ.

Vi kørte videre på Caminoen og der lå en hyggelig cafe med udendørsservering på en stor græsplæne. Temperaturen var lige til et kaffestop – den idé havde den anden store gruppe også fået. Så vi fyldte pænt op ved bordene, men snart efter brød de andre op og vi brugte kun overraskende 30 min. på det stop.

Vi kørte nu på en blanding af Caminoen og EuroVelo3 indtil vi kommer til Melide, der er en meget gammel by, tæt forbundet med Pilgrimsruterne. Der er ruiner af tidligere tiders bymure og en middelalderbro der fører over en lille flod. Vi kører igennem den gamle by på brolagt vej, hvor der er fyldt med vandrere og de fleste svarer ”Buen Camino” når vi kører forbi. Vi har gjort det godt i dag og kørt snart 40 km på under 3,5 time. Vi møder et par stykker fra klubben og fortsætter lidt med dem, men skilles og fortsætter ad blandet underlag til byen Arzua, hvor vi holder frokost – det er der også nogle andre fra gruppen der gør. Vi er nået ca. 57 km på under 5 timer og vi har under 40 km tilbage af hele turen. Dog var hele etapen en gang op og nedkørsler og ruteprofilen var nærmest savtakket.
Vi får serveret de sædvanlige colaer nogle kæmpepizzaer, som det er umuligt at sætte til livs.

Damen spørger om vi vil have resterne med videre, men ingen ser lige sig selv køre ind foran katedralen med smeltet ost ned ad ryggen, så vi takker pænt nej og går ud til cyklerne, hvor en byfest nu er gået i gang, der er sækkepiber, trommer og andre truthorn

…tror de havde det festligt, men ikke noget for vores trommehinder, så vi skyndte os ud af byen. Vi blev jo snydt for en gang kaffe dagen før og det ville vi ikke ud i en gang til, så med 20 km tilbage var der kaffe og is-stop. Anja tager det karakteristiske billede med vores 8 sko og de gule strømper.


Nu er der ikke langt igen og vi møder endnu en gang gruppen med de 4 andre, som vi kører lidt sammen med op og ned ad små, men stejle stigninger. Til sidst når vi udkanten af Santiago og kører sammen med mange vandrere og en del andre cyklende, langsomt ind gennem den gamle bydel. En dame siger at her kan I ikke cykle, hvilket vi selvfølgelig giver hende ret i, men cykler videre og passer godt på de mange vandrere. Vi trækker ned ad nogle trapper og når endelig den store plads foran den imponerende katedral.

Vi fælder alle en tåre bag de mørke glas og falder hinanden om halsen – Vi gjorde det!!! Lige der blev jeg lidt stolt af min/vores præstation.

Der er mange der tilbyder at tage et foto af os og vi får taget gruppefotos og foto af os hver især. Det er ikke til at fatte, her er vi alle 8 efter 741 km, 9.500 hm og 64 timer på ruterne. På hotellet får vi os en velfortjent fadøl og lettelsen og lykkefølelsen breder sig i os alle.

Skål og Buen Camino!

Posted by:Henrik Jappe

Cykling er min store hobby. Om vinteren kører jeg cykelcrossløb i massevis, lidt MTB og landevej, med en uge i februar på Gran Canaria. Om sommeren kører jeg MTB Liga, Gran Fondos i syden og lidt landevej. Ved siden af det arbejder jeg frivilligt med sporbygning, udvikling af B&U MTB samt MTB Ligaen. Mine artikler her handler mest om events og det udstyr jeg bruger til dem. Mvh Henrik, 56 år og på cykel siden jeg var 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *